Mange har en betydningsfuld ven i vores branche. En, som de har et helt særligt fagligt makkerskab med, og som har spillet en afgørende rolle for, hvor de er i dag.

I serien her taler vi med mennesker fra vores fag, som har netop sådan en person i deres arbejdsliv.

I dag skal du møde Magnus Kraft, som er 29 år og journalist hos Berlingske.

Han fortæller om sin tidligere kollega og ven, 31-årige Oliver Bodh Larsen, som han har arbejdet sammen med i knap syv år på Euroman.

I dag er Oliver Bodh Larsen kulturjournalist hos Weekendavisen.

Oliver begyndte som praktikant på Euroman, mens jeg var studentermedhjælper. Dengang var han lidt forknyt, stille og virkede altid, som om han havde sovet enormt lidt om natten. I takt med at han blomstrede op, fik jeg også flere skriveopgaver.

Vi fandt først og fremmest hinanden som venner, men når Oliver også er min bedste kollega, er det, fordi han aldrig har følt sig for fin til at give udtryk for sin ærlige holdning. Heller ikke selv om den holdning har udfordret den kammeratlige stemning.

Jeg har altid haft en fornemmelse af, at Oliver stillede højere krav til mig, end jeg selv gjorde. Det er nok det, man har brug for, hvis man vil komme nogle vegne.

Vi læste os baglæns i alle de store danske og amerikanske journalister, sendte de bedste GQ- og The New Yorker-portrætter til hinanden og blev også dygtigere af det. Man bliver ikke født som selvhøjtidelig portrætjournalist – det bliver man kun, hvis man virkelig dyrker det. Det gjorde Oliver og jeg – og vores gode ven og Euroman-kollega Magnus Fuglsang Søgaard – sammen.

Pludselig opdagede jeg bare, at Oliver var blevet meget god, næsten problematisk god. I Olivers tekster vil man kunne fornemme en evne til at komme med velplacerede spydigheder. En evne, han så sandelig også har, når han læser andres tekster.

Engang skrev jeg mit første forsideportræt om Alex Vanopslagh. Jeg kan ikke tænke på det portræt uden at tænke på Olivers ansigtsudtryk. I anslaget havde jeg skrevet, at Alex Vanopslagh stod og smilede skælmsk. Oliver smilede meget hånligt over brugen af det lidt studentikose ord. Han behøvede nærmest ikke sige noget. Alt, han sagde, var bare ”skælmsk?”, og så grinede han ondt.

Jeg har aldrig brugt det ord siden. For han havde jo ret, det var et skideirriterende ordvalg. Han er god til at placere fingeren lige derinde, hvor det gør ondt.

Jeg ved, han bliver tre meter høj, når han læser det her. Men når jeg skriver, har jeg altid en lille Oliver siddende omme bag mit øre, der hvisker ”hold kæft, hvor er det fladt skrevet” eller ”gud, hvor er du irriterende lige nu”.

Det er virkelig nemt at gøre sig gode venner med sine kolleger – bare rose og så ellers holde sin kæft, når der er noget, man synes er dårligt eller ikke fungerer. Men ægte gode kolleger er jo dem, der gider ulejlige sig rent socialt med også at kritisere og udfordre en. Det er Oliver rigtig god til.

Jeg har altid været mere bekymret for at sende mine tekster til Oliver end til mine redaktører. Han er en virkelig sjov og sprogligt veloplagt skribent, og selv om det kan lyde tarveligt, har han en ondskabsfuldhed i sig, som hvis man tæmmer ordentligt, kan bruges som en enormt god redaktør.

Det er aldrig bare noget med, at det var en god tekst eller spændende læsning. Oliver er meget tekstnær. Det betyder også, at han i den grad har haft noget at have det i, når vi har haft vores sproglige slåskampe.

Problemet, når man gerne vil skrive lidt litterært med den brede pensel og det store vingefang, er, at man let kammer over i at skrive irriterende. Det har vi begge gjort. Men vi har været gode til at bruge hinanden til at pege på, hvornår det bliver for meget. Jeg har udgivet portrætter, som er blevet bedre, fordi Oliver har læst dem, inden de er udkommet, og viceversa bilder jeg mig ind.

At ville dygtiggøre sig inden for et specifikt felt – i vores tilfælde portrætjournalistikken – næres virkelig af, at man har nogen at dyrke det med. Men det kan også være farligt at have sådan en ven, for pludselig har man talt om magasinjournalistik i seks timer, mens man har siddet og drukket øl.

Jeg har nok ikke sagt nok tak til Oliver. Det er selvfølgelig italesat mellem os, at vi sætter pris på at kunne bruge hinanden, men vi er jo bare mænd. Men at jeg vælger Oliver som min karriere-kammerat, sker også delvist af frygt for, hvordan han ville reagere, hvis ikke jeg valgte ham. Jeg ville tilsvarende være blevet rasende, hvis ikke han havde valgt mig.