Rusland

Nobelprismodtager går af som chefredaktør

Dmitrij Muratov hiver russisk ministerium i retten efter at være blevet stemplet som ”udenlandsk agent”

Nobelprismodtager Dmitrij Muratov trækker sig midlertidigt som chefredaktør for den uafhængige russiske avis Novaja Gazeta.

Det meddeler avisen ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag.

Meldingen kommer, efter at Ruslands justitsministerium fredag stemplede Muratov som en ”udenlandsk agent”.

Han har anket afgørelsen og går af som chefredaktør, indtil en domstol har taget stilling i sagen.

”Muratov er kategorisk uenig med justitsministeriets beslutning og lægger sag an,” skriver Novaja Gazeta i en meddelelse.

”På hans egen anmodning vil den redaktionelle ledelse suspendere Dmitrij Muratov som chefredaktør, så længe sagen varer.”

En anden chefredaktør er udpeget i form af nuværende vicechefredaktør Sergej Sokolov, lyder det videre.

Mærkat til kritikere

Avisen tilføjer, at den mener, at russiske myndigheder har stemplet Muratov som ”udenlandsk agent” på grund af hans meninger og holdninger.

En lang række ngo’er og medier i Rusland har fået det samme mærkat på sig. Det gælder særligt menneskeretsorganisationer, kritikere eller andre, der arbejder med spørgsmål, regeringen ikke bryder sig om.

En del af konsekvensen er, at man bliver pålagt at fortælle, hvordan man finansierer sit arbejde. Alle ens publikationer, herunder opslag på sociale medier, bliver også udstyret med et særligt mærkat.

Tildelt nobelpris

Ruslands justitsministerium hævder, at Muratov har ”brugt udenlandske platforme til at sprede holdninger, der har til formål at danne en negativ holdning til Rusland udenrigs- og indenrigspolitik”.

Muratov blev i 2021 tildelt Nobels fredspris for sit arbejde og sin kamp for ytringsfrihed i Rusland. Han deler prisen med Maria Ressa fra Filippinerne.

Muratov bortauktionerede siden sin Nobel-medalje væk og donerede indtægten til ukrainske børn, der er sendt på flugt på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

Novaja Gazeta fik i november sidste år inddraget sin tilladelse til at udkomme i Rusland.

Den har imidlertid lanceret en europæisk version af avisen, der bliver udgivet fra et kontor i Letland.

0 Kommentarer