På tidsrejse i “Forligsen” – dengang reporterne sov på sofaen

”Her måtte man jo gerne sidde i gamle dage,” siger 58-årige Peter Andersen, idet vi bevæger os ind i forligsmandens forkontor på 1. sal i Forligsinstitutionen.

Susanne Zehngraff på 68 år nikker hen mod hjørnet af lokalet.

”Ja, og jeg har sovet der. Der plejede at stå en sofa.”

”Det var helt vildt, når vi stod her og ventede. Det var ren Dyrehavsbakken,” siger 75-årige Niels Bjørn Hansen og peger rundt i lokalet, der grænser op til forligsmandens kontor.

Peter Andersen og Susanne Zehngraff er sammen med Niels Bjørn Hansen på vej mod 3. sal i Forligsinstitutionen. På 3. sal er kantinen, som før i tiden agerede klublokale og mødested for arbejdsmarkedsjournalister. Journalisten har inviteret de tre forhenværende arbejdsmarkedsjournalister til en snak om stofområdets storhedstid for 30 år siden. Dengang arbejdsmarkedsstof var højt prioriteret på landets redaktioner.

”Vi mediedækkede jo året rundt og ikke kun, når der var overenskomstforhandlinger. Det var også en lang række andre emner som arbejdsmiljøspørgsmål, lokale konflikter på arbejdspladser og spændinger mellem fagforbundene,” siger Niels Bjørn Hansen.

 
Hvis man skulle ud at tisse og pludselig stod ved siden af en forhandler, så kunne man jo lige få afprøvet nogle ting,” husker Niels Bjørn Hansen.
Foto: Lars Bech
 

De tre er kritiske over for nutidens medie­dækning af arbejdsmarkedet, og særligt forårets overenskomstforhandlinger har givet anledning til frustration.

”Der er ting i mediedækningen, som er skrigende forkerte,” siger Susanne Zehngraff.

”Men det er jo også klart, at dækningen er mere overfladisk, når det hele tiden er nye folk, der bliver sendt fra medierne, fordi der er så mange deadlines,” siger Peter Andersen.

Masser af overarbejde

I 80’erne og 90’erne blev der ikke sendt nye folk, og både Peter Andersen og Niels Bjørn Hansen husker tilbage på et stort arbejdspres.

”Jeg tror, jeg havde 11 ugers afspadsering i 1993,” griner Peter Andersen.

”Hvis jeg ikke nåede at afspadsere inden en uge, så skulle det ganges med halvanden. Hvis jeg ikke nåede at afspadsere inden fem uger, skulle det dobles op. Der er jo ingen i dag, der accepterer sådan nogle afspadseringssedler, så de sender bare folk ned på skift,” siger han.

”Ja, jeg kan huske, jeg havde over 500 timers afspadsering i 98,” siger Niels Bjørn Hansen.

Vi mødes den 1. maj foran Forligsinstitutionen, og Sankt Annæ Plads i København er tæt på mennesketom. Men det er ikke mere end en uge siden, at offentligt ansatte, fagorganisationer og journalister kæmpede om pladsen foran den beige bygning. For en lille uge siden blev der indgået forlig i overenskomstforhandlingerne på regionernes område, og de følgende dage fulgte kommuner og stat.

De tre forhenværende arbejdsmarkedsjournalister møder hinanden i et stort knus. De kender hinanden fra de mange timer, arbejdsmarkedsjournalisterne i 80’erne og 90’erne brugte i Forligsinstitutionen.

”Der har været perioder, hvor jeg har set Susanne og Peter mere, end jeg har set min kone,” griner Niels Bjørn Hansen.

Journalister og parter kunne færdes frit mellem hinanden

De tre bevæger sig fra stuen til 1. sal i den store bygning, men allerede nu overskrider de grænserne for, hvor journalister i dag må færdes i Forligsinstitutionen. I dag må mediernes udsendte kun opholde sig i stueetagen.

”Da jeg begyndte, kunne vi jo færdes frit i Forligsinstitutionen,” siger Peter Andersen, der begyndte som arbejdsmarkedsjournalist hos Ritzau i 1987.

Han fortæller, at arbejdsmarkedsjournalisterne fra de forskellige medier hang ud rundt omkring i hele bygningen. Blandt andet på 2. sal, hvor både hovedforhandlere fra arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden har lokaler.

”Og parterne i forhandlingerne skulle jo nogle gange på toilettet,” siger Peter Andersen.

”Ja, hvis man skulle ud at tisse og pludselig stod ved siden af en forhandler, så kunne man jo lige få afprøvet nogle ting,” indskyder Niels Bjørn Hansen.

”Der havde mændene en fordel,” griner Susanne Zehngraff.

 
Man skal følge med til daglig, sætte sig ned og læse forligsmandsloven og så have noget erfaring,” siger Susanne Zehngraff.
Foto: Lars Bech
 

De forhenværende arbejdsmarkedsjournalister peger på vigtigheden i at kunne færdes frit blandt arbejdsmarkedets hovedpersoner.

”Vi var en fast trup af journalister, der fulgte det her spil, og vi fik en tæt fornemmelse af, hvad der foregik, fordi vi kunne gå ind og ud af huset,” siger Susanne Zehngraff.

”Vi brugte jo så mange timer i Forligsen, hvor vi også snakkede med forhandlerne. Vi lærte parterne på arbejdsmarkedet at kende, og kildenetværket var baseret på, at man var på bølgelængde. Det gjorde, at der nogle gange var nogen, der sagde: ’Var det her ikke en historie for dig?’” siger Niels Bjørn Hansen.

En døende forening for arbejdsmarkedsjournalister

Susanne Zehngraff og Peter Andersen er begge forhenværende arbejdsmarkedsjournalister hos Ritzau. Susanne startede med at dække arbejdsmarkedsstof på nyhedsbureauet i 1982, og Peter Andersen overtog hendes plads i 1987, efter at hun var skiftet til Politiken.

Niels Bjørn Hansen startede sin karriere inden for arbejdsmarkedsjournalistik på Radioavisen i 1980 og fortsatte på samme område for TV Avisen fra 1987 og frem til 2005, hvor han gik på efterløn. Susanne Zehngraff er pensioneret, og Peter Andersen arbejder som freelancer.

De tre fagreportere har alle været medlem af Foreningen af Arbejdsmarkedsjournalister. En forening, der blev stiftet i 1965, og en forening, der i dag bløder medlemmer. Det vender vi tilbage til.

På vej mod 2. sal peger Susanne Zehngraff på to tilsyneladende ligegyldige tomme, hvide skabe.

”I gamle dage var det her telefonbokse,” siger hun og fortæller, at telefonerne egentlig tilhørte de forhandlende parter.

”Men vi sneg os til at bruge dem. Så gik vi herind og ringede hjem til Ritzau og dikterede vores historier til de damer, der sad ved skrivemaskinerne på redaktionen,” husker hun.

Vi når tredje sal, og de tre tager plads i kantinen. På væggene hænger tegninger og billeder af præsidenterne fra Foreningen af Arbejdsmarkedsjournalister gennem tiden. Både Susanne Zehngraff og Peter Andersen er afbildet på væggen. Niels Bjørn Hansen er som den eneste af de tre stadig medlem af foreningen.

”De, der er tilbage i foreningen, er primært pensionister ligesom mig og så folk fra fagbladene. De store aviser er ikke repræsenteret længere,” siger Niels Bjørn Hansen.

De to forhenværende præsidenter indskyder, nærmest i kor:

”Der er jo ingen af de store aviser, der har arbejdsmarkedsjournalister længere.”

Alt var udenfor citat til møderne

Før i tiden havde langt de fleste medier to deciderede arbejdsmarkedsjournalister ansat, fortæller Susanne Zehngraff.

”Plus praktikanter,” tilføjer Peter Andersen.

Det betød, at medlemstallet i foreningen nogle år var oppe omkring 175. I 2017 var der 35 medlemmer tilbage, og der er ikke længere samme grundlag for at afholde arrangementer, som der var i de år, Peter og Susanne var præsidenter.

”På et tidspunkt var det en ære at komme og tale til vores arrangementer,” siger Susanne Zehngraff og fortæller, at talerne både kunne være politikere, arbejdsmarkedsforskere eller parter i en forhandling.

”Ja, og vi kunne sætte modstående parter op mod hinanden, som man normalt ikke så til almindelige pressemøder. Det gav en samlet viden på en gang,” supplerer Peter Andersen.

Reglen var dog, at alt indhold var uden for citat.

”Det gjorde, at der var nogle talere, der virkelig lukkede op,” siger Peter Andersen og påpeger, hvor vigtige arrangementerne var for den generelle baggrundsviden, man skulle have som arbejdsmarkedsjournalist.

Journalisterne kom tæt på hinanden og kilderne

I 80’erne og 90’erne var der også tradition for, at arbejdsmarkedsjournalisterne blev inviteret til overnatningsarrangementer hos forskellige organisationer på arbejdsmarkedet.

”Det var vigtigt for dem, at vi havde detaljerne i orden. Men hvem skulle man invitere nu? Alle er generalister i dag, og du kan jo ikke invitere hele journaliststanden,” siger Susanne Zehngraff.'

”Så kom man, fik noget god mad, og så havde de selvfølgelig en eller anden nyhed, vi alle sammen kunne skrive,” siger Peter Andersen.

Niels Bjørn Hansen indskyder:

”Ja, og så lærte vi jo hinanden at kende. Både journalisterne og kilderne på arbejdsmarkedet.”

I dag mødes de tilbageværende medlemmer i foreningen kun til en årlig nyhedskur. En tradition, der før fyldte Forligsinstitutionens kantine til bristepunktet.

”Men ved den seneste nytårskur var der kun otte fremmødte,” fortæller Niels Bjørn Hansen.

”Det lyder helt vildt. Jeg har været til nytårskur, hvor vi var over 50,” siger Peter Andersen.

”Der har da været endnu flere. Det var jo sådan, at der slet ikke var plads til folk herinde,” husker Susanne Zehngraff.

 
Hvis man ikke ved nok til at kunne skrive om det, er det jo nemmere bare at skrive: ’Konflikt’,” siger Peter Andersen.
Foto: Lars Bech
 

Kantinen var også stedet, hvor man som journalist kunne være heldig at få fat i nogle af parterne under forhandlinger.

Niels Bjørn Hansen fortæller om en episode, hvor han ville snakke med Lilian Knudsen, der dengang var formand for Kvindeligt Arbejderforbund. Han spurgte hendes pressemand, om han kunne hjælpe med at finde formanden.

”Og så fandt vi hende herinde i kantinen, hvor hun sad og spillede kort. Hun havde en god hånd, så hun pakkede kortene sammen og lagde dem i bh’en. Og så var hun klar til at snakke med TV Avisen,” griner han.

”Vi hang jo tit ud heroppe, og det gjorde forhandlerne også. Når det kom ud på natten, og der var mange mennesker hernede, og der var røg og bajere over det hele, kunne man jo godt trække en af underforhandlerne til side og få noget at vide,” siger Peter Andersen.

De tre understreger vigtigheden af, at man aldrig citerede kilderne direkte, hvis man havde fået informationen under bordet.

I fik nogle informationer, men citerede aldrig. Hvordan kunne I være sikre på, at forhandlerne ikke brugte jer som brikker i deres spil, så de kunne trykprøve argumenter ved modstanderne?

”Det var jo selvfølgelig ikke kun for vores blå øjnes skyld, vi fik information,” siger Niels Bjørn Hansen.

”Nej, men det skulle vi jo kunne gennemskue,” lyder det fra Peter Andersen.

”Vi kendte dem jo. Vi kunne stole på dem, og de kunne stole på os,” siger Niels Bjørn Hansen.

Arbejdsmarkedsjournalist: Vi er mere individuelle i dag

Peter Andersen skiftede fra Ritzau til Berlingske i 1990, og han fortæller, at han var den sidste, der blev ansat på Berlingske som decideret arbejdsmarkedsjournalist. Han stoppede i 1997, og i hans nummer blev der ansat en, der var ”god til noget med transport”.

Arbejdsmarkedsstoffet fusionerede mange steder med erhvervs- og finansstof.

”Jeg har et bud på, hvad der skete i den periode. Før var arbejdsmarkedet højt prioriteret alle steder, men arbejdsmarkedet er lig med noget kollektivt. I dag handler det om mig selv, mine penge og om, hvordan jeg kan spare mine penge. Der er sket en individualisering, som startede dengang i 90’erne,” siger Peter Andersen.

Ifølge de tre forhenværende arbejdsmarkedsjournalister bærer forårets mediedækning af OK18-forhandlingerne præg af manglende ekspertise på området.

”Efter det sidste forlig læste jeg en analyse i et stort dagblad, hvor der stod, at de offentligt ansatte får 8,1 procent mere ned i lønningsposen. Det irriterer mig, for det er forkert,” siger Susanne Zehngraff.

Hun forklarer, at lønrammen er på 8,1 procent, men at selve lønnen kun er en del af det. Lønrammen indeholder også andre ting som for eksempel en frokostpause, som så bliver omregnet til nogle procenter.

”Og det er jo et problem, når det fremstår, som om der er en lønstigning på 8,1 procent. Det er altså mange penge. Det er et problem for journalistikken, fordi det er forkert. Og hvis vi så bliver lidt mere højtravende, så er det jo også et problem for demokratiet, når det fremgår, som om offentligt ansatte vil få så meget mere i løn. Det giver en forvrænget debat om, hvad vi skal med den offentlige sektor,” siger hun.

Ifølge Susanne Zehngraff mangler der en generel viden om, hvordan arbejdsmarkedet fungerer. En viden, man kun kan tilegne sig ved at være specialiseret og følge arbejdsmarkedet som stofområde året rundt.

”Man skal følge med til daglig, sætte sig ned og læse forligsmandsloven og så have noget erfaring,” siger hun.

Manglende erfaring betyder stort fokus på konflikt

Den manglende erfaring har været medvirkende til et stort fokus på konflikt, mener hun. Peter Andersen er enig.

”Lige fra starten af januar har man skrevet, at ulven kommer. At konflikten kommer. Man har nævnt de tre hovedkrav, men der er jo et utal af kombinationsmuligheder og forligsmuligheder. Og hvis man ikke ved nok til at kunne skrive om det, er det jo nemmere bare at skrive: ’Konflikt’,” siger han.

Også Niels Bjørn Hansen har savnet mere fokus på løsningerne.

”Journalisterne har talt krisen op i forhold til de muligheder, forligsmanden har for at løse problematikken. Det tog lang tid, før vi fik at vide, at forhandlerne overhovedet var nede i Forligsinstitutionen. Og det tog også lang tid, før det blev fortalt, at forligsmanden kunne udsætte konflikten to gange,” Niels Bjørn Hansen.

De tre fortæller, hvordan arbejdsmarkedsjournalisterne brugte hinanden som sparringspartnere tilbage i 80’erne og 90’erne.

”Vi satte os tit sammen herinde og prøvede at analysere os frem til, hvad der var op og ned i forhandlingerne,” siger Peter Andersen og peger rundt i kantinen.

Selv om journalisterne var fra forskellige medier, prøvede de at blive nogenlunde enige i grundanalysen.

”Det var vigtigt for os, at den ene avis ikke skrev: ’Nærmere en konflikt’, og den anden avis skrev ’længere fra konflikt,’” siger han.

Da Journalisten spørger, om der er eksempler på medier, der har klaret forårets overenskomstforhandlinger godt, bliver der stille i den ellers fortællelystne flok. Peter Andersen finder frem til et svar.

”Det er svært at sige. Selvfølgelig er der nogen, der laver god journalistik på det her område. Men der er ingen, der dækker det fast. Jeg mangler den tryghed, det giver at læse en artikel af en journalist, der dækker området til daglig,” siger han. 

Kopier link
data_usage
chevron_left
chevron_right