”F R A NCISC VS”.

Sådan står der på den fornyligt afdøde pave Frans’ gravsten, og siden er det ikke gået stille for sig omkring den religiøse faders hvileplads.

Opmærksomheden omkring pavens død synes nemlig nu at være afsporet af en forargelse for placeringen af bogstaverne på den helliges gravsten, som en typografiekspert i New York Times for et par dage siden kaldte for ”en vederstyggelighed mod design”.

Den ekspert står ikke alene med kritikken.

”Typografi er ordenes arkitektur, og det er ikke pavens navn værdigt,” siger Anna Thurfjell, designer og kreativ direktør for et studio af samme navn, der især arbejder med skrifttyper og visuel identitet for virksomheder og brands.

Forkert på så mange måder

Det er for Anna Thurfjell uforståeligt, at en fejl – som hun kalder det – kan ske, når der er tale om en begravelse af den størrelsesorden.

”Det er, som om man ikke har kigget på, hvad man har lavet. Hvordan kan det ske?” spørger hun.

Det er for hende særligt opsigtsvækkende, fordi så mange mennesker kommer til at se det.

Ifølge Anna Thurfjell skal et navn på en gravsten være troværdigt og udformet med værdighed. Det er derfor svært for hende at forstå, at det er lykkedes at komme afsted med det svage håndværk.

”Når det ligner en fejl, føler du dig stødt,” siger hun og lægger vægt på, at det også særligt fra et historisk synspunkt er forbløffende at se på en gravsten i Rom:

”Meget af typografiens historie har sin vugge i Rom, så det er forkert på så mange måder,” siger Anna Thurfjell.

Vi læser optisk

Når det vækker den form for reaktioner, også uden for designkredse, er det ifølge Anna Thurfjell, fordi vi som mennesker læser optisk.

Vores øjne danner ordene ved også at læse formen og afstanden mellem bogstaverne.

”Det er ikke bare bogstaver længere, mellemrummene er lige så vigtige,” og derfor forstyrrer det så meget, når det går galt, da det på den måde ikke er ord, men enkeltstående bogstaver, vi læser, mener Anna Thurfjell.