Public Service

Planet-koncept vinder lydunivers til 62 millioner kroner

Aller Media-selskabet Heartbeats har vundet udbuddet af et nyt lydunivers til børn, som er en del af medieaftalen

Danske børn mellem 3 og 13 år skal have et nyt public service-lydunivers, og det bliver Aller Media Danmark i form af Heartbeats, der skal stå bag det.

Det står klart, efter at opgaven har været i offentligt udbud hos Radio- og tv-nævnet.

Heartbeats koncept går på, at der bliver skabt et lydunivers omkring en planet ved navn 'HULiGENNEM'. På den er der forskellige karakterer, som man kan møde i forskellige programmer.

Der vil være forskellige lydformater, der henvender sig til de yngre eller ældre børn og hvert enkelt program eller karakter kan stå alene, men de kan også godt mødes på tværs.

Hver morgen vil der være et liveformat, der skal samle små som store ”om fælles tematikker, nyheder, dagsordener og fokusområder”, lyder det i en pressemeddelelse fra Aller Media.

”Vi er selvfølgelig megastolte over, at vi har vundet ikke bare Radio- og tv-nævnets tillid, men selve muligheden for at skabe et trygt og godt sted, hvor alle 3-13-årige børn i Danmark kan blive underholdt, oplyst, inspireret og udfordret med kvalitetslydkoncepter”, siger Christina Marcher Lundegaard, der bliver chefredaktør på det nye lydunivers til børn, i pressemeddelelsen.

Skal gavne børns udvikling

Aller Media skriver i en pressemeddelelse, at det nye lydunivers vil leve i et selvstændigt selskab, der kun skal drive lyduniverset.

Heartbeats har i udviklingen af konceptet arbejdet sammen med bureauet Made By Us, hvis ledende partnere har været med til at opbygge DR Ramasjang og udviklet formater med karakterer som Motor Mille og John Dillermand. Det er også foregået i samarbejde med produktionsfællesskabet Sans-1, der i efteråret 2023 lancerede et børnefiktionsunivers ved navn La Lydland.

Derudover har ungdomsmediet Sein og Aller Medias eget Vi Unge været inde over formater og ideer til større børn.

”Det er en meget stor dag i Heartbeats’ historie. Vi ser det som en kæmpe cadeau til det arbejde, vi har lagt i ansøgningen, og samtidigt er det en anerkendelse af vores historie som nogle af dem, der har været med til at udbrede lydmediet herhjemme. Jeg er utrolig glad på hele vores holds vegne,” siger Emil Norsker, chefredaktør for Heartbeats.

Det blev vedtaget med medieaftalen, at der skulle laves sådan et lydunivers med gratis indhold uden reklamer, og der er sat 62 millioner kroner af til projektet.

Det skal ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ”stimulere børnenes fantasi, sprog og gavne deres udvikling” og også gerne give dem lyst til at lytte til podcast senere i livet.

0 Kommentarer