Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Din Avis Aarhus Onsdag, Dragør Nyt og KøbenhavnLiv har hver især modtaget én million kroner fra Ugeavispuljen 2025 og er dermed de medier, der har fået de største tilskud fra puljen.
Det fremgår af Slots- og Kulturstyrelsens liste over tilskudsmodtagere.
Der er samlet blevet uddelt 52 millioner kroner fra puljen, som blandt andre 2770 Tårnby, Bjerringbro Avis, Hedensted/Juelsminde Avis, Hvidovre Avis og Midtfyns Posten også har fået del i.
I alt har Medienævnet modtaget 149 ansøgninger om støtte fra ordningen, der er målrettet både trykte og digitale lokale ugeaviser.
Flere af lokalaviserne, der har fået tilskud, er nye ansøgere. Det gælder blandt andre Lokalavisen Egedal under Sjællandske Medier, Jammerbugtposten.dk og Blokhus Avis. De har fået tilskud på henholdsvis 420.000 kroner, 107.000 kroner og 338.000 kroner.