Modtagerne af pingpriserne får en statuette af Storm P.-figuren Ping, deraf navnet. Foto: PR
Den overnaturlige roadmovie-thriller ’Alva i mørket’ blev lørdag aften kåret som ”Årets bedste danske tegneserie” ved prisuddelingen Pingprisen.
Bag tegneserien står den danske forfatter Aksel Studsgarth og den svenske tegner Daniel Hansen.
’Alva i mørket’ handler om overnaturlige og mytologiske væsener, der er holdt indespærret i et laboratorium.
Det driver den kvindelige hovedperson frem at finde frem til, hvad formålet er, og hvem der står bag.
Stilsikker
”Visuelt er den sort-hvide streg stilsikker og filmisk og giver plads til både smukke enkeltstående tegninger og humor,” lød juryens vurdering.
Pingprisen uddeles af Dansk Tegneserieråd og tegneseriemagasinet Nummer 9.
Modtagerne af priserne får en statuette af Storm P.-figuren Ping, deraf navnet.
Samlet blev der uddelt syv priser i løbet af prisuddelingen, der blev afholdt i Kulturhuset Islands Brygge i København.
Ærespris til Teddy Kristiansen
Blandt andet gik prisen som ”Årets journalistiske tegner” til Weekendavisens Gitte Skov, mens ”Årets bedste børne/ungdomstegneserie” gik til ’Team Vildmark’ af Mette Vedsø og Sofie Louise Dam.
Teddy Kristiansen fik ”Pingprisens Ærespris”, da han ifølge juryen siden begyndelsen af 1990’erne har været blandt de højest profilerede danske tegneseriemagere i udlandet, særligt i Nordamerika.
Han har som den hidtil eneste dansker vundet en Eisner, der ses som branchens pendant til Oscar-uddelingen.
Årets jury bestod af: Redaktør på tegneseriemagasinet Nummer 9 Kristian Bang Larsen (forperson), filmkritiker Ann Lind Andersen, tegneserieskaber og illustrator Mari Ahokoivu, litteraturformidler Minna Haddar samt bestyrelsesmedlem i Dansk Tegneserieråd Jan Michelsen.
Vinderne af Pingprisen 2025
- Bedste danske tegneserie: ’Alva i mørket’ af Aksel Studsgarth og Daniel Hansen (Afart)
- Årets journalistiske tegner: Gitte Skov, Weekendavisen
- Bedste danske debut: ’Inge’ af Signe Dagmar Herlevsen (Æther)
- Bedste børne/ungdomstegneserie: ’Team Vildmark’ af Mette Vedsø og Sofie Louise Dam (Høst og Søn)
- Bedste internationale tegneserie på dansk: ’Sukkwan Island’ af Ugo Bienvenu, oversat af Lisa Villeneuve Kristensen (Fahrenheit)
- Bedste internationale tegneserie: ’Sunday’ af Olivier Schrauwen (Fantagraphics)
- Pingprisens Ærespris: Teddy Kristiansen, tegneserieskaber
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.