
Pernille Holbøll har været ansvarshavende chefredaktør på B.T. i omkring et halvt år. Foto: Foto: Jakob Boserup/Ritzau Scanpix
Overgangen fra 2022 til 2023 indvarsler store forandringer på Pilestræde hos B.T.
Papiravisen, som udkom for første gang i 1916, er nu fortid, og mediet ser ind i en virkelighed, som er 100 procent digital.
Det er dog ikke den eneste forandring, der kommer til at ske i 2023.
For man har også indført en login-wall på bt.dk, så man fremover skal oprette en profil for fortsat at kunne læse nyheder på sitet.
I første omgang er der blevet indført en login-wall på udvalgte artikler, men den andel af artikler, der kræver login for at blive læst, vil stige i fremtiden.
Det fortæller ansvarshavende chefredaktør Pernille Holbøll til Journalisten.
”Endemålet er, at langt, langt de fleste brugere på bt.dk er logget ind, og vi dermed kan give dem en bedre oplevelse. Vi skal få skabt mere værdi af den volumen, vi nu har på nettet.”
En del af forretningsmodellen
Værdien, som Pernille Holbøll taler om, kan også oversættes til økonomi.
For som et medie, der blandt andet skal tjene penge på annoncer, er det ekstremt vigtigt at vide, hvem brugerne er.
”Set i lyset af, at førstepartsdata bliver vigtigere end nogensinde de næste år, så er det selvfølgelig for at sikre, at vi ved, hvem vores brugere er, og på den måde også kunne lave bedre journalistik og mere indhold til vores brugere.”
Er det også for at kunne målrette reklamer til den enkelte bruger, så I kan sælge reklamerne dyrere?
”Ja, det er klart. Der er selvfølgelig en 100 procents ambition om også at drive en fornuftig forretning. Fra 2023 er B.T. 100 procent digital, og dette tiltag er bare et af grebene til, at vi får en fuldblods digital forretning, som med indloggede brugere giver os muligheden for at monetarisere på de gratisbrugere, vi har i millionvis.”
Tror du, det kommer til at betyde noget for jeres sidevisninger, at I beder brugerne om at logge ind?
”Det må tiden vise. Som udgangspunkt er jeg mere optaget af journalistikken, den digitale forretning, og hvordan vi sikrer, at vi er moderne tabloide.”
Vil skabe et solidt, moderne og begavet tabloidprodukt
Ifølge den ansvarshavende chefredaktør er B.T. anno 2023 helt grundlæggende en bedre forretning end året før, fordi man er uden papir. Det skyldes især, at man ifølge Pernille Holbøll ville kigge ind i store omkostningsstigninger i 2023.
”Det sikrer os, at vi kan bruge ressourcerne og pengene på det, som det handler om på B.T. – at udkomme med god journalistik,” siger hun.
Den gode journalistik har Pernille Holbøll klare idéer om, hvad indeholder. Og efter at have tilbragt omkring et halvt år på Pilestræde som ansvarshavende chefredaktør har hun også pejlet sig ind på, hvilke styrker B.T. har, og hvor det tabloide medie skal bevæge sig hen.
”Vi har styrkepositionerne underholdning, sport og nyheder, men jeg vil også gerne have, at B.T. bliver et moderne tabloidmedie, som slår hårdt og præcist, men som også er relevant for endnu flere danskere. Vi skal ramme bredere, have en god tone og have gode historier,” siger Pernille Holbøll og fortsætter:
”Jeg tror, at hvis vi skaber et solidt, moderne og begavet tabloidprodukt, hvor det er tydeligt, hvad du får, så kommer det til at drive login-motoren. Det er det, vi arbejder på hver dag.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.