Digital omstilling

Overblik: Sådan rammes DR’s programmer af nedskæringer på journalistikken

Ændringerne sker for at sikre, at DR også i fremtiden er godt rustet til at nå danskerne via de to digitale hovedindgange DR TV og DR LYD

DR har i dag præsenteret en række ændringer af programmer og formater som led i mediehusets digitale strategi.

Det sker i kølvandet på formiddagens prikkerunde i mediehuset, hvor i alt 47 medarbejdere fik besked om, at DR har i sinde at fyre dem.

Generelt skærer DR’s ledelse i de journalistiske kræfter for til gengæld at få råd til at sikre, at man også i fremtiden er godt rustet til at nå danskerne via de to digitale hovedindgange DR TV og DR LYD.

Ændringerne sker i de to store direktørområder DR Nyheder og DR Kultur, Børn og Unge og ser i punktform ud som følger:

DR Nyheder

  • ’Deadline’ på DR2 skal fra årsskiftet udkomme færre dage på flow. Til gengæld skal programmet udkomme i et nyt opdateret format målrettet digital brug
  • ’Orientering’ på P1 skal fra årsskiftet udkomme færre minutter på flow. Til gengæld vil programmet udkomme i nyt opdateret format målrettet digital brug
  • DR nedlægger nattevagterne i DR Byen og opretter i stedet en redaktion i Australien for at give bedre dækning på dr.dk og i Radioavisen i natte- og morgentimerne
  • På dr.dk skal video og lyd spille en større rolle, og formaterne ’Digitale Fortællinger’, ’Webdok’ og ’Mit Liv’ nedlægges
  • DR Nyheder lukker for kommentarspor på de sociale medier, ligesom indhold lavet specifikt til sociale medier lukkes

DR Kultur, Børn og Unge

  • ’Detektor’ lukker og erstattes fra årsskiftet af en ny kulturpodcast
  • ’Bagklog’ på P1 lukker
  • På P3 samles radio og podcast i én samlet redaktion, og som noget nyt kommer P3 fra først i oktober til at levere indhold til dr.dk – blandt andet om musikopdagelse, historier om unges liv og de vigtigste samfundsdagsordner for målgruppen
  • Kulturprogrammerne ’Kampen om historien’, ’Filmselskabet Delight’, ’Kulturelt’ og ’Temalørdag’ lukker, og DR fokuserer det traditionelle kulturområde omkring lyd
  • De tre events P2 Prisen, P8 Jazz Alive og P6 Beat Rocker Koncerthuset lukker fra årsskiftet
  • Programmet ’Mixtape’ fortsætter ikke i 2023. Til gengæld vil DR lave flere musikpodcasts fremover

 

Rettet kl. 16.37: Det fremgik tidligere af artiklen her, at DR fremover ikke vil lave flere musikpodcasts. Det var en fejl. Det er det modsatte, der er tilfældet. 

3 Kommentarer

Ejner Munkebro
6. SEPTEMBER 2022
Hvordan dælen hænger det sammen, at en redaktion i Australien giver bedre dækning på dr.dk og Radioavisen om natten og om morgenen i stedet for nattevagter i DR Byen??
Helle Schøler Kjær
6. SEPTEMBER 2022
Lukker Detektor både på P1 og på tv?
Kerstin Bruun-Hansen
7. SEPTEMBER 2022
@Ejner: Rationalet er, at de ansatte pga. tidsforskellen til Australien kan arbejde om dagen derude, mens det er nat i Danmark. På den måde sparer DR diverse genetillæg.

@Helle: Detektor har kun været et radioprogram de seneste år.

Bedste hilsner,
Kerstin, Journalisten