SFs formand Pia Olsen Dyhr taler med pressen i Allinge på Bornholm fredag den 12. juni 2026. Pia Olsen Dyhr har ansat ny rådgiver, der forlod partiet i 2020 efter anklager om upassende adfærd og en seksuel krænkelse. Den tidligere chefrådgiver var hun selv med til at afskedige efter en krænkelsessag i 2020. Genansættelsen møder nu hård kritik internt i partiet. Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, står fast på sin ansættelse af rådgiver Thomas Nystrøm, der forlod partiet efter anklager om upassende adfærd og seksuelle krænkelser.
Det siger hun til den fremmødte presse på Folkemødet fredag, efter at der er blevet rejst kritik af ansættelsen.
”Jeg synes, det er noget andet seks år efter, når man har undskyldt og ændret adfærd,” siger hun og tilføjer, at man så bør kunne vende tilbage.
Flere gange understreger hun, at hun står fuldt på mål for sin beslutning om at ansætte ham.
Thomas Nystrøm har tidligere fredag skrevet på Facebook, at han erkender at have opført sig ”helt uacceptabelt” ved flere lejligheder, hvilket førte til hans afskedigelse i SF i 2020.
SF-rådmand Lotte Kofoed er rejst til Bornholm for at konfrontere SF-formand Pia Olsen Dyhr, der har ansat Nystrøm som særlig rådgiver, selv om hun tidligere har afskediget ham og kaldt sagen alvorlig.
Thomas Nystrøm skriver i sit opslag, at han har undskyldt over for Lotte Kofoed, og at de har haft flere snakke dengang.
”Jeg blev meget flov og skamfuld over, hvad jeg havde gjort. Det var ikke i orden. Jeg undskyldte og havde flere snakke med Lotte om det i månederne efter,” skriver han.
Rådgiveren uddyber, at det heller ikke var i orden at sende en "upassende sms til en ansat og et klap bagi på en anden til en fest".