Visuel kommunikation

Perfekt timing: Tuborg lancerer valgøl med studerende fra DMJX

En eksamensopgave på DMJX om unge og politik er i denne uge blevet søsat som en stor kampagne for øllen ’Tuborgen’.

Timingen kunne ikke være bedre.

Dagen før statsminister Mette Frederiksen udskrev folketingsvalg, sendte Carlsberg en ny slags Grøn Tuborg på markedet, der skal inspirere unge til at tale om politik.

På flaskehalsen finder man spørgsmål, der inviterer unge til en uformel politisk snak dér, hvor de mødes: Over en øl i fredagsbaren, i byen eller rundt om bordet med vennerne.

Flasken hedder ’Tuborgen’, og projektet er udviklet af fem studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole: Liv Nora Holmgren, Mathilde Richter West, Iben Dalen, Mikkel Skotte og Anna Schäffer.

Vi nåede det

Det tværfaglige innovationsprojekt var oprindelig bare tænkt som en intern skoleopgave.

Men i efteråret sagde Carlsberg ja til kampagnen, og i forgårs blev de første Tuborgen sendt på markedet – dagen før der blev udskrevet folketingsvalg.

Anna Schäffer, der studerer grafisk design på DMJX, siger, at timingen ikke kunne være bedre.

”En af de største udfordringer var, at vi ikke vidste, hvornår valget ville komme. Det ville have taget pusten af kampagnen, hvis valget fx først kom til oktober, eller hvis valget var overstået, når Tuborgen kom på markedet. Så vi er glade for, at vi nåede det,” siger Anna Schäffer.

Hellere IRL end SoMe

Udgangspunktet for projektet er, at undersøgelser viser, at mange danske unge ikke føler sig klædt på til at tale om politik.

Men de fem studerende fandt ved hjælp af feltarbejde på Ungdommens Folkemøde, at det var lettere at starte en samtale om politik blandt de unge, hvis den handlede om noget konkret.

”Vi talte om, at vi måske skulle producere nogle politiske samtalekort til unge – men hvem går ned og køber sådan en stak kort,” spørger Anna Schäffer.

Måske var det bedre at møde de unge på de sociale medier? Men det virkede lidt urealistisk. I stedet blev de enige om, at man tit har de bedste snakke sammen med venner og bekendte i hyggeligt lag.

”Det er for eksempel, når man sidder på en bar eller til en middag og snakker med sine venner, og alting bare er nede på jorden,” siger Anna Schäffer.

Øl + Christiansborg

Gruppen ønskede at udvikle en kampagne, der mødte de unge i øjenhøjde, og da snakken faldt på Christiansborg og den mest populære øl i Danmark, Tuborg, dukkede navnet ’Tuborgen’ op.

For sjov sendte de studerende projektet til Carlsberg – uden en forventning om at høre noget fra dem.

”Men de svarede faktisk, at det var et spændende projekt, og de spurgte, om vi ville komme ind til Carlsbergs hovedkvarter, så vi kunne pitche vores ide,” fortæller Anna Schäffer.

Interessen kom fuldstændig bag på de studerende.

”Vi var meget overraskede. Vi snakkede om, at det ville være helt vildt, hvis de ville købe idéen, men det virkede også for urealistisk.”

Gratis tamponer?

Men efter et møde med et panel af otte højtstående Carlsberg-folk, aftalte bryggeriet og de studerende at indgå et samarbejde, hvor de studerende blev hyret til at arbejde videre med deres koncept i tæt sparring med Tuborgs medarbejdere.

Anna Schäffer forklarer, at de 29 spørgsmål på etiketterne er udviklet i samarbejde med den partineutrale, demokratiske organisation SAGA, og de tager udgangspunkt i politiske temaer, danske unge er mest optagede af.

Spørgsmålene er for eksempel ”Mere eller mindre moms?” ,”Skal tamponer betales af staten?”, ”Din stilling til ligestilling?” og ”Har alle råd til at drømme?”

0 Kommentarer