Regnskab

Podimo vokser og taber knap en halv milliard

Det går stærkt hos podcastplatformen Podimo, som sidste år blev 76 flere ansatte og samtidig tabte rekordmange penge

Den danske podcastplatform Podimo er vokset hvert år, siden lanceringen i 2019, og sidste år blev ingen undtagelse.

Det viser selskabets regnskab for 2024, som netop er offentliggjort.

Regnskabet viser, at Podimo sidste år øgede omsætningen med 50 procent og blev 76 flere fuldtidsansatte.

Til gengæld afslører regnskabet også, at medievirksomheden tabte rekordmange penge sidst år.

Taber mange penge

Ifølge regnskabet voksede Podimos underskud således til knap en halv milliard kroner - helt præcist 473 millioner kroner - i 2024.

Underskuddet skyldes dels massive investeringer og øgede udgifter til blandt andet lønninger.

Men det skyldes også en opdateret afskrivningsmetode i regnskabet. Det forklarer Podimos administrerende direktør Morten Strunge i en skriftlig kommentar til Journalisten.

Trods underskuddet er han tilfreds med årets resultat.

”Resultatet var forventet og i overensstemmelse med vores interne og bestyrelsens forventninger,” skriver Morten Strunge og fremhæver, at omsætningsvæksten fra 2024 er fortsat ind i 2025.

Flere lyttere og flere lande

At Podimo har vokseværk kan også aflæses i antallet af lyttede timer på podcastplatformen.

Ifølge virksomhedens egne tal, der blev offentliggjort i december sidste år, steg antallet af lyttede timer på Podimo i 2024 med 32 procent sammenlignet med året før.

Samtidig kunne Podimo i februar fortælle, at podcastvirksomheden globalt havde rundt én million abonnenter.

Podimo blev etableret i Danmark i 2019 og er siden knopskudt til syv forskellige markeder i Europa og Latinamerika.

Til Mediawatch sagde direktør Morten Strunge sidste år, at Podimo giver overskud i Danmark og Holland, mens det altså fortsat er en underskudsforretning på de øvrige markeder.

Rettet kl. 16.29: Der stod tidligere, at Podimo havde øget underskuddet fra 2023 til 2024 med knap en milliard. Det er rettet til, at underskuddet er vokset til knap en halv milliard i 2024. 

0 Kommentarer