
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Berlingskes medarbejderforening har sendt et nyt kritisk brev til Berlingske Medias topdirektør, Anders Krab-Johansen.
Journalisten har set brevet, hvor Anders Krab-Johansen opfordres til at stille op til interview.
”Efter fremlæggelsen af Ulobby-rapporten om kortlægning af medarbejderes aktivitet på sociale medier, er det medarbejderne på Berlingskes opfattelse, at der stadig er ubesvarede spørgsmål. Spørgsmål, som ikke bliver besvaret, da du hidtil har afvist at stille op til interview om sagen – også i Berlingske Medias egne udgivelser,” lyder det indledningsvist i mailen.
”Uholdbart”
Medarbejderne på Berlingske mener, at det skader troværdigheden:
”Det, synes vi, er uholdbart. Som øverste chef for et mediehus, hvis eksistensgrundlag hviler på, at folk taler med journalister – ikke mindst folk med indflydelse – oplever vi, at det skader både din, men også hele husets troværdighed, at du ikke stiller op,” fortsætter skrivelsen.
Afslutningsvis opfordrer medarbejderne Anders Krab-Johansen til at stille op til interviews:
”Derfor vil vi som medarbejdere på Berlingske kraftigt opfordre dig til at stille op til interview om direktionens ageren i forbindelse med Michael Dyrbys afgang – herunder også den omdiskuterede rapport.”
Blandt andet i Frihedsbrevet er det blevet beskrevet, at Anders Krab-Johansen i forlængelse af Michael Dyrbys exit fra B.T. bestilte en rapport, der undersøgte medarbejderes ageren på sociale medier. I dag har Anders Krab-Johansen afvist at stille op til interview med Frihedsbrevet.
Også Berlingske og B.T. har forsøgt at få topdirektøren i tale, men forgæves.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.