Breaking

Peter faktatjekkede Amsterdam-optøjerne – her er hans fire bedste tips

TV 2’s Peter Møller verificerede video, der bragte flere nuancer ind i omtalen af fodboldoptøjerne i Holland: ”Det handler om helt basal kildekritik”

Eftertanken har sænket sig over mediebranchen, efter at optøjerne i sidste uge med hollandske og israelske fodboldfans blev udlagt som en antisemitisk jagt på jøder.

Et af de steder, hvor man går dækningen efter med den faglige tættekam, er på Politiken, hvor Thomas Berndt er ledende nyhedschef.

”Vi bruger altid sager som disse til at tale vores principper og arbejdsgange igennem. Det har vi også gjort denne gang,” bekræfter han i en skriftlig kommentar.

Politiken har derfor rettet i sin omtale af urolighederne, der på print gik for langt. Her var emneordet ’Antisemitisme’, og i artiklen brugte avisen ord som ’jødejagt’.

”Den oprindelige rubrik vinklede meget skarpt på, at gerningsmændene specifikt gik efter jøder. Det var der ikke grundlag for i artiklen, og derfor ændrede vi den. Vi nåede desværre kun at ændre den digitalt,” forklarer han videre.

Også i de hollandske medier har der de seneste dage været en stribe rettelser, der giver forløbet flere nuancer og bidrager med mere kontekst til historien.

En video viser eksempelvis israelske fodboldfans synge:

”Olé, olé, lad IDF (det israelske militær, red.) vinde, vi vil kneppe araberne”.

Et af de medier, der fredag formiddag spottede, at israelske fodboldfans også spillede en aktiv rolle i optøjerne, var TV 2, der viste en video, hvor israelske fodboldfans river et palæstinensisk flag ned fra en bygning i Amsterdam.

Nuancerer billedet

Det var TV 2’s digitale efterretnings-korrespondent, Peter Møller, der fik til opgave at verificere, hvad videoen rent faktisk viste.

”Hvis man kunne se, at nogle af de israelske fans var hooligans, der selv havde optrådt provokerende, ville det kunne nuancere billedet af, hvad der skete i Amsterdam,” siger Peter Møller.

På det tidspunkt var historien i flere nyhedsmedier, at jøder blev jagtet af folk på scootere, og politikere i ind- og udland tog afstand fra den antisemitisme, der åbenbart udspillede sig få dage før markeringen af krystalnatten.

Præsident Joe Biden kaldte det et ekko fra ”mørke tider, da jøder blev forfulgt”, og statsminister Mette Frederiksen kaldte scenerne i Amsterdam ”noget af det værste antisemitisme, vi har set længe”.

Peter Møller siger, at medierne i begyndelsen var hurtige til at løbe med på politikernes historie om, at der var tale om antisemitiske optøjer.

”Når man hørte om det, fik man næsten billeder af jødeforfølgelse fra 1930’erne. Men virkeligheden viste sig at være lidt mere nuanceret. Det er noget i historien, men der var også nogle sammenhænge, som ikke fremgik i første omgang, fordi det gik for stærkt i medierne,” siger Peter Møller.

Basal kildekritik

På TV 2 er det en del af hans opgaver at faktatjekke indhold ved hjælp af OSINT – det vil sige Open-source intelligence, hvor han bruger åbne kilder til at efterprøve indhold.
Men mange af hans metoder kan også bruges af almindelige journalister på en nyhedsredaktion, forklarer han.

”Det handler om helt basal kildekritik, hvor du prøver at opsøge den primære kilde,” siger han.

Sådan verificerede Peter Møller videoen fra Amsterdam:

Hvem rev flaget ned?

Han tjekkede beskedtjenesten Telegram: Var nogle af de mennesker, han følger, også interesseret i nedrivningen af flaget? Havde de måske lagt materiale ud, som han kunne bruge?

”Jeg fandt ret hurtigt frem til information om en israeler, der var en af de første , som delte videoen. Han er helt tydeligt fan af den israelske klub, han skrev på hebraisk og delte masser af andre billeder af de israelske fans i Amsterdam. Han delte også andre billeder af palæstinensiske flag, der bliver taget ned,” forklarer Peter Møller.

Dermed havde Peter Møller en første klar indikation af, at det var israelske fodboldfans, der rev det palæstinensiske flag ned.

Hvor var videoen lavet?

På Google Street View søgte Peter Møller på den gade, hvor flaget angiveligt blev revet ned, og ved at ”spadsere” ned ad gaden i Google Street View fandt han huset, hvor han kunne se, at flaget hang ud ad vinduet i september 2024.

Dermed vidste han præcis, hvor episoden var filmet.

Hvilket sprog talte personerne på videoen?

Peter Møller havde en stærk formodning om, at der blev talt hebraisk på videoen, så han brugte Microsofts Azure AI Video Indexer til at lave undertekster på videoen.

”Her kunne jeg høre, at de talte sammen på hebraisk og sagde noget med, at politiet ikke blandede sig,” fortæller Peter Møller.

Var det bare en AI-video?

Som et sidste tjek kørte han videoen igennem softwaren True Media, der kan spotte, om en video er kunstigt skabt ved hjælp af AI.

”Der findes forskellige former for software til at afsløre AI-videoer. En af dem, jeg bruger, er True Media, men den tager nogle gange fejl, så man skal altid huske at bruge sine øjne og kritiske sans,” siger Peter Møller.

Softwaren sagde, at videoen med meget stor sandsynlighed var menneskeskabt.

”Det var ikke en AI-video, og det havde jeg heller ikke regnet med, for vi havde på det tidspunkt flere videoer af samme episode filmet fra forskellige vinkler og fra flere forskellige kilder, og den slags er nærmest umuligt at skabe med AI,” siger Peter Møller.

0 Kommentarer