Foto: Signe Luksengard / Zetland pressefoto
Først rykkede Zetland til Finland, og nu vil det danske mediehus også udgive i Norge.
Projektet får navnet Demo og har tre norske medieiværksættere i form af Ingrid Tinmannsvik, Bendik Modal og Helle Hoå med fra start.
I den kommende tid vil de tre stiftere invitere den norske offentlighed til at komme med bud på, hvordan mediet skal se ud.
Det gør de med økonomisk støtte og sparring fra danske Zetland, som også har stillet sine egenudviklede publiceringsværktøjer til rådighed.
”Men ellers lægger vi projektet i hænderne på den her kreds af stiftere, vi har samlet i Norge,” fortæller Zetlands medstifter og internationale chef, Jakob Moll.
Forlængelse af finsk udvidelse
Han understreger, at udvidelsen i Norge ikke skal ses som en del af det løfte, som Zetland har givet i forbindelse med at nå 50.000 medlemmer i Danmark, hvor mediet har sagt, at det vil undersøge, om det kan etablere sig i et polariseret europæisk land.
Faktisk skal indtoget i Norge nærmere ses som en forlængelse af Zetlands indtog i Finland, og her regner Jakob Moll med, at det bliver en fordel, at danskere og nordmænd er tæt forbundne kulturelt.
”Men derudover er det klart, at der også er en stor interesse for journalistik og en høj betalingsvillighed,” siger Jakob Moll.
Om et lille medie som Demo, som ifølge stifterne ikke nødvendigvis er det endelige navn, kan konkurrere med de mange medier på det norske marked, vil tiden vise:
”Vi ser det norske medielandskab som ret traditionelt ligesom i andre lande. De har været dygtige til at skabe betalingsvillighed for nyheder, men det er på mange måder et traditionelt marked med de samme udfordringer, vi står over for i Danmark,” siger Jakob Moll.
20.000 finske medlemmer
I Finland kan Zetland efterhånden godt konkludere, at det har været en succes. Mediet Uusi Juttu har nu 20.000 medlemmer og 25 ansatte efter ni måneder i luften.
”Og det er drømmescenariet, at Demo kan få så relativt hurtig medvind som i Finland,” siger Jakob Moll.
Udgangspunktet er, at Uusi Juttu og det norske medie skal være selvstændige enheder, som ikke automatisk versionerer hinandens indhold. Der er dog lagt op til, ligesom det er tilfældet i dag med Uusi Juttu, at der kan ske samarbejder på tværs.
Jakob Moll henviser til de finske og norske medier selv med spørgsmål om, hvorvidt de individuelle mediers ansatte skal dækkes af en overenskomst.
”Men helt grundlæggende, og det gælder for alle lande, som er i vores familie af medier, så tror vi på, at vejen til at lave exceptionel, relevant og passionsdrevet journalistik er, at alle har gode arbejdsforhold,” siger han.
En af de norske iværksættere er Ingrid Tinmannsvik, som havde lederansvar i norske NRK, hvor hun arbejdede med unge målgrupper og konstruktiv journalistik. Norske Journalisten har spurgt hende, hvordan det har været at vinke farvel til den karriere:
”Først og fremmest har det været en stor befrielse. Det føles som at tage en rustning af, så jeg endelig kan løbe så hurtigt, som jeg ønsker. På samme tid er jeg glad for NRK og mener, at vi har brug for stærk public service, men jeg havde behov for at prøve noget nyt.”
”De seneste år har været præget af krise efter krise, og folk bliver overvældet af den endeløse strøm af opdateringer,” siger hun blandt andet til norske Journalisten, som er helt uafhængigt af danske Journalisten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.