
Ole Ryborg var ikke klar over, at OLAF ville vedlægge deres noter som et notat på sagsakten Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
DR-korrespondent Ole Ryborg skriver på Facebook, at han burde have været ”meget skarpere” ved det møde, han holdt med EU’s svindelbekæmpelsesenhed, OLAF, den 13. oktober 2016 om sagen om Dansk Folkepartis mulige svindel med EU-midler.
Mødet var så omfattende, at OLAF har lavet et tresiders langt referat af det, fremgår det af artikler i B.T. og Berlingske. Af referatet fremgår det, at Ole Ryborg delte sin journalistiske research om Morten Messerschmidt med den europæiske antisvindelenhed OLAF.
”Jeg skulle ikke have spurgt ind til så mange emner, og jeg skulle f.eks. ikke have ladet efterforskerne få et billede, selv om der var tale om et billede, som var offentligt tilgængeligt på Facebook,” skriver han i et opslag på Facebook.
Den nuværende Dansk Folkeparti-formand, Morten Messerschmidt, har været anklaget for dokumentfalsk og svindel med EU-midler til en EU-konference i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.
Sagen er gået under navnet Meld- og Feld-sagen, og Ole Ryborg har dækket sagen for DR. Morten Messerschmidt endte med at blive frifundet i december 2022.
Forventning om baggrund
Ole Ryborgs reaktion kommer oven på, at DR Nyheders chefredaktør, Thomas Falbe, til Berlingske og B.T. har forklaret, at Ole Ryborg begik en ”klar fejl”, da han henvendte sig til OLAF og delte sin journalistiske research om Morten Messerschmidt.
”Vores journalist er gået for vidt i forhold til at dele research, inklusive kilder. Det giver sig selv: Det er en klar fejl,” siger Thomas Falbe til Berlingske og B.T.
På Facebook skriver Ole Ryborg, at det kommer bag på ham, at OLAF tog et så fyldigt referat – og siden har udleveret det referat.
”Det var min klare forventning, at der var tale om et off the record-baggrundsmøde af den slags, som journalister i Bruxelles oplever hver eneste uge,” skriver han.
Berlingske har fået afhøringsrapporten fra Dansk Folkeparti, som fik adgang til den som part i sagen, da den var afsluttet ved domstolene.
Interview til kamera
Optakten til mødet med OLAF var ifølge Ole Ryborg et ønske om et interview til kamera, hvor OLAF bekræftede, at de var i gang med en undersøgelse af forholdene i MELD og FELD.
”Jeg havde også sagt til pressetjenesten, at jeg også gerne ville mødes med OLAF’s efterforskere,” skriver Ole Ryborg.
Han siger, at han ikke var bekendt med, at OLAF’s efterforskere ville vedlægge deres noter som et notat på sagsakten.
”OLAF har aldrig orienteret mig om, at det var deres hensigt at gøre det, og OLAF har aldrig vist mig det dokument, som er vedlagt sagsakten,” skriver han.
OLAF var allerede på sporet
Som kontekst for mødet med OLAF skriver Ole Ryborg, at der allerede i 2015 var en række historier i medierne om muligt misbrug af penge i MELD og FELD, som havde tiltrukket sig OLAF’s opmærksomhed.
”På det tidspunkt, hvor jeg mødtes med OLAF’s efterforskere, var MELD/FELD-sagen langt fremme.”
Rikke Karlsson, som blev valgt ind i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti i 2014, havde forladt partiet pga MELD og FELD-sagen.
Europa-Parlamentet havde bedt MELD og FELD tilbagebetale 2,9 millioner kroner.
Dansk Folkepartis daværende formand, Kristian Thulesen Dahl, havde besluttet, at DF skulle tilbagebetale 1,6 millioner kroner, som DF havde modtaget fra MELD og FELD. Det meddelte Kristian Thulesen Dahl den 10. maj 2016.
Ole Ryborg slutter opslaget med at skrive, at det er DR, som udtaler sig om sagen, og han har ikke yderligere at tilføje.
OLAF har ingen kommentarer til sagen, fordi den er blevet indbragt for EU’s ombudsmand.
(6/6 2023: Opdateret med at OLAF ikke har nogen kommentarer)
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.