Bombardementer, der opslugte bydel efter bydel. Overvågning, censur og konstant risiko for dødsstraf. Glædesløse ansigter overalt.

Det var arbejdsforholdene for to unge danske reportere udstationeret i Berlin under Anden Verdenskrig.

Paul E. Stemann ankom i 1942 som reporter for Berlingske, og Arild Hvidtfeldt ankom i 1943 for Social-Demokraten. Begge blev til krigens bitre ende.

”De gjorde det, fordi det var et kald for dem. De forstod, at et demokrati er afhængig af kritisk journalistik. Og de forsøgte mod mange odds at levere lødig journalistik,” fortæller forfatter Tom Buk-Swienty.

I den nye bog ’Berlin Brænder’ fortæller Tom Buk-Swienty, hvordan de to journalister – og to danske diplomater – navigerede under næsten umulige forhold i Berlin under krigen.

Oversete erindringer

”Et scoop.”

Sådan beskriver Tom Buk-Swienty de knap 300 sider med Stemanns erindringer, der kickstartede arbejdet på bogen.

Tom Buk-Swienty stiftede bekendtskab med erindringerne i den britiske historiker Sir Max Hastings’ bog ’Armageddon’. Historikeren mente, at erindringerne fortjener langt større opmærksomhed.

Ihærdig drog Tom Buk-Swienty til Imperial War Museum i London, hvor de godt 300 sider befinder sig. Og læsningen blev starten på flere års researcharbejde, der også inkluderer hidtil utilgængeligt kildemateriale.

Stemann og Hvidtfeldt var del af en flok reportere fra besatte og neutrale lande, som det tyske regime lod rapportere fra Berlin – med det formål at signalere, at relationerne mellem landene var helt normale.

”Det var én stor maskerade,” siger Tom Buk-Swienty om setuppet.

”Det Tredje Rige var i sagens natur et diktatur, der var fuldstændigt ligeglad med sandheden, og som ville tegne et forskønnet billede af, at alt gik godt,” fortæller han.

Alt gik ikke godt – heller ikke for de to pressede reportere.

Gestapo i hælene

For det første udfoldede der sig et kaos af bibelske dimensioner i Berlin.

Godt 400 luftbombardementer blev det til fra 1943 til 1945 – kulminerende med, at hele bydele stod i flammer: De allieredes bombefly destruerede det meste af byen med tonstunge bomber og bomber med fosfor – forgængeren til napalm. Mange tusinde civile døde. Og i 1945 indtog russerne byen.

For det andet blev de danske reportere i perioden overvåget af hele fem instanser. Fra tysk side af Udenrigsministeriets pressebureau, Propagandaministeriet, det hemmelige politi Gestapo og den tyske ambassade i København. Og fra dansk side holdt Udenrigsministeriets pressebureau øje med alt, hvad de skrev.

Deres telefoner blev aflyttet. Stemann – der var glødende antinazist – blev skygget af Gestapo. Og reporterne var tvunget til at deltage i to daglige pressemøder med regimet. Her blev kritiske spørgsmål omhyggeligt noteret.

”Tyskerne forsøgte at styre nyhederne. Det var total kontrol. Ud over at blive censureret fik journalisterne også dikteret nyhederne,” fortæller Tom Buk-Swienty.

”Alt, hvad der kunne læses som antitysk, kunne anses for at være højforræderi, hvilket i praksis betød, at de skrev med en dødsstraf hængende over hovedet konstant,” fortæller Tom Buk-Swienty. Foto: Emil Hornstrup Jakobsen

Censuren blev strammere

I starten læste de tyske myndigheder først reporternes artikler efter publicering – og i yderste konsekvens kunne uønsket dækning føre til hjemsendelse.

Men i 1943 indførte myndighederne også forcensur. Aviserne kunne så bringe de ofte stærkt censurerede artikler. Og samme år blev der indført dødsstraf for udenlandske journalister, der gik over stregen.

”Alt, hvad der kunne læses som antitysk, kunne anses for at være højforræderi, hvilket i praksis betød, at de skrev med en dødsstraf hængende over hovedet konstant,” forklarer Tom Buk-Swienty.

Mod krigens slutning blev journalisterne også pålagt at læse samtlige artikler højt – på tysk – for talsmænd for regimet, inden redaktionerne i Danmark fik dem i hænde.

”Der var forhandlinger om næsten hvert eneste ord,” siger Tom Buk-Swienty.

’Berlin Brænder’ er udgivet af Politikens Forlag. Foto: Politikens Forlag

En ”negativ attitude”

Stemann og Hvidtfeldt fik en stor viden, som de ikke kunne offentliggøre. For eksempel blev Stemann tidligt opmærksom på jødedeportationerne.

Men det lykkedes aldrig regimet at styre de to journalister helt. Begge udviklede deres egne måder at lække sandheden på.

”Stemann begyndte for eksempel at citere dødsannoncer over faldne tyske officerer fra lokale tyske aviser, hvormed han fortalte sine danske læsere, at tyskerne også led tab. Det var en meget spidsfindig måde at arbejde inden for spillereglerne,” fortæller Tom Buk-Swienty.

De udenlandske journalister måtte nemlig gerne citere fra tyske aviser.

Stemann brugte også dødsannoncerne til at fortælle om de mange henrettelser, der fandt sted i Berlin.

”Det gjorde han igen og igen i sommeren 1942, indtil de fik nok på den tyske ambassade i København,” siger Tom Buk-Swienty.

Ambassaden gav det danske udenrigsministeriums pressebureau besked om, at Stemann havde en ”negativ attitude”. Og pressebureauet tog prompte affære.

”Stemann fik en påtale og blev truet med udvisning,” fortæller Tom Buk-Swienty.

Stemann udviklede også nogle mere subtile måder at fortælle sandheden på. Når de tyske myndigheders udlægninger for eksempel ikke harmonerede med virkeligheden, brugte han konsekvent vendinger som ”en tysk talsmand vurderer”.

”Han fortalte læseren, at det her er ikke, sådan det er – det er sådan, tyskerne påstår, det er,” siger Tom Buk-Swienty.

”Det var sådan et spil, de havde kørende,” forklarer han.

Men det var med livet som indsats at teste nazisternes grænser. Aftenbladets Robert Christiansen måtte gå under jorden, da han fik nys om, at Gestapo ville sende ham i KZ-lejr. Og Carl Henrik Clemmensen – også fra Aftenbladet – blev dræbt på åben gade af SS-folk i Danmark, efter at han havde udtalt sig negativt om Hitler til to tyske damer.

I hvor høj grad lykkedes det Stemann og Hvidtfeldt at skildre virkeligheden på en retvisende måde?

”Jeg synes, det lykkedes dem utroligt godt i forhold til det snævre manøvrerum, de havde,” siger Tom Buk Swienty.

Deres reportager er særligt opsigtsvækkende, forklarer han.

”Regimet håbede, at reportagerne ville vække sympati for tyskerne. Men i virkeligheden viste beretningerne, at Tyskland var under et enormt pres,” fortæller Tom Buk-Swienty.

- Foto: Emil Hornstrup Jakobsen