Public service

Podcasten ’Sara & Monopolet’ taber ”som ventet” lyttere

Siden ’Sara & Monopolet’ flyttede ind hos DR Lyd, er antallet af afspilninger faldet med 36 procent

I maj 2023 besluttede DR, at podcastudgaven af lyttersuccessen ’Sara & Monopolet’ skulle være prøvekanin for, hvor mange lyttere DR kan flytte fra platforme som Spotify og ”hjem” til appen DR Lyd.

Omlægningen skulle fremtidssikre DR’s lydunivers, lød det dengang fra Tine Godsk Hansen, der er chef for DR Lyd.

Hvis lytningen foregik på DR Lyd, ville flere måske også lytte videre til DR’s øvrige indhold.

Nu foreligger de første tal, og de viser, at ’Sara & Monopolet’ har mistet 36 procent af podcastlytterne.

”Måler man, hvor mange der har lyttet til programmet inden for 30 dage, var der tidligere 224.000 afspilninger i alt, og det tal er nu 143.000 afspilninger,” siger Tine Godsk Hansen.

”Det er på niveau med vores forventninger,” siger hun.

Nye lyttervaner

Det positive for DR er, at halvdelen af de lyttere, som plejede at lytte til ’Sara & Monopolet’ på en tredjepartsplatform som fx Spotify, i dag har flyttet deres lytning af programmet over på DR Lyd.

Tine Godsk Hansen forklarer, at DR hele tiden har vidst, at det var en stor ting af bede lytterne om at ændre vaner, når de skulle lytte til podcastudgaven af ’Sara & Monopolet’.

”Det er for tidligt at sige, at det er en succes, men vi er på det spor, som vi regnede med. Vi har hele tiden vidst, at vi ville tabe dækning på den korte bane. Men det er ikke mere, end vi har forventet, og vi kan se, at bevægelsen går i den rigtige retning, så vi på sigt kan hente de her lyttere ind igen,” forklarer hun.

Flytning fortsætter

Tallene ændrer ikke ved DR’s køreplan med, at flere programmer skal være forbeholdt DR Lyd. Hvornår det sker, bliver meldt ud senere, forklarer Tine Godsk Hansen.

”Vores eneste mål er ikke at flytte lytningen ind i DR Lyd, men også at fastholde den samlede dækning,” siger hun.

Sideløbende med flytningen af ’Sara & Monopolet’ til DR Lyd har DR forsat med at sende programmet som flowradio på P4.

(Rettelse: Det var tidligere fremgået at afspilningerne var faldet med 40 procent. Det rigtige tal er 36 procent. Journalisten beklager)

 

0 Kommentarer