Branding

Peter Viggo sendte tv fra brusenichen: "Gider ikke bruge tid på pladder"

En af Danmarks mest brugte eksperter går stik imod alle gode råd for tv-optræden. Han har ’Vild med dans’-faktor, siger kommunikationsekspert.

”Jeg bruger så meget tid på det pladder. Så jeg gider ikke bruge tid på alt muligt pis med, at der skal stilles op og alt muligt andet. Det skal være nemt.”

Sådan lyder forklaringen fra Forsvarsakademiets militæranalytiker Peter Viggo Jakobsen, på, at han ofte går imod alle kommunikationsfolks bedste råd for god tv-optræden.

Onsdag morgen på TV 2 News skete det igen. Denne gang sad forsvarseksperten iført hudfarvet T-shirt mod en beige væg, trængt op i et hjørne og med antydningen af et brusearmatur og en bruseslange i baggrunden.

Det fik kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Kristensen til at dele et billede af sin egen tv-skærm på LinkedIn. Fulgt af en kommentar om, at han normalt råder folk til at tjekke vejret, forgrunden og baggrunden, når de skal på tv.

Men de råd er den hyppigt anvendte forsvarsekspert tydeligvis ligeglad med. Thomas Kristensen konstaterer i opslaget, at Peter Viggo Jakobsen ”tager det til nye højder”.

Han går imod strømmen

Thomas Kristensen supplerer over for Journalisten med en vurdering af, at det virker, fordi Peter Viggo Jakobsen leverer ”den rene vare” og er sig selv med en særlig form for ’Vild med dans’-faktor.

”Jeg går som kommunikationsmand altid og lurer på, hvordan andre klarer det. Peter Viggo går imod strømmen og føler sig ikke bundet af konventioner. Han slipper afsted med det, fordi han har høj troværdighed,” siger Thomas Kristensen.

Det skulle være et sted, hvor jeg kunne tale uden at vække de andre
Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet

Peter Viggo Jakobsens egen analyse af, hvorfor han brænder igennem på tv, er lige så enkel:

”Det er vel, fordi jeg siger tingene, som de er,” lyder det.

Kræsten Niemann, der er kommunikationschef på Herlev og Gentofte Hospital, siger, at han ikke normalt ville medietræne folk i at være så meget sig selv, som Peter Viggo Jakobsen er.

Peter Viggo går imod strømmen og føler sig ikke bundet af konventioner
Thomas Kristensen, kommunikationschef, Midt- og Vestsjællands Politi

Men lige præcis Peter Viggo Jakobsen slipper afsted med det, fordi det kommer indefra, og fordi han holder fokus på substans og budskab. Og fordi han har fundet sin egen stil, der bare fungerer.

”Når man sætter sig i en bruseniche for at blive interviewet til live-tv, betyder det bare, at han ikke tænker over andet, end at han skal ud med sine budskaber og analyser. Det er befriende,” siger Kræsten Niemann.

Peter Viggo Jakobsen forklarer selv om den noget usædvanlige baggrund for onsdagens liveoptræden, at han befandt sig i en hytte i Lofoten i Norge.

”Det skulle være et sted, hvor jeg kunne tale uden at vække de andre. Og så skulle der også være en ren baggrund. Det er det eneste, jeg har tænkt over. Og det var så den mulighed, der lige var,” siger han.

Familiens røde sofa

Kommunikationseksperterne husker også alle dengang, Peter Viggo Jakobsen stod i shorts og klipklapper ved siden af en masse politikere i jakkesæt og talte om tilbagetrækningen fra Afghanistan.

De husker også hjemmets røde sofa, der har været i fjernsynet rigtig mange gange. Med Peter Viggo Jakobsen siddende foran på gulvet – og sommetider med andre familiemedlemmer enten liggende eller i bevægelse bagved.

Det skal jo heller ikke være så mærkeligt, at det tager fokus fra alt muligt andet
Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet

”Jeg sidder på gulvet, for så kan jeg sætte telefonen på bordet i stedet for at skulle bruge tid på at stable den op på bøger og alt muligt andet lort. Det er meget hurtigere. Så mange timer er der jo heller ikke i døgnet,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Han medgiver, at der kan være nogle smuttere, som dengang han sad i en rød bluse på baggrund af den røde sofa. Men det var nu engang den bluse, der lå øverst den dag.

”Det var jo ikke pissesmart. Det ser jo mærkeligt ud, hvis man kun kan se hovedet af mig. Og det skal jo heller ikke være så mærkeligt, at det tager fokus fra alt muligt andet. Men det er jo ikke noget, jeg lige når at tænke over,” siger han.

Det hænder, at TV 2 eller DR’s teknikere brokker sig over, at han taler for hurtigt, eller over baggrunden.

Har ikke fået medietræning

I går med den hudfarvede T-shirt på beige baggrund tilbød eksperten også selv at gå ind og skifte. Men så var det ikke så vigtigt alligevel.

”Prøv at hør’ her, nu har jeg gjort det her i 30 år, og jeg går egentlig ikke så meget op i det der længere. Og de ringer jo altså alligevel. Og det virker,” konstaterer Peter Viggo Jakobsen.

Han siger, at han egentlig aldrig har fået medietræning. Han har lært at undervise ”engang i 90’erne”. Og da han i sin tid begyndte at optræde i TV-Avisen, havde han jakke på. Men det gider han ikke længere. Så nu optræder han bare, som han er.

”Det er jo ligesom ligegyldigt. Hvis folk havde været stiktossede, så havde jeg nok tænkt over det. Men i og med at det ikke generer nogen, og at mange faktisk synes, det er sjovt, så er der jo ingen grund til at lave om på det,” siger han.

Han forsikrer om, at der ikke ligger en egentlig kommunikationsstrategi bag.

”Det er jo ikke noget, jeg bevidst er gået efter. Det er bare sket i løbet af en proces. Og nu er det, som det er. Og nu er det jo blevet en slags brand,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Vi lytter til ham, fordi vi ved, han er dygtig
May Kjærsgaard, brandstrateg, Mayday

Brandstrateg May Kjærsgaard, der driver virksomheden Mayday, kalder Peter Viggo Jakobsen ”kongen af personligt brand”.

”Det er megastærkt, at han insisterer på, at hans faglighed er stærk nok, og at han ikke behøver at gøre noget ud af omstændighederne. Han stiller sig op, hvor han er, og i det, han har på. Det synes folk, er så fedt. Det er fuldstændig ægte,” siger May Kjærsgaard.

En dosis Peter Viggo

For hende at se bliver brandet forstærket af, at Peter Viggo Jakobsen udtaler sig om militæret, hvor man forventer uniformer og en helt anden tone. Og så er han del af en tendens, hvor arbejdende mennesker insisterer på også at være rigtige mennesker.

”Tidligere var man sin rolle, og fagligheden var en maske, man tog på, når man gik på arbejde. Den professionelle og den private person var helt adskilte. Nu er den grænse ved at blive opløst, og vi er blevet meget mere fortrolige med hinandens afslappethed,” siger May Kjærsgaard.

Hun synes godt, andre kan lære noget af Peter Viggo Jakobsens insisteren på at være et menneske.

”I det gamle regime med maskerne ville det have skadet troværdigheden. I dag er det en styrkelse. Vi lytter til ham, fordi vi ved, at han er dygtig,” siger May Kjærsgaard.

Hun har selv netop haft sin debut på live-tv.

Det foregik fra sommerhuset, og hun valgte at optræde iført en sommerkjole, som var hendes udgave af ”lige et par dråber Peter Viggo” tilføjet til hendes eget, personlige brand. Så på den måde kan andre godt bruge ”en dosis Peter Viggo”, så længe de stadig er tro mod, hvem de selv er.

Adspurgt, om de har gode råd til Peter Viggo Jakobsen, lyder det samstemmende fra de tre kommunikationseksperter:

Ingen gode råd til Peter Viggo. Han skal ikke lave noget om.

1 Kommentar

Karl Aage Dalgaard
17. JULI 2026
Altid en stor fornøjelse, når Peter Viggo Jakobsen er på. Han fremtoner enkelt og ligetil, og samtidig leverer han sine budskaber og kommentarer uden dikkedarer. Endda tilføjet med et strøg af humor. Han er åben og ligefrem. Med ham er TV ikke kunstigt og opstillet.