Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Berlingske-journalist Simon Andersen erkender – som det tidligere har været fremme – at den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen har brugt ham operationelt i et tilfælde. Nemlig da han formidlede kontakt mellem Lars Findsen og den tidligere agent Ahmed Samsams advokat.
Det siger han til Berlingske, i forbindelse med at mediet på baggrund af hidtil hemmeligholdte dokumenter fra sagen mod Lars Findsen i Østre Landsret afdækker, at den tidligere FE-chef netop hævder at have brugt Simon Andersen operationelt.
Ifølge Lars Findsen er det ikke kun sket den ene gang. Det er sket to gange, og anden gang skulle han have brugt Simon Andersen til at medvirke til at stoppe udgivelsen af en bog, der ifølge Lars Findsen kunne kompromittere en af FE’s kilder.
Men det afviser Simon Andersen og Jakob Kvist, forlagschef på People’s Press, der arbejdede på bogen for omkring 10 år siden, pure.
Simon Andersen brugte dengang, og bruger stadig, tid på at finde ud af, hvad der står i bogen.
”Hvad var det i den, der ikke skulle frem? Men jeg har intet haft at gøre med at stoppe den,” siger han til Berlingske.