Vejr

Peter Tanev forsvarer TV 2’s ”venstreorienterede” vejrkort efter Messerschmidt-angreb

Morten Messerschmidt langer ud efter TV 2’s ”klimaalarmisme” på varme og solrige forårsdage

Formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, er ikke ligefrem imponeret over den måde, TV 2 i sidste uge præsenterede de usædvanligt høje temperaturer for årstiden.

Faktisk er han så utilfreds, at han ikke bare én, men to gange i løbet af de seneste dage er fløjet til tasterne for at lange ud efter vejrkortene.

Vreden fra Morten Messerschmidt bunder i et vejrkort, TV 2 brugte til at vise den varme, der i weekenden lagde sig over Danmark. På vejrkortet var store dele af Danmark farvet mørkerød.

Men der var altså engang, man kunne se vejrudsigten ”uden at blive stopfodret med venstreorienterede mediers klimadagsorden. Dengang var det tilladt at glæde sig over, at forårssolen tittede frem efter en lang og mørk vinter”, skrev Morten Messerschmidt på Facebook.

”I dag skal vi tvinges til at føle skam over, at årstiden skifter, og vejret bliver lunere. Vejrkortet får Danmark til at ligne en glohed del af Afrika, selv om temperaturen kun viser mellem 10 og 15 grader,” lød det videre i opslaget, hvor han frabeder sig ”den konstante klimaalarmisme” fra mediernes side.

Ikke en skræmmekampagne

Morten Messerschmidts opslag har fået Peter Tanev, redaktionschef for TV 2 Vejret, til at gå i rette med politikeren.

”Vi bruger ikke farver eller grafik i vejrudsigter som en del af skræmmekampagner. Det visuelle og grafiske udtryk har ét formål: At fortælle den aktuelle historie om vejret så klart og forståeligt som muligt,” skriver Peter Tanev på LinkedIn.

Morten Messerschmidt bruger to forskellige billeder til at understrege sin pointe om, at vejrudsigterne er blevet alarmistiske.

Farverne på kortet fra 2025 kan virke voldsomme, men det afspejler også en ekstrem og usædvanlig varme for årstiden.
Peter Tanev, redaktionschef for TV 2 Vejret

Det ene er billedet af vejrudsigten for lørdag, hvor kortet altså er farvet mørkerødt. Det andet er et grønt kort fra 2012, hvor temperaturerne viser mellem 12 og 20 grader.

Men de to billeder kan slet ikke sammenlignes, skriver Peter Tanev. Det grønne billede fra 2012 er nemlig en vejrudsigt for starten af maj, hvor temperaturerne plejer at ligge højere.

”Et sommerkort med 18-20 grader vil aldrig få mørke nuancer for at vise temperaturen, da det ikke er usædvanligt eller varmt i forhold til normalen,” skriver Peter Tanev og tilføjer, at teknologien i 2012 ikke tillod TV 2 at vise temperaturen så detaljeret som i dag.

”Derfor giver det ikke mening at sammenligne dem direkte – det ville svare til at sammenligne et gammelt sorthvidt foto med et nutidigt billede i farver og så konkludere, at virkeligheden er blevet mere dramatisk,” skriver han.

Ser farvevalget som berettiget

Hvis man besøger DMI’s hjemmeside og ser på et vejrkort, vil bestemte temperaturintervaller altid have den samme farve – uanset årstiden.

Journalisten ville da også gerne have spurgt Peter Tanev, om ikke farvevalget er med til at dramatisere vejrudviklingen. Det har ikke været muligt at få et interview, men også det adresserer Peter Tanev i sit opslag:

”Farverne på kortet fra 2025 kan virke voldsomme, men det afspejler også en ekstrem og usædvanlig varme for årstiden. Allerede torsdag blev der målt over 15 grader i Danmark — noget, vi ikke har set så tidligt på året i 66 år,” skriver han.

I en opdatering til sit oprindelige opslag skriver Peter Tanev, at temperaturen i lørdags sneg sig helt op på 18,6 grader. Det er den højeste temperatur målt i Danmark så tidligt på året siden 1873.

”Får man en undskyldning?”

Peter Tanevs opslag har dog ikke fået Morten Messerschmidt til at falde til ro. Snarere tværtimod.

For i første omgang havde Peter Tanev blot adresseret kortet fra 2012 som værende en prognose for en sommerdag.

”Nu kommer det pinlige så. For hverken TV 2 eller Peter Tanev har gidet at undersøge, hvad det egentlig er, de udtaler sig om. De to kort er nemlig begge forårskort. Det er sågar fra TV 2’s egen hjemmeside, hvor de viser vejrudsigten for 1. maj 2012.”

”TV 2’s eneste figenblad er væk, og de står nøgne tilbage,” skriver Morten Messerschmidt i et nyt opslag på X, hvor han efterspørger en undskyldning fra TV 2.

Den ser dog ikke ud til at være på vej.

Det faktum, at 2012-kortet er fra maj, gør det faktisk bare endnu nemmere at argumentere for, at den vejrudsigt ikke er usædvanlig for årstiden, skriver Peter Tanev i en opdatering.

”Kortet for den 8. marts 2025 var usædvanligt, og vejret blev meget usædvanligt. Kortet for den 1. maj 2012 lå cirka 10 grader fra at være meget usædvanligt,” understreger redaktionschefen.

1 Kommentar

Per Christiansen
11. MARTS 2025
Jeg kan se på marts-kortet, at der er gult ved kysterne. Den gule fare! Det er nok her, Morten Messerschmidt mener, at kineserne går i land … Måske skulle man stille op til Folketinget. For hvis Morten Messerschmidt har tid til at lave så ringe “Fake News” på vejrkort, så må det være et både behageligt og overkommeligt job at sidde på bagsmækken i Folketinget!