”Nu bliver det lidt noia!”: Vi steg ombord på bussen mod fremtiden for 300 praktiksøgende
Har fyringsrunder, nedskæringer og AI’s indtog bidt sig fast i ungdommen?
Sammen med 45 journaliststuderende steg vi ombord på bussen mod den bizarre hybrid mellem gedemarked og speeddating på årets praktikmesse i Odense for at tage temperaturen på den nye generations tanker om fremtiden.
En cyklist med AirPods i ørerne ringer frustreret med klokken og himler med øjnene. Foran ham spytter en dobbeltdækkerbus en hær af unge mennesker ud på cykelstien, så han må hakke bremserne i og zigzagge sig forbi dem.
De unge ænser ham knap nok. De er journaliststuderende med øjnene stift rettet mod en af de vigtigste dage i deres studietid; praktikmessen i Odense. Dagen, hvor de for første gang skal stå ansigt til ansigt med den branche, som de inden længe er på vej ud i.
”Man har hørt så meget om det her, og nu sker det endelig,” siger Helena Luxhøj, en af de spændte studerende i flokken.
I løbet af de næste fem timer skal hun og de i alt cirka 300 andre studerende netværke sig vej igennem 87 stande med repræsentanter for de medie- og kommunikationsarbejdspladser, som søger praktikanter.
Har man ikke selv været på praktikmessen, skal man forestille sig en bizar hybrid mellem gedemarked og speeddating. Et inferno af mediechefer og praktikantvejledere med roll-ups og lokkemad på runde messeborde med hvide duge på den ene side og spændte journaliststuderende væbnet med visitkort og nøje udvalgte spørgsmål på den anden.
En kvindelig studerende hyperventilerer på vej gennem svingdøren til det kønsløse nybyggeri i Forskerparken i udkanten af Odense, hvor messen foregår. En anden bagerst i flokken udstøder et overgearet skrig.
Praktikmessen fandt sted i Forskerparken i udkanten af Odense. Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Går efter drømmen
To timer tidligere er bussen trillet afsted fra Trekroner Station med omkring 45 journaliststuderende fra RUC ombord. Luften sitrer af en lejrskoleagtig forventningsglæde, og snakken summer om det, der venter.
”Hvem går du hen til først?”, ”Hvor mange runder er der?”, ”Har du overvejet Jyllands-Posten?” lyder brudstykker af samtaler om strategi og prioriteringer.
”Jeg skal altså skide nu,” griner Søren Korsholm, en to meter høj fyr i rustrød strikvest og runde rimless-briller, der har sat sig på bussens øverste etage.
”Har du praktikmave?” spørger hans medstuderende Jonas Foldager fra sæderækken bag ham.
”Oh my God, Jonas, vi skal ikke følges ad i det her tøj,” udbryder Søren Korsholm (brun vest), da han opdager, at de begge to har strikvest og T-shirt på. Foto: Marcus Trappaud Bjørn
De har begge taget strikvest og T-shirt på i dagens anledning, og da det går op for dem, at de også har udset sig flere af de samme praktikpladser, er sammenfaldet pludselig ikke så sjovt.
”Oh my God, Jonas, vi skal ikke følges ad i det her tøj,” siger Søren Korsholm.
Ligesom de fleste andre har han gjort sig mange tanker om dagens tøjvalg. Praktikmessen er førstehåndsindtrykkenes arena – her er hverken plads til dybe samtaler eller lange elevatorpitches – så meget handler om appearance.
Hvordan skiller man sig ud i mængden uden samtidig at støje for meget?
”Normalt kan jeg godt have en lidt hardcore og grov tøjstil. Jeg kan godt lide grimt genbrugstøj fra Polen. Men jeg har prøvet at se mere nuttet ud i dag. Nuttet og tilgængelig – det har været mine go-to’s. Men så har jeg jo øreringene, så if you know, you know,” griner Søren Korsholm og peger på de to tykke ståløreringe, han har i hvert øre.
Jeg tænker faktisk ikke så meget på branchen. Jeg ved bare, at jeg vil være journalist!” siger RUC-studerende Søren Korsholm. Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Mens andre ombord på bussen putter lidt med, hvad de går efter, er Søren Korsholm klar i spyttet.
”Min drøm – altså drømMEN – er ’Kulturen på P1’,” fortæller han.
”Det er et program, jeg hører hver dag. Og jeg har bare en idé om, at hvis du er arbejdsom og opsøgende, så kan du komme mange steder hen, hvis du først er kommet ind i DR.”
Med udsigt til op mod 70 praktikpladser i underskud er praktiksøgningen de kommende journalisters første bekendtskab med en mediebranche i krise. De seneste to år har branchen været ramt af en nærmest ubrudt række af fyringsrunder, og for første gang styrtdykker ansøgertallet til journalistuddannelserne. Men umiddelbart er det ikke noget, der tynger de studerende i bussen.
”Jeg tænker faktisk ikke så meget på branchen. Jeg ved bare, at jeg vil være journalist. Det har jeg et megastort drive på – og så må jeg jo finde en vej som et proaktivt og dygtigt menneske,” siger Søren Korsholm.
Han går op i ordentlige arbejdsvilkår, men hans valg af praktik er ikke styret af snusfornuftige tanker som jobsikkerhed efter uddannelsen.
”Vi får jo at vide, at vi skal søge bredt. Det er mantraet. Men det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg gider ikke gå på kompromis – jeg vil kun et sted hen, hvor jeg virkelig vil hen. Ellers vil jeg hellere vente,” fortæller han.
- Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Med et øredøvende tågehorn skyder praktikkoordinator Martin Vestergaard hver af de i alt seks speeddating-runder af 20 minutters varighed i gang. ”Man kan nå fra nederste til øverste etage på halvandet minut, så der er ingen grund til at løbe,” formaner han. Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Båthorns-PTSD
Frihedsbrevet er forsinket, men ellers har praktikstederne indfundet sig ved de 87 små runde borde i messehallen i Odense. Klokken er lidt i 10, og om lidt går det løs.
På et bord i hjørnet ligger røde tågehorn linet op, klar til at skyde den første af i alt seks speeddating-runder af 20 minutters varighed i gang. Den del står praktikkoordinator på DMJX Martin Vestergaard for – og det har han tydeligvis en fest med. Han er ét stort smil og iført en T-shirt med teksten: ”The future is yours”.
”Nogle studerende fortæller, at de nærmest har fået posttraumatisk stress af lyden fra hornet,” fortæller han, besynderligt stolt.
Ved en af trapperne med udsigt over messehallen står Søren Korsholm og skuer ud over menneskemængden på gulvet. Bag ham hjælper en lyshåret studerende en anden med at sætte hestehalen helt perfekt, mens en kvinde i pink blazer får hjælp til det nærmest eksistentielle spørgsmål: ”Med blazer eller uden blazer?”
”Okay, nu bliver det alligevel lidt noia. Der er jo SÅ mange her!” konstaterer Søren Korsholm ængsteligt.
Få minutter efter tæller Martin Vestergaard ned på fingrene, som var det et racerløb, han satte i gang, og så aktiverer han båthornet.
Flere holder sig for ørerne, mens de haster mod det praktiksted, de først vil møde.
Bolsjer, kager, kuglepenne og kaffe lokker de praktiksøgende til praktikstedernes stande. Foto: Marcus Trappaud Bjørn
På et af bordene lokker Fyns Amts Avis med brunsviger med teksten ”den gode følelse i maven” skrevet i glasur og chokolade.
Viborg Stifts Folkeblad serverer øl fra det lokale bryghus, Altinget byder på ærter, og Nationalbanken disker op med chokoladeguldmønter.
Hos Information ligger der bare en stak aviser.
Brudstykker fra praktikstedernes salgstaler fyger igennem luften:
”For os handler det mere om indstilling end om talent. Hvis du går på arbejde med et smil og gåpåmod, så er der ingen grænse for, hvad du kan komme til at lave,” siger Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg.
”Hos os bliver man en del af en lille redaktion, men man får megameget ansvar,” lover en repræsentant for DGI’s kommunikationsafdeling.
”Vi kan rigtig godt lide, når vi er først med nyhederne – især når vi er før Børsen,” lyder det fra Watch Mediers stand.
Vågnede med hjertebanken
”Jeg leder efter P6 Beat – ved du, hvor det er?”
DMJX-studerende Amila Ibrišagić står lidt rådvild med et fad muffins i armene i midten af lokalet på øverste etage, hvor DR’s 17 stande er stuvet sammen. Fra hver muffin stikker hendes visitkort op som små flag på pinde.
”De er med blåbær og hvid chokolade,” fortæller hun og forklarer, at hun har bagt kagerne for at blive husket.
”Jeg vil gerne skille mig lidt ud – det er simpelthen pointen. Og så illustrerer de måske meget godt, at jeg er lidt skør og skæv,” siger Amila Ibrišagić.
Hun fortæller, at hun har været meget påvirket af praktiksøgningsræset den seneste tid. Faktisk har hun spekuleret over, om hun er hårdhudet nok til mediebranchen.
”Jeg vågnede med hjertebanken i sidste uge, og jeg er da pissenervøs. Det er jo megastress, at der mangler så mange pladser,” siger hun.
Alligevel vil hun ikke lade sin praktiksøgning styre af krisen i branchen.
”Jeg søger simpelthen bare det, jeg har lyst til. Jeg har lige været ovre og høre om P3, og nu skal jeg altså finde P6 Beat,” fortæller hun, inden hun fortsætter sin søgning.
- Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Praktiksøgende Amila Ibrišagić forsøger at blive husket med muffins. Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Smittende begejstring
Efter de første anspændte runder er det, som om stemningen i messehallen bløder lidt op. Blandt rygerne i forårssolen udenfor er den nærmest løssluppen.
”Jeg sveder, som jeg aldrig har svedt før,” griner en kvinde med en masse rouge på kinderne højlydt og lukker luft ind gennem kraven på sin trøje.
”Mine svedpletter er også rimeligt fremtrædende,” siger Helena Luxhøj fra RUC og åbner sin beige trenchcoat, så man kan se skjolderne under ærmerne på hendes hvide T-shirt.
Men det er ikke angstens sved, understreger hun.
”Jeg er faktisk overrasket over, hvor laid back det er. Dem, jeg lige talte med, var SÅ fede. I det hele taget bliver man bare virkelig smittet af den begejstring, man møder alle steder. Jeg får lyst til at prøve det hele!” siger hun.
I mine mørkeste stunder kan jeg da godt tænke: Er der en branche på den anden side?” fortæller Helena Luxhøj, RUC-studerende. Foto: Marcus Trappaud Bjørn
I bussen på vej mod Odense indrømmede Helena Luxhøj ellers, at hun ikke er helt upåvirket af den krisestemning, der har præget mediebranchen i den tid, hun har læst journalistik.
”I mine mørkeste stunder kan jeg da godt tænke: Er der en branche på den anden side? Men det hjælper mig ikke rigtigt at tænke på fremtiden på den måde. Det er jo ikke noget, jeg kan kontrollere. Og jeg uddanner mig til det her, fordi jeg ikke har lyst til noget andet,” forklarer hun.
Hendes medstuderende Kristiane Wedel har det på samme måde.
”Man kan jo ikke vide, hvad der sker om et par år eller fem. Men der, hvor jeg er nu som praktiksøgende, er det ikke noget, der påvirker mig. Jeg går efter, hvad jeg har lyst til, og hvad min mavefornemmelse fortæller mig,” siger hun.
For Kristiane Wedel fra RUC er det kun motiverende, at mediebranchens krise kalder på nytænkning og eksperimenter med lyd og video. Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Sælge sand i Sahara
I en stille afkrog af det hektiske messecenter forsøger en korthåret kvinde i et pangfarvet suit at hijacke tre studerende, som har sat sig ned for at holde en pause.
”Har I hørt om TDC Net? Vi er et infrastrukturselskab, hvor I kan blive del af et lille team, som har det skideskægt,” siger hun begejstret og fortæller, at hun tidligere har arbejdet på både TV 2 og DR.
”Og nu er du så gået over til the dark side?” spørger en af de tre studerende, som er fra SDU.
”Det ER jo kommunikation, men vi driver det som en redaktion. Vi bruger samme værktøjskasse, som man gør på TV 2, og vi prøver ikke at sugarcoate virkeligheden,” svarer kvinden beredvilligt.
”Så tænk på os, når I nu swiper i næste uge,” siger hun med henvisning til det Tinder-lignende online-system, hvor det endelige match mellem praktiksøgende og praktiksteder finder sted.
”Sød!” siger de tre studerende nærmest i kor, da kvinden er gået.
”Men hun skal jo sælge sand i Sahara, det skal hun jo,” tilføjer den ene af dem.
De fortæller alle tre, at de styrer uden om kommunikationsstillingerne i deres praktiksøgning og kun går efter at komme i praktik på en journalistisk arbejdsplads. Også selv om de godt er klar over, at journaliststillingerne bliver færre, mens et sted som TDC Nets kommunikationsafdeling til gengæld vokser.
”Jeg føler bare, der er mere eventyr over journalistik,” forklarer den ene af dem.
Går op og ned
Randers Amtsavis har stadig stort set hele sin enorme skærekage tilbage, da praktikmessen lakker mod enden. Den sitrende energi er afløst af en nærmest mat stemning, og det tynder ud ved bordene. De fleste af de 45 journaliststuderende fra RUC sidder udmattede med deres overtøj og venter på at komme med bussen hjem.
Søren Korsholm – ham med strikvest og drømmen om ’Kulturen på P1’ – har brugt muligheden for mere løse snakke efter de seks officielle runder til at vende tilbage til de praktiksteder, han besøgte i de første runder.
”For at skabe en mere menneskelig kontakt,” forklarer han.
”Det er lidt ligesom min vens scoretrick: Hvis du bare holder dig i nærheden hele aftenen, og det ligner, du har det sjovt, så kan det være, at det virker.”
Der er også en anden ting, han har gået og tænkt over. En slags forklaring, måske, på, hvorfor tsunamien af fyringsrunder og truslen fra AI ikke har bidt sig fast og skabt mismod blandt ham og hans medstuderende.
”For os er krisen i branchen nok bare en præmis for vores væren i verden. Lidt ligesom klimaforandringerne. Der er kræfter på spil, som er større end os, og der er meget lidt, vi kan gøre ved det. Vi bliver nødt til bare at leve vores liv,” lyder hans teori.
”Selvfølgelig går det op og ned i showbiz, men det er jeg egentlig ikke så bange for,” siger Jonas Foldager om fremtiden i mediebranchen. Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Jonas Foldager, den anden vestklædte fra bussen, har det på samme måde.
”Selvfølgelig kan man godt få lidt trykken for brystet, når man ser ’Presselogen’ og hører ’Q&Co’ og læser om alle fyringsrunderne. Men når man møder medierne, oplever jeg, at der er brug for nogen som os. Nogen, der er innovative og har lyst til at udvikle medierne,” siger han og tilføjer:
”Og selvfølgelig går det op og ned i showbiz, Men det er jeg egentlig ikke så bange for – jeg glæder mig bare sindssygt meget til at komme i praktik.”
Klokken nærmer sig 15, da den sorte dobbeltdækkerbus fra RUC ruller op foran messehallen i Forskerparken i Odense. To studerende fra DMJX er ved en fejl ved at komme med ombord, og to cyklister må en tur ud i græsset ved siden af cykelstien for at komme omkring horden af trætte journaliststuderende i kø til bussen.
Om tre dage skal de sende deres praktikansøgninger afsted. Fredagen efter ved de, om der er et match – og så må resten løse sig hen ad vejen.
- Foto: Marcus Trappaud Bjørn
- Foto: Marcus Trappaud Bjørn
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.