Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Fra på mandag bliver det obligatorisk at logge ind på DRTV, hvis man vil se alt andet end live-tv på streaming-platformen.
Det meddelte DR allerede i august sidste år. Forklaringen lød, at det sker for bedre at kunne personalisere tv-tilbuddet til den enkelte dansker.
Men med kun knap én uge til skæringsdagen er det stadig langtfra alle danskere, som har oprettet login til DRTV.
Til Journalisten oplyser DR, at der i skrivende stund er oprettet 1,7 millioner DR- logins.
Det er cirka 700.000 flere end i maj, hvor DR sidst offentliggjorde tallene og tog på tur rundt i Danmark for at hjælpe med at logge ind.
Et udmærket niveau
Selv om det altså stadig langtfra er alle danskere, der har oprettet sig, er DR ganske tilfreds med niveauet.
”1,7 mio. danskere har oprettet et login til DRTV, og det glæder mig utroligt meget, da det giver dem en langt bedre brugeroplevelse på DRTV,” udtaler Lasse Bastkjær Jensen, direktør for Strategi & Brugere i DR.
Men i et land med næsten 6 millioner indbyggere, kan I så være tilfredse med, at 1,7 millioner har oprettet login?
”Jeg synes, at det nuværende niveau alt i alt er rigtig udmærket og skyldes en fin informationsindsats over de seneste måneder. Login er jo alt andet lige en barriere, så det vil tage tid at få alle med ombord.
Det, jeg selv holder tallet 1,7 millioner op imod, er, at der er cirka 2,8 millioner husstande. En husstand kan jo have et login med flere profiler (ligesom en husstand kan have flere logins).”
Indfases gradvist
Siden sidste år har DR arbejdet hårdt for at få danskerne til at oprette login.
Og den indsats kommer til at fortsætte, til DR er helt i mål, lover Lasse Bastkjær Jensen.
”Rigtig mange danskere er allerede vant til at streame, og for dem er det ganske enkelt at oprette et login. Vores fokus er derfor fortsat på at hjælpe dem, der synes, det kan være lidt udfordrende – især ældre,” udtaler han og tilføjer, at DR også sidder klar til at hjælpe på telefonerne.
Lasse Bastkjær Jensen har tidligere sagt, at han ikke tror, at DR kommer til at miste seere på DRTV som konsekvens af manøvren.
”Jeg tror ikke, vi kommer til at se et enormt stort frafald,” sagde han sidste år til Journalisten.
For at sikre driftsstabilitet bliver obligatorisk login på DRTV gradvist indfaset over cirka seks måneder på tværs af PC, mobil, tablet, smart-tv osv. Den 30. september udrulles det på web/PC.
Brugere, der ikke ønsker at logge ind, kan fortsat se DR’s flowkanaler/livekanaler på DRTV og på traditionelt tv uden at logge ind.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kan I ikke tage det op som en oplagt (medie)historie på Journalisten?