De 89 nye notesbøger, inden de blev delt ud til et nyt kuld af journaliststuderende på Syddansk Universitet. Foto: Susanna Sommer
”Writing is hard ... Coal mining is harder. Do you think miners stand around all day talking about how hard it is to mine for coal? They do not. They simply dig.”
Sådan lyder det på første side i en af notesbøgerne til de 89 nye journaliststuderende på Syddansk Universitet.
Som noget nyt har de nemlig fået udleveret en god, gammeldags notesbog.
Bogen er gjort personlig med de studerendes navn og udstyret med 89 særskilte citater om kreativitet og journalistik fra mere erfarne journalistkolleger.
”Vi håber på, at de vil skabe et rum, som er deres eget, og som handler om, hvem de er som journalister og fortællere,” siger initiativtager Susanna Sommer, der er lektor for journalistuddannelsen ved Syddansk Universitet.
Forhindre forstyrrelser
Notesbogen er de studerende blevet bedt om at have med til hver undervisningsgang. Hver uge vil der blive afsat tid til, at de studerende kan skrible i dem uden forstyrrelser.
Det er netop det med forstyrrelserne, der gør forskellen, mener Susanna Sommer.
Det ville være meget billigere, hvis vi bare havde givet dem sådan en kollegieblok, men det tror jeg ikke havde været nær så inspirerende.
Susanna Sommer
Ifølge hende ville det være svært at få samme fordybelsesrum, hvis man gav de studerende lov til at skrive på deres computere under skrivestunderne. Her er chancen for at blive eksponeret for notifikationer og andre opmærksomhedsforstyrrelser nemlig for stor.
Udvikle personlig fortællestemme
Susanna Sommer understreger, at det ikke er, fordi hun mener, at det digitale er dårligt.
Men idéen med notesbøgerne er blandt andet at inspirere de studerende og opdrage dem til at have et rum for selvstændig tanke og overvejelse, forklarer hun.
Hun mener, at det i stigende grad bliver vigtigere, at journalister har en stor bevidsthed om deres egen fortællerstemme. Især i en tid, hvor verden er fuld af subjektive stemmer:
”Hvis vi skal gøre os hørte der, er vi nødt til at kunne agere i det univers og stadig have de publicistiske værdier på plads,” siger hun.
Det her handler også om, at det er helt nye journalister. De skal danne sig en journalistisk identitet.
Susanna Sommer
Ifølge Susanna Sommer kræver det en stor fornemmelse af sig selv og så et stort mod, som skrivestunderne forhåbentlig kan bidrage til.
”Projektet skulle gerne gøre de studerende lidt mere reflekterende. Det er jo ikke, fordi at de ikke tænker, men ofte tænker de måske mest over det, vi som undervisere spørger dem om,” siger hun.
De studerende er frie til at skrive, hvad de har lyst til, i notesbøgerne, men løber skriblerierne ikke ud af fingrene med det samme, vil underviserne igangsætte sessionerne med et spørgsmål.
Sanselighed ind i skriften
Det har været vigtigt for Susanna Sommer, at notesbogen var lækker, så de studerende havde lyst til at bruge den.
”Det ville være meget billigere, hvis vi bare havde givet dem sådan en kollegieblok, men det tror jeg ikke havde været nær så inspirerende,” siger hun.
Derfor er notesbogen også lyserød, lærredsindbundet og taktil, for Susanna Sommer tror på, at det fysiske betyder noget.
Idéen til initiativet fik Susanna Sommer, efter at hun havde læst et interview med Bjørn Nørgaard, der præsenterede nogle gobeliner, der var blevet hængt op over Koldinghus.
Susanna Sommer blev fascineret af måden, hvorpå kunstneren påpegede, at gobelinernes stof udstrålede en varme, når man rørte ved dem.
”Jeg blev lidt forelsket i Nørgaards tanke om, at materialet var sansefremkaldende,” siger hun.
Udvikle sig som journalist
Notesbogen er tænkt som et ekstra remedie til en undervisningslog, som de studerende allerede fører over deres faglige udvikling under uddannelsen.
Den er til for at få de studerende til at forholde sig til, hvordan de har arbejdet med fagets metoder.
”Mit håb er, at de to ting spiller sammen, så vi både har udviklingsloggen og så notesbogen, som giver dem en form for selvindsigt eller selvundren.”
Når semestret er ovre, er det planen, at de studerende på baggrund af noteringer i både log og notesbog skal skrive noget om, hvordan de har udviklet sig i de første fire måneder som journalister.
”Det her handler også om, at det er helt nye journalister. De skal danne sig en journalistisk identitet,” siger Susanna Sommer.
Skulle eksperimentet vise sig at blive en succes, er de analoge skrivestunder noget, man vil fortsætte med på Syddansk Universitet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.