kommunalvalg

Nyt værktøj vil kortlægge, hvem der ejer Danmark

Gravercentret er på trapperne med flere værktøjer forud for kommunalvalget

Gravercentret er på vej med et nyt værktøj til journalister, som vil give et hidtil uset indblik i, hvem der reelt ejer ejendomme rundt omkring i Danmark.

Det vil centret gøre ved at sammenkøre data fra 10 offentlige registre på sitet ’Hvem ejer Danmark’. 

Det nye site er etableret i samarbejde med analysefirmaet KM24, og ifølge gravercenterchef Bruno Ingemann er det et brugbart værktøj til journalister fra alle slags medier. Dermed kan der laves alt fra tabloide historier til undersøgende projekter.

”I intet af det, Gravercentret laver, blander vi os i, hvad den ansvarshavende chefredaktør på mediet gør med det. Det står de selv til ansvar for,” siger han.

Ansvarlige medier

Og det er da også kun muligt for medier at få adgang til databasen, hvis de underskriver en dataaftale med Gravercentret, da sitet indeholder følsomme oplysninger.

Det vil ifølge Bruno Ingemann kun være muligt for redaktørstyrede medier med ansvar over for medieansvarsloven og Pressenævnet at få adgang.

”Det er under de vilkår, vi har fået lov til at få adgang til materialet,” forklarer Bruno Ingemann.

Lancerer flere værktøjer

Værktøjet er blot et ud af mange værktøjer, som Gravercentret har lanceret, siden det blev etableret i 2023.

Blandt andet har man lanceret et overblik over alle kommuners investeringer i værdipapirer, som siden er blevet til flere hundrede historier i danske medier.

Derudover har centret lanceret en konkursdatabase, som over 200 danske journalister indtil videre har anmodet om fortrolig adgang til, hvor journalister kan få adgang til de seneste 10 års konkurser.

”Så vi kan se, at vores værktøjer bliver brugt,” konkluderer Bruno Ingemann.

De næste projekter i støbeskeen er en samling af alle dagsordener og mødereferater fra alle kommuner og regioner samt en overvågning af den kommunale valgkamp på sociale medier. Begge bliver lanceret inden kommunalvalget.

0 Kommentarer