”Efter bare et par dage var byen dækket i sort. Det føltes som at være med i en horrorfilm,” fortæller Natalja Zubkova. Foto: Black Snow / Alina Simone
Første gang, Natalja Zubkova for alvor fattede mistanke om sundhedsrisikoen ved kulminerne i byen Kiseljovsk, var, da hun var gravid med sin yngste datter.
Hun havde i forvejen en sund og rask søn, der var hendes første barn, og som blev født i Kirgisistan. Efterfølgende var hun flyttet til Kiseljovsk, hvor hun blev gravid med en datter, der blev født med en nyreskade. Under sin tredje graviditet kunne lægerne konstatere, at også den ufødte datter ville få samme lidelse som storesøsteren.
En nyreskade, som Natalja Zubkova mistænker kunne skyldes forureningen fra kulminerne i Kiseljovsk.
”Hvis jeg opgav idéen om at komme til bunds i den her sag, måtte jeg også acceptere det faktum, at mine børn langsomt ville dø på grund af forureningen. Jeg var drevet af at komme til bunds i sagen for mine børns skyld,” fortæller Natalja Zubkova.
Natalja Zubkova er i København i forbindelse med verdenspremieren på dokumentaren ’Black Snow’, der for første gang vises på CPH:DOX.
Dokumentaren skildrer hendes ihærdige kamp for at grave sandheden frem om en enorm miljøkatastrofe i den sibiriske region Kuzbass, epicentret for Ruslands kulproduktion.
Natalja Zubkova
En sandhed, som de russiske myndigheder ihærdigt har forsøgt at skjule med gennemførte intimideringsstrategier, der i 2021 sendte Natalja Zubkova på flugt.
En by indhyllet i sort sne
Natalja Zubkova arbejdede egentlig som journalist for et lokalt statskontrolleret medie. Men da avisen nægtede at publicere en kritisk historie, hun havde skrevet, om en mystisk brand i et lokalt shoppingcenter, sagde hun op.
Kort efter begyndte hun at lægge videoer op på sit eget site kaldet ’News of Kiseljovsk’.
Landsbyen Kiseljovsk ligger i det sydvestlige Sibirien og hviler på en af Ruslands største kulreserver. Byen er omringet af ni åbne miner, som før i tiden opererede under jorden.
- Foto: Black Snow / Alina Simone
Når kulminerne er åbne, blæser støv ind over byen og forringer luftkvaliteten. Kræft, cerebral parese og tuberkulose har tidligere vist sig at være hyppigere i regionen end i resten af Rusland.
Natalja Zubkova filmede jorden omkring landsbyen, der begyndte at ryge i de varme sommermåneder, og fulgte de lokale, der beklagede sig til myndighederne over forurenet vand.
”Hvis folk fandt ud af sandheden, ville de ikke leve under de her forhold. De ville ikke acceptere det, hvis de virkelig havde al information om kulminerne,” siger Natalja Zubkova.
En vintermorgen vågnede beboerne i Kiseljovsk op til en by indhyllet i sort sne efter en nat med voldsomt snevejr.
”Det skete meget pludseligt. Efter bare et par dage var byen dækket i sort. Det føltes som at være med i en horrorfilm,” fortæller Natalja Zubkova.
Brugte familien imod hende
I takt med at Natalja Zubkovas videoer fik mere og mere opmærksomhed, steg presset på hende.
Pludselig dukkede en hjemmeside kaldet ’Uncensored’ op. Her begyndte der at florere artikler om Natalja Zubkova, som hun mistænker de russiske myndigheder for at stå bag.
”De forsøgte at miskreditere mig ved at sende usande påstande om mig direkte til min mand, mine børn og mine venner. Da min mellemste datter var 14 år, truede hun med selvmord på grund af chikanen,” fortæller Natalja Zubkova, som også indsendte en officiel klage om hjemmesiden, men myndighederne afviste den.
Med lignende metoder forsøgte de at bruge hendes mand imod hende:
”De vidste, at min mand kunne være impulsiv og ofte drak. Det brugte de imod mig ved at overbevise ham om, at jeg var ham utro,” siger Natalja Zubkova.
Hun fortæller, at hendes mand ofte forsøgte at få hende til at stoppe med at grave i sagen.
Sagen endte ultimativt med at koste hende ægteskabet og også hendes hjem, da hun i 2021 blev tvunget til at flygte til et safehouse i Georgien med sin yngste datter efter gentagne dødstrusler.
”Der er ingen ægte journalistik i Rusland nu, kun propaganda. Der er mange journalister, der registrerer det, der sker. Men de redigerer det, så det ikke er kritisk over for regeringen, og meget få journalister stiller kritiske spørgsmål. Min tilgang var at blive ved, indtil jeg fik et svar,” siger Natalja Zubkova.
For blot en uge siden fik Natalja Zubkova humanitær opholdstilladelse i Tyskland.
”Jeg har ikke vænnet mig til at være her endnu, men jeg tror, jeg kan få en følelse af ro tilbage, nu hvor jeg er i sikkerhed,” siger Natalja Zubkova, som håber at kunne fortsætte med at sætte fokus på konsekvenserne ved kulminedriften.
- Foto: Sergei Karpukhin/Reuters/Ritzau Scanpix
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.