Ifølge seks organisationer, der hjælper og rådgiver voldsramte, kan det få meget negative konsekvenser for netop den type kilder at stille op i medierne.

Derfor har de seks organisationer udarbejdet en række råd til medierne, som ifølge organisationerne vil gøre det nemmere for medier at bruge den form for kilder uden at bringe dem i fare.

”Hvis det går skævt, kan det få ret fatale konsekvenser for de her mennesker, som i forvejen er sårbare,” siger Shani Hannah Shalom, som er presse- og kommunikationskonsulent for Lev uden Vold, som sammen med Danner, LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre), Mødrehjælpen, Dialog Mod Vold og Mandecentret står bag rådene.

Ifølge Shani Hannah Shalom er der generelt gode oplevelser med medier, men det kan også gå skævt.

Strider imod centralt journalistisk princip

For eksempel mener organisationerne, at det journalistiske princip om forelæggelse for den anden part i sagen kan være problematisk, selv om det er en grundkerne i journalistik.

Cecilie Nielsen er politisk rådgiver og presseansvarlig for Danner, der arbejder med voldsramte kvinder og børn. Hun fortæller om en situation, hvor journalisten brød aftalen og kontaktede modparten i sagen – på trods af at journalisten var blevet gjort opmærksom på, at det kunne udgøre en sikkerhedsrisiko.

”Det er vigtigt, at aftalerne bliver overholdt. Ellers kan det for eksempel betyde, at voldsudøveren begynder at kontakte eller opsøge kvinden igen. At hun må skifte telefonnummer og kigge sig over skulderen, når hun går på gaden. Eller flytte bopæl – fordi det simpelthen er for farligt. Det var desværre det, der var ved at ske i det her tilfælde,” fortæller Cecilie Nielsen.

At kontakte modparten kan også føre til, at samarbejdet omkring børnene bliver vanskeliggjort, eller møderne i familieretshuset bliver besværliggjort, hvis voldsudøveren genkender historien i pressen.

Hun opfordrer til, at journalister forsøger at dokumentere volden på andre måder, for eksempel ved at få en krisecentererklæring.

At høre modparten er et centralt journalistisk princip og står i de presseetiske retningslinjer. Hvad tænker du om, at jeres råd strider imod det? 

”Vi forstår de presseetiske dilemmaer. Og det er svært. Lige præcis med den her målgruppe er der så mange dilemmaer, så hvis man skulle følge det journalistiske princip fuldstændigt nagelfast, så ville du ikke kunne lave historier om mange af de her personer og få deres stemme frem i medierne. At få dokumentationen for volden på en anden måde og anonymisere både den voldsudsatte og modparten er en måde at komme uden om det på,” siger Cecilie Nielsen.

Retraumatiserende at genfortælle

Et andet råd handler om at være opmærksom på, at det kan være retraumatiserende at genfortælle sin historie.

”Det kan være voldsomt, at journalister spørger ind til meget konkrete detaljer. For eksempel præcise beskrivelser af, hvad voldsudøveren kunne finde på at gøre,” siger Cecilie Nielsen.

Som journalister skal vi spørge ind til de detaljer, så hvordan finder man balancen?

”Jeg tror, det handler om at give sig tid som journalist og gå ind i dialogen med den voldsramte. Hvad der er grænseoverskridende for den ene, kan være ok for en anden,” siger hun.

Shani Hannah Shalom fra Lev uden Vold understreger, at rådene ikke er en løftet pegefinger til medierne, men et forsøg på at videregive nogle redskaber på baggrund af deres erfaring med voldsudsatte.

For omvendt kan der være meget at hente, hvis det går godt.

”Rigtig mange voldsramte er drevet af, at de gerne vil fortælle deres historie for at hjælpe andre, som står i samme situation. Det kan også være enormt empowering for dem,” siger Cecilie Nielsen.