De står alene på en scene og skal spille på alle instrumenter samtidigt. Sådan oplever flere af de kommunikatører, som Journalisten har talt med, deres arbejdsliv. Begreber som ”onemanband” og blæksprutte går igen. Og når scenelyset slukker, kontakter en del af dem Dansk Journalistforbund med symptomer på stress.

Nogle er allerede sygemeldte, når de ringer til rådgivningen, mens andre står på kanten til en længere sygemelding, fortæller arbejdsmiljø- og trivselskonsulent Tom Hansen. Han er uddannet psykolog og en af dem, der tager telefonen, når medlemmerne ringer ind.

”Kommunikatører fylder en væsentlig del i vores trivselsrådgivning,” siger han og byder ind med en mulig årsag:

”De er en slags blæksprutter, der skal kunne det hele. Deres arbejde er grænseløst, de skal stå meget til rådighed, og opgaverne skal helst være løst i går.”

Mange opkald kommer fra medlemmer, der enten sidder alene eller sammen med ganske få kolleger med samme faglighed i en kommunikationsafdeling. De arbejder for eksempel med strategier og sociale medier den ene dag. Den næste optager de video, skriver pressemeddelelser og rådgiver ledelsen. Mange forskellige typer opgaver lander på deres bord, fordi ingen andre kan løse dem, forklarer Mona Louisa F. Bastholm, formand for DJ Kommunikation. Hun kritiserer arbejdsgiverne for at stille for store krav:

”I jobopslag skal en enkelt person kunne løse mange forskellige fagområder på samme tid. Nogle er så frække at bruge ordet schweizerkniv eller kommunikations-ninja. Det ville svare til, at man søgte en håndværker, der både var VVS’er, murer og arkitekt, til at bygge sit hus.”

Svært at følge med

Mona Louisa F. Bastholm forklarer, at den teknologiske udvikling er en af årsagerne til, at kommunikationsfaget er blevet bredt og krævende.

”Tidligere skulle kommunikatøren udkomme på konventionelle kanaler. Nu er der mange forskellige nye kanaler i hurtig udvikling, hvor brugerne forventer at møde os, og det presser både ledelsen og kommunikatørerne.”

Netop fagets hastige udvikling er årsag til, at mange kommunikatører føler sig pressede. Det viser en undersøgelse, som Journalisten har gennemført blandt medlemmerne af DJ Kommunikation. 41 procent svarer, at jobbets største udfordring er, at der hele tiden opstår nye typer opgaver, de skal være specialister i. 39 procent har svært ved at holde sig opdateret med fagets udvikling. Og et nedslag i en bunke jobopslag bekræfter, hvor mange arme man skal have som blæksprutte i en kommunikationsafdeling.

For nylig søgte Fængselsforbundet en kommunikationsmedarbejder, der skulle være fagbladsjournalist og rapportere fra fængsler og arresthuse i hele landet. Derudover skulle medarbejderen løse opgaver inden for sociale medier, videoproduktion, webudvikling og pressekontakt. Oven i købet på deltid.

”Vores modtagere forventer, at vi kommunikerer meget bredere end tidligere. Derfor er det del af en naturlig udvikling, at vi stiller mange krav,” siger kommunikationschef Søren Gregersen, der står bag jobopslaget fra Fængselsforbundet, hvor han har arbejdet i 10 år.

En vifte af fagligheder

Han er den ene af i alt to ansatte i kommunikationsafdelingen. I 2018 slog han samme stilling op. Dengang var der tale om en fuldtidsstilling til en journalist med mere afgrænsede arbejdsopgaver. Det viser et opslag i fagbladet Journalistens arkiv over jobopslag.

DJ’s rådgivning får mange henvendelser fra kommunikatører, der får stress af at være blæksprutter. Hvordan passer I på jeres medarbejder?

”Det er ikke nemt. Men vi er en lille organisation og kan ikke lave flere forskellige typer stillinger inden for kommunikation,” siger Søren Gregersen og tilføjer, at han har fokus på at give sin nye kollega flere rutineopgaver og medbestemmelse for at forebygge stress.

”Det er ikke altid opgavetypen, der stresser. Mange trives, når de føler et ejerskab over deres opgaver,” siger han.
Mona Louisa F. Bastholm fra DJ Kommunikation mener, at der skal skrappere midler til. Og hun har et opråb til arbejdsgiverne:

”Ansæt flere, hvis I vil favne alle muligheder. Og anerkend kommunikation som en bred vifte af fagligheder. Det kræver mange års uddannelse at blive god til for eksempel video, sociale medier eller strategi. Og vi leverer dårligere og bliver stressede, hvis vi får en for bred palet af opgaver.”

Til det svarer Søren Gregersen fra Fængselsforbundet:

”Vi er som nævnt en lille organisation, men vi forventer på ingen måde, at medarbejderen er verdensmester i alle discipliner. Til gengæld får man mulighed for at styrke sine kompetencer over et bredt felt.”

Husk forventningsafstemning

Alle kan få stress, men arbejdsgiverne kan forebygge sygemeldinger, hvis de tilbyder ordentlige rammer, mener arbejdsmiljø- og trivselskonsulent i DJ Tom Hansen:

”Har du mange bolde i luften over længere tid, bliver dine kognitive evner udfordret, og du kan ryge ned i en spiral af stress, hvor du mister overblikket,” siger han og gør opmærksom på en række symptomer, der er gode at være opmærksom på: Når hukommelsen svigter. Når det er svært at samle tankerne. Når maven eller hovedet gør ondt, og du sover dårligt. Det er normalt at gruble over arbejdet en enkelt nat, men det skal være undtagelsen frem for reglen.”

Når man lander et nyt job, kan en ”mangelfuld onboarding” være med til at skabe stress, mener Tom Hansen. Han taler med mange kommunikatører, der bliver kastet ind i jobbet uden en ordentlig forventningsafstemning.

”Det handler om at få en superskarp aftale med sin leder: Hvad skal jeg lave, hvornår og i hvilken kvalitet? Ellers er der risiko for et højt arbejdspres og et grænseløst arbejde, der kan føre til en sygemelding.”

--

Pernille Rahbech, 31 år

Selvstændig kommunikationsrådgiver siden 2018. Har aftaler med flere kunder, som hun sidder hos fire dage om ugen. Uddannet i kommunikation fra DMJX i 2019.

”Jeg sagde ja til det hele, og det pressede mig. Det var svært at sige fra,” fortæller Pernille Rahbech. Foto: Kasper Løftgaard

”Jeg havde seriøse symptomer på stress i 2020. Hjertebanken og søvnløse nætter. Men jeg har min egen business, så jeg kunne ikke sygemelde mig. For hvad hvis mine kunder fik brug for mig? Jeg måtte levere. Men jeg ringede og fortalte mine kunder, at jeg var max presset. Heldigvis fik jeg en længere deadline.

Jeg var den eneste kommunikatør hos de virksomheder, som jeg stadig sidder hos i dag. Jeg så mig selv som en form for blæksprutte, der kunne hjælpe mine kunder med alt det, de bad mig om. Strategi, projektledelse og produktion af indhold. Jeg sagde ja til det hele, og det pressede mig. Det var svært at sige fra. Jeg er også relativt nyuddannet, og det har taget tid at lære at sætte grænser.

Da jeg kom tilbage fra barsel i august 2023, tog jeg en snak med mine kunder om, at deres penge var bedre brugt på, at jeg stod for strategi, mens der var behov for eksterne kræfter til at udføre den. Jeg kunne ikke blive ved med at producere alt det her. Jeg var ved at drukne i min egen succes, fordi der kom flere og flere opgaver på mit bord. Men hvordan definerer jeg succes i min virksomhed? Er det ved, at jeg bare arbejder røven ud af bukserne og har en super løn? Det ramte mig hårdt, og jeg kom frem til, at det ikke var lykken for mig.

Der bliver stillet mange krav til, hvad vi skal kunne levere som kommunikatører. Nogle tror, vi kan løse alle opgaver inden for strategi, sociale medier, kodning, video og Google-annoncering. Men jeg har fundet ud af, at jeg fungerer bedst som generalist, der styrer specialisterne. Min tid bliver brugt klogest, hvis jeg er rådgiver, der laver strategier og planer. Det er mit udgangspunkt. Men det er svært at fastholde i samarbejdet med kunderne.”

Thomas Schiermacher Jensen, 49 år

Kommunikationskonsulent hos SUMH, der er en paraplyorganisation for unge med handicap. Uddannet cand.comm. fra RUC i 2013. Tidligere selvstændig gennem 10 år.

”Jeg er holdt op med at løbe efter alt det nye. Jeg har bestemt mig for at gøre mit arbejde så godt, jeg kan,” siger Thomas Schiermacher Jensen. Foto: Kasper Løftgaard

”Jeg er en slags it-vicevært, der skal passe vores hjemmeside og sociale medier. Jeg laver indhold og nyhedsbreve, og en enkelt dag om ugen er jeg lejet ud til et frivilligcenter. Jeg rådgiver også bestyrelsesmedlemmer, hvis de for eksempel skal i ’Go’ Aften Danmark’.

Jeg føler mig ofte som et onemanband, fordi jeg sidder alene med kommunikationen. Vi skal snart sortere i mine arbejdsopgaver, for lige om lidt går min stilling fra fuldtid til tre dage om ugen.

Jeg er sådan en halvgammel skrivende journalist. Derfor kan jeg godt lide at fortælle historier og have god tid til at gøre det ordentligt. Men det sker tit, at jeg ikke kommer i mål med historier, så de bliver rigtig fede. Jeg bliver hele tiden afbrudt, fordi vi har så mange forskellige projekter. Alle vil gerne have kommunikation. Og alle har en mening om, hvordan man kommunikerer på sociale medier.

Jeg har et spændende og relevant arbejde, men jeg kan godt være misundelig på større organisationer, hvor man kan hyre eksterne ind til for eksempel at lave video. Hvis jeg fokuserede på det, jeg var bedst til, ville jeg lave et mere lækkert produkt. Jeg kan også savne kommunikationsfaglig sparring.

Det kan være belastende at følge med den teknologiske udvikling. Da jeg var fastansat på avis, kunne jeg tage en masse dejlig efteruddannelse på overenskomst. Jeg har både været på kursus i foto, video, nyhedsbreve og sociale medier. Men siden jeg startede her, har jeg ikke efteruddannet mig. Og nu skal vi alle i gang med ChatGPT og kunstig intelligens. Det nørder jeg med i fritiden.

Der kommer hele tiden nye teorier om, hvordan man laver et fedt opslag på sociale medier. Så skal man bruge hashtags. Så skal man tagge. Så må man ikke. Men jeg er holdt op med at løbe efter alt det nye. Jeg har bestemt mig for at gøre mit arbejde så godt, jeg kan. Jeg kan ikke blive ved med at bruge weekenden på at tjekke mails og arbejde.”

Keyvan Thomsen Bamdej, 41 år

Siden 2021 pressechef på fuldtid hos organisationen TechBBQ, der blandt andet afholder en årlig teknologikonference. Uddannet journalist i 2015.

”Jeg føler, at det er mit ansvar at performe helt alene. Men måske er det faktisk mig selv, der lægger det pres ned over mit eget arbejde,” siger Keyvan Thomsen Bamdej. Foto: Kasper Løftgaard

”Jeg gav den gas de to første år i mit job som pressechef. Jeg skal tiltrække medier fra ind- og udland til at komme og dække en teknologikonference. Det er klassisk pressearbejde, projektledelse og eventplanlægning. Men fordi jeg er uddannet journalist, har jeg også selv lavet artikler, billeder og video.

I starten syntes jeg, at det var fedt at være et onemanband. Jeg sad i førerhuset og kunne selv definere opgaverne, fordi jeg var den eneste kommunikatør. Jeg følte mig privilegeret.

Men på det seneste har jeg kunnet mærke, at jeg har løbet for stærkt. Normalt står jeg bare op om morgenen, og så kører jeg på resten af dagen, og om aftenen har jeg hele tiden telefonen på mig. I vores branche kan man godt føle, at man hele tiden skal være på.

Op til vores årlige konference er det selvfølgelig intenst og vildt stressende. Derfor er jeg begyndt at trække foden væk fra speederen og skære ned på, hvor meget forskelligt indhold jeg laver. Jeg er blevet mere bevidst om at holde gode sunde pauser. Og jeg har løbende samtaler med min chef om, hvordan vi kan få flere ressourcer til afdelingen.

Det kan godt blive ensomt at være ene mand, der laver kommunikation. Det er nok det, der er hårdest mentalt. Det kan være krævende, når der ikke er en anden, der også kigger i samme retning og siger: Hvad skal vi så have fra hånden i denne uge? Men det er efterhånden blevet en vane, og jeg er blevet bedre til at planlægge fremad.

Jeg kompenserer for de ressourcer, vi ikke har i afdelingen. Jeg føler, at det er mit ansvar at performe helt alene. Men måske er det faktisk mig selv, der lægger det pres ned over mit eget arbejde. I hvert fald har jeg opdaget, at ingen bemærker, hvis jeg laver lidt mindre indhold og holder mere fri fra telefonen i fritiden. Til gengæld får jeg mere ro og fokus.”