Fyringer

Pludselig forsvandt trafikken til Avisen.dk – nu er hele redaktionen opsagt

Netmediet Avisen.dk levede i mange år godt af trafik fra Google. Men da Google AI Overview kom, forsvandt 70 procent af trafikken.

De seneste måneder er trafikken til gratissitet Avisen.dk faldet så meget, at det koster hele redaktionen deres arbejde.

Både de fastansatte medarbejdere og freelancerne på redaktionen er varslet opsagt, oplyser chefredaktør Per Kuskner, der også selv er blevet opsagt.

Og det kommer brat. For faktisk startede 2025 godt med masser af trafik og gode annonceindtægter.

Men så blev Avisen.dk først ramt af en Apple-opdatering, der slog igennem i foråret 2025 og skar en stor del af trafikken fra, forklarer Per Kuskner.

Med opdateringen skulle brugere med en iPhone eller iPad vente 10-20 sekunder, før sitet åbnede – og det kunne mærkes.

”Selv hvis vi havde en stor solohistorie, kunne vi ikke få den samme trafik som før,” siger han.

Dernæst kom Google AI Overview i august, hvor det første resultat i en Google-søgning er skabt af kunstig intelligens.

”I alt mistede vi 70 procent af trafikken. Det er meget, når du lever af trafik,” forklarer Per Kuskner.

En faldlem åbnede sig

Trafikfaldet indfandt sig fra den ene dag til den anden.

”Vi lavede de samme gode historier, men vi kunne se, at trafikken styrtdykkede. Det var så markant, at vi i begyndelsen ikke forstod det. Det var som en faldlem, der pludselig åbnede sig,” siger han.

Faldet i trafik var mærkbart både på nye og gamle artikler.

”Vi har et bagkatalog med tusindvis af gamle evergreenartikler, så hvis du tidligere skrev Hilda Heick i Google, var et af de første hits en af vores historier om Hilda Heick. Nu kommer der i stedet en AI-genereret tekst, når du søger på mange kendte danskere, og trafikken ender ikke længere hos os,” siger Per Kuskner.

Som en druknet mand

Som modtræk prøvede redaktionen at skrue op for antallet af artikler og ændre rubriksproget. Men det hjalp ikke en pind.

”Det var som at genoplive en druknet mand,” lyder det fra Per Kuskner.

Avisen.dk – der ikke skal forveksles med Avisen Danmark fra JFM – var oprindelig onlineudgaven af gratisavisen Nyhedsavisen.

I en årrække var sitet ejet 51 procent af A-Pressen og 49 procent af Freeway.

I 2019 overtog Freeway fuldt ejerskab.

Journalisten arbejder på at få en kommentar fra Morten Wagner, stifter af Freeway.

0 Kommentarer