
Den højspændte konflikt i Mellemøsten danner grobund for mange falske nyheder på sociale medier. Foto: Mohammed Salem/Reuters/Ritzau Scanpix
I journalistkredse har Elon Musk ikke fået meget ros for de ændringer, han har gennemtrumfet på det sociale medie X, som tidligere hed Twitter.
For hvor Twitter før i tiden blev brugt bredt af mange journalister som et værktøj til at finde vigtig information under breaking news, er X blevet noget af en jungle fyldt med misinformation.
Forleden fik det eksempelvis BBC-faktatjekkeren Shayan Sardarizadeh til at konstatere:
”Jeg har faktatjekket på Twitter i årevis, og der er altid en masse misinformation under store begivenheder. Men syndfloden af falsk information de seneste to dage, hvoraf meget boostes via Twitter Blue, er noget nyt. Der kan hverken faktatjekkere eller community notes følge med,” skriver han.
Her henviser han til konflikten mellem Israel og Palæstina, hvor der i større stil end hidtil spredes misinformation og falske videoer.
Og han er ikke alene med den opfattelse.
”Noget rigtigt møg”
På TV 2 har journalist Peter Møller fra udlandsredaktionen også i flere år arbejdet med at verificere de mange videoer, der deles på sociale medier under store nyhedsbegivenheder. Han oplever også, at det er blevet markant værre med falske informationer:
”Det er min klare oplevelse, at det er blevet noget rigtigt møg,” siger han.
Med det mener han, at man som journalist bliver nødt til at bruge værktøjer som eksempelvis geolokalisering til selv at verificere de videoer, der kommer ind.
”Det er blevet ét stort kaos, hvor man kun kan stole på sine egne øjne,” fortsætter han.
Og det går fint i tråd med adskillige beretninger på X, hvor der klages over, at den falske information har taget til.
Som et eksempel nævner Peter Møller et billede, der har cirkuleret på X, hvor det påstås, at Israel har affyret såkaldte fosforbomber, som i så fald ville være et brud på folkeretten.
”Men det er så billeder fra Ukraine-krigen. Og jeg ser det hele tiden,” siger Peter Møller.
Netop BBC og Shayan Sardarizadeh har påpeget, at billederne med fosforbomberne, som blev set over 300.000 gange, faktisk var fra russiske krigshandlinger i Ukraine.
To store problemer
Groft sagt er et af problemerne, at man på det gamle Twitter kun fik et blåt verificeringsflueben ved siden af sit navn, hvis man fik bekræftet sin konto gennem en arbejdsplads eller Twitter selv.
Det betød, at en CNN-journalist med blåt flueben med sikkerhed var netop det: En CNN-journalist.
Men Elon Musk har ændret reglerne, så man nu kan betale sig til at blive såkaldt Twitter Blue-medlem. Det betyder groft sagt, at hvem som helst kan få et blåt flueben til at sprede falske oplysninger.
Det er dog kun ét af problemerne med X efter Elon Musks overtagelse, siger chefredaktør på faktatjekmediet TjekDet, Thomas Hedin.
Han har også en oplevelse af, at der cirkulerer mere falsk indhold på platformen end tidligere:
”Da Musk kom til, smed de alle faktatjek-organisationerne på porten, som Twitter havde indgået aftaler med. Og i dag er det så brugerne selv, der faktatjekker gennem community notes. Det er lidt uklart, hvordan man kvalificerer sig til at blive en del af den gruppe, og vi ser også jævnligt, at deres faktatjek er forkerte,” siger han.
Det amerikanske medie Wired har så sent som i går afsløret fejl i systemet.
Generelt kan Thomas Hedin og redaktionen på TjekDet også fornemme, at en langt større del af det falske materiale, som de sætter sig for at undersøge, for tiden kommer fra X. Selv hvis det er spredt til andre platforme som Facebook, kan de se, at det oprindeligt blev delt på X:
”Hvor Twitter engang var en form for nyhedskilde til os alle sammen, er der dukket meget mere op på X i form af billeder og videoer, som kræver, at man skal være ekstra kildekritisk,” lyder det.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.