Sydøstjyllands Politi har siden udgivelsen af DR-dokumentaren ’Forfulgt af politiet?’ været genstand for en voldsom kritik.

Dokumentaren skildrer, hvordan en syrisk familie siden januar 2020 er blevet opsøgt mere end 110 gange af en gruppe betjente fra Sydøstjyllands Politi, og ikke mindst hvordan familiens nu 17-årige dreng Farhad Tober efterfølgende forsvandt på mystisk vis.

Siden dukkede Farhad op i Tyskland, og han var altså ikke forsvundet alligevel.

I denne uge har sagen taget endnu en drejning, efter at Sydøstjyllands Politi i Vejle Amts Folkeblad mener at kunne dokumentere, at familien har holdt Farhad Tober skjult – ifølge politiet for at sætte politiet i dårligt lys.

Søndag i Politiken kunne journalist Frauke Giebner på baggrund af adskillige vidnesbyrd dokumentere umotiveret vold og magtmisbrug, begået af fire civile betjente, som også er primær drivkraft i konflikten med familien.

Afsløringer, som nu har fået den civile patrulje nedlagt.

”Jeg synes, historien rejser et solidt spørgsmålstegn ved, hvorvidt der er et kulturproblem i dele af Sydøstjyllands Politi. Den er vigtig, fordi den har åbnet en lillebitte luge ind til et problem, som potentielt er væsentligt større end det, jeg har skildret lige nu,” siger journalist Frauke Giebner til Journalisten.

En menneskelig stafet

’Forfulgt af politiet?’ ramte Danmark i oktober og bragede igennem dagsordenen i medierne. Men allerede i 2022 havde Frauke Giebner i Politiken beskrevet problemerne mellem den syriske familie og Sydøstjyllands Politi.

En uge inden dokumentaren ramte skærmene, tog hun tilbage til Vejle. Frauke Giebner havde ikke særlig meget på hånden, blot et par løse aftaler med nogle af de kilder, hun havde talt med et år tidligere.

”Jeg starter med at ankomme med toget, og så sidder jeg og spiser morgenmad på Lagkagehuset, som er lige ved banegården, og kigger ud på der, hvor taxaerne holder.”

Hun tænkte på, i første omgang lidt for sjov, hvem der kunne vide noget om, hvorvidt der var problemer med politiet i nattelivet. Det kunne taxachaufførerne måske godt? Frauke Giebner gik over og talte med dem. Og der var bingo, for taxachaufførerne kendte godt til betjentene i Vejle.

Fire dage i Vejle

Derefter forvandledes hun med egne ord til ”en menneskelig stafet”, hvor hun blev sendt fra den ene kilde til den anden. På taxachaufførernes opfordring begyndte hun at tage fat i mænd under 25 år med minoritetsbaggrund, og stort set alle hun, hun talte med, kunne berette om de fire betjente.

”Nogle gange begynder de nærmest at fortælle, før jeg er færdig med at forklare, hvad det handler om. Enten har de en historie selv, eller også kender de en, der har haft en oplevelse.”

Frauke Giebner brugte sammenlagt fire dage i Vejle. Først to dage i september, inden dokumentaren blev sendt, og så to dage i oktober, da den havde været sendt. På de fire dage talte hun med knap 30 mennesker. 20 af dem havde selv oplevet voldsepisoder, magtmisbrug og racistiske kommentarer fra betjentene, mens seks personer var andenhåndsvidner til episoder med betjentene.

”De andre gange, jeg har arbejdet med vidnesbyrdshistorier, har der måske været en tredjedel af de personer, som jeg har talt med, der har haft relevante oplevelser.”

Med historien om betjentene i Vejle var det anderledes.

Her havde Frauke Giebner en oplevelse af, at alle, hun talte med, havde noget at sige. Og fornemmelsen af, at hun havde fat i noget, blev i stigende grad bekræftet. Selv hvis kun halvdelen af kildernes udsagn kunne dokumenteres, vidste hun, at hun havde fat i noget.

”Det her, det kommer så let til overfladen, at der må være noget nedenunder,” siger Frauke Giebner.

Skille fakta fra røverhistorier

Nogle af dem, som Frauke Giebner talte med, er en del af det kriminelle miljø i Vejle.

”Det har været spændende at sidde i en eller anden kælder til sent ud på natten og høre røverhistorier. Det er jo nogle vilde fortællinger, man kan få fra den slags mennesker.”

Andre gange har hun måttet udelade flere detaljer i kildernes beretninger. Det på trods af, at detaljerne delvist bliver bekræftet af andre personer. Men en række af de detaljer kan Frauke Giebner ikke efterprøve ved hjælp af skriftlige kilder, og derfor må hun holde sig til kun at skrive det, hun har papir på.

For eksempel med kilden, som hun kalder UM:

”I hans beretning er der tvivl om, hvad der præcist sker under hans anholdelse. Så vi skærer det ind til benet og fortæller historien mindre farverigt. Der har min redaktør været god til at pille de blodige beskrivelser ud og spørge: ”Hvad er det, vi reelt ved?”.”

Arbejdet med at skille røverhistorierne fra de episoder, de kunne validere, var knap så hæsblæsende. Men ikke mindre vigtigt, mener Frauke Giebner. Hun er gået nøgternt og metodisk til værks i dokumenteringen af kildernes vidnesbyrd, hvoraf de fleste står anonymt frem i artiklen.

Her har hun forsøgt at få alle episoder bekræftet af mindst én anden person. Hun har interviewet alle, der indgår i artiklen, mindst to gange om centrale hændelser med mindst en uges mellemrum og ledt efter afvigelser i deres udsagn.

”Jeg har også forsøgt at interviewe dem på en måde, hvor det ikke føltes som et interview anden gang. For eksempel ved at pakke mine spørgsmål ind, så det virker, som om vi sludrer, men hvor jeg i virkeligheden faktatjekker og prøver at gøre det på en måde, hvor kilden ikke er på dupperne og lægger mærke til, at jeg stiller kontrolspørgsmål.”

De sager, hvor det ikke har været muligt at lave et dobbelttjek, indgår ikke i artiklen.

”Jeg er meget nervøs for at lave en fejl. For laver jeg én fejl, kan det i princippet trække tæppet væk under det hele. Så jeg gjorde mig meget umage for at være så nøjagtig, som jeg overhovedet kunne,” siger Frauke Giebner, der dog afviser, at hun har været ekstra grundig, fordi det lige netop er politiet, der er genstand for kritikken.

At vise et mønster

Ifølge Frauke Giebner har opgaven ligget i at vise et mønster. At lægge de ting, der går igen i kildernes fortællinger, frem og bygge artiklen op omkring de situationer, som er vanskelige at sætte spørgsmålstegn ved. Der, hvor betjentenes adfærd er så alvorlig og veldokumenteret, at det ikke kan affejes.

”Det er en alvorlig kritik, der bliver rejst. Jeg vil gerne have, det bliver taget seriøst både af offentligheden, men også af politiet, fordi det i min optik er et alvorligt problem. Det, jeg lægger frem, skal virkelig være solidt.”

Og det har givet pote. For i samme artikel kan Frauke Giebner berette om, at Sydøstjyllands Politi har nedlagt den civile patrulje.

”Jeg synes jo, at det er positivt, at ledelsen i Sydøstjyllands Politi træder i karakter. Men jeg har også stadig mange åbne spørgsmål, som jeg ville ønske, jeg kunne stille dem, men indtil nu har de ikke været interesserede i at stille op til interview. Men det undrer mig, at de først reagerer nu, når de har været bekendt med flere af de sager, jeg har skildret. Flere af sagerne går år tilbage. Hvis de har kendt dem, hvad er det så, der er anderledes lige pludselig?” siger Frauke Giebner.

Hvad har du været drevet af i forhold til at afdække den her sag?

”Jeg er på en eller anden måde blevet ramt på min retsfølelse som borger. Jeg har set optagelser af episoder og anholdelser, som virkelig har overrasket mig. Jeg anede ikke, at man kunne gå i byen og så risikere at blive sparket i maven, fordi en betjent ser sig sur på én. Inden jeg for to år siden begyndte at beskæftige mig med politiets magtanvendelse, havde jeg aldrig troet, at politiet kunne finde på at overskride deres beføjelser på den måde.”