Francis Farrell var lidt skeptisk over for historien til at begynde med.

Han er krigskorrespondent for Kyiv Independent, og de seneste tre år har han rapporteret fra frontlinjen i det østlige Ukraine. Som regel hurtige nyheder og opdateringer fra fronten.

Nu stod han over for en anden historie.

Han var blevet kontaktet af Sebastian Lindstrøm, en svensk dokumentarist og frivillig i ngo’en Repower, der hjælper læger og sygeplejesker i militæret med at bearbejde de traumer, de har oplevet i krigen. I 10 dage ad gangen sender Repower et hold af ukrainsk medicinpersonel på et ophold i Sverige for at give dem en pause fra krigen.

Sebastian Lindstrøm spurgte, om Francis ikke ville tage hen og møde et hold, som var på vej hjem fra turen til Sverige.

Derfor befandt Francis Farrell sig nu på en togstation i Kyiv en tidlig januar morgen i 2024 og ventede på et hold af militærlæger og medicinpersonale. Scenen, der mødte ham, fik ham overbevist om historien.

”Jeg så den her gruppe på hundrede læger og sygeplejersker komme tilbage fra Sverige, og jeg var helt blæst bagover. De kom fra alle mulige forskellige dele af frontlinjen. Alt fra hardcore faldskærmssoldater til venlige sygeplejersker. Og de smilede. På en måde, jeg ikke havde set nogen fra fronten smile før,” siger journalist Francis Farrell, da Journalisten møder ham og videojournalisten Olena Zashko på Hotel The Square i København.

De to står bag dokumentaren ’Can you hear me now?’, som de to nu turnerer med i Skandinavien, og som handler om netop de traumer og de menneskelige konsekvenser, medicinsk personale i Ukraine gennemgår.

En militærlæge forklarer en af soldaterne, hvordan han skal gøre, hvis han bliver skudt i benet. Foto: Olena Zashko / Kyiv Independent

Kan føle sig tyndslidt

De historier, som Francis Farrell og Olena Zashko normalt sender hjem til redaktionen i Kyiv, er hurtige nyheder fra fronten. Nogle gange er de afsted et par timer, andre gange er de væk flere dage.

”Vores job er at tage ud til frontlinjen og bringe krigen hjem til folk i deres komfortable hjem og få dem til at forholde sig til det, der sker,” siger Francis Farrell, som er født og opvokset i Australien, men har fundet et nyt hjem i Ukraine.

At fokusere på det menneskelige har ikke været et særskilt fokus for de to journalister før.

Selvfølgelig møder de soldaterne og lærer dem at kende, når de er ude ved frontlinjen. Men deres fokus har mest af alt været at rapportere på udviklingen i krigen.

”Det her projekt var anderledes,” siger Olena Zashko om dokumentaren.

Med dokumentaren skulle de kun fokusere på at fortælle, hvordan folk havde det. Og det var en større udfordring.

”Det svære var ikke at filme de sårede soldater. Det var at lytte til kilderne og tale med dem om det, de havde været igennem. Flere af dem var på min egen alder, men havde alle de her mentale problemer, fordi de havde set så mange smertefulde ting. Soldater var døde i deres arme,” siger Olena Zashkov.

”I det her projekt blev vi nødt at grave os dybt ned i krigens konsekvenser for at komme tilbage og kommunikere det værste, vi var blevet fortalt. Den kontrast mellem krig og fred kan være meget svær for soldater at opleve, når de kommer tilbage, men det kan også være svært som journalist. Man kan føle sig tyndslidt af at skulle være i de virkeligheder på én gang,” siger Francis Farrell.

Olena Zashkov kommer fra det østlige Ukraine, en region tæt op ad den krigshærgede Donetsk-region. Kort efter at krigen brød ud, søgte hun om et legat og flyttede til den vestlige del af Ukraine for at læse til journalist.

”Mange ved ikke, at krigen ikke startede i 2022, den startede i 2014,” siger hun med henvisning til Donetsk, der blev invaderet i 2014.

Farligt for alle

Op til turen til Sverige får Olena og Francis lov til at følge en anæstesisygeplejerske og en tidligere soldat, der begge arbejder i de såkaldte stabiliserings-områder i Donetsk og Zaporizjzja, hvor sårede soldater kommer ind og får akut behandling, før de sendes videre til et hospital.

Sygeplejersken fortæller om en kollega, der blev ramt, og om hvordan hun blev ramt af en depression efterfølgende. Den unge soldat fortæller, at han følte sig mere nyttig i krigen som førstehjælper end som soldat.

I stabiliseringspunkterne få kilometer fra frontlinjen får sårede soldater akutbehandling. Foto: Olena Zashko / Kyiv Independent

En anden central kilde i dokumentaren, mødte de først under opholdet i Sverige. Han havde været i russisk fangenskab i Mariupol og fortalte om, hvordan det havde påvirket ham.

”Vi kunne ikke filme ham i hans arbejde, fordi han arbejdede helt ude ved the zero line. Det handler også om ansvarlighed som journalist. Vi ville ikke risikere deres arbejde,” siger Olena Zashkov.

Det er et arbejde i sig selv at hente de sårede hjem, og ved fronten er der droner, der holder øje med alt, der bevæger sig. Det kan nemt gå galt.

”Det er farligt for alle. Ingen har lyst til at have civile med, som de måske bliver nødt til at redde,” siger Francis Farrell.

Afbrudt af en russisk offensiv

Dokumentaren formår at komme meget tæt på de mennesker, de følger. Francis Farrell tilskriver det al den tid, de brugte på at møde kilderne og lære dem at kende. Det var også helt afgørende for dokumentaren, at kilderne delte ud.

”Det er en film om mentalt helbred, så den havde slet ikke været mulig at lave, hvis ikke de havde åbnet op til os. Men vi vidste, vi ikke bare kunne stikke kameraet op i ansigtet på dem og bede dem om at dele deres dybeste traumer,” siger han.

Nøglen var at tage sig tid til at lære dem at kende. Spise morgenmad med dem, lave de samme aktiviteter som dem, og bare snakke. Alt sammen inden de satte sig ned for at lave de lange interviews.

”Vi brugte meget tid med dem i Sverige og havde mulighed for at opbygge den tillid. Personlig tillid er jo nøglen til at få adgang alle steder, men især i krig,” siger han.

Francis Farrell var heller ikke altid til stede, når Olena fangede nogle af de mere umiddelbare øjeblikke.

”En ting var, at Olena kunne stå der lidt stille med kameraet i hånden, men noget andet var, hvis vi begge stod der. Så ville de føle sig overvåget,” siger Francis Farrell.

Mange føler, de ikke gør nok

Olena Zashko tror ikke, det handler om at være en god journalist.

”Det handler om at være et godt menneske og oprigtigt interesseret i dem. Ikke bare for at lave en dokumentar, men som menneske. Det tror jeg godt, de kunne mærke. De kunne også mærke vores følelser, og det hjalp virkelig til at bygge bro,” siger Olena Zashko.

Da de først kom hjem, manglede de pludselig tid til at gøre dokumentaren færdig, for de skulle stadig rapportere fra frontlinjen.

I maj tog de ud for at filme igen, men blev afbrudt af et overraskelsesangreb fra Rusland. De droppede deres planer og tog direkte til Kharkiv, hvor de næste dag måtte søge ly for russiske bombeangreb.

Først i november fik de tid til at gøre dokumentaren helt færdig.

Hvorfor var du skeptisk til at begynde med? 

”Jeg var skeptisk, fordi jeg tror, at for os, der dækker fronten regelmæssigt, der føltes en 10 dage lang tur til Sverige for én historie lidt forkælet eller lidt for let. Der er vigtigere ting, der sker i Ukraine,” siger Francis Farrell og tilføjer:

”I den her krig er der mange, der føler, de ikke gør nok. Vores tilgang til det her arbejde er anderledes sammenlignet med vestlige journalister. Vi føler jo, vi er en del af kampen. Det er vores pligt at være så nyttige, vi kan i den her krig, og i den sammenhæng føles det forkert at rejse væk og bruge ni dage i Sverige. Men mit syn på det har ændret sig. Nu kan jeg se, at der er mange vigtige budskaber i den her film, som er vigtige at få frem.”