Til julefrokosten på tv-kanalen DK4 uddeler chefer og medarbejdere hvert år humoristiske priser til hinanden. For to år siden fik Ole Stephensen en af dem.

»Prisen gives til Ole Stephensen for at lade sig trække op af rendestenen og humpe tilbage til tv igen,« lød begrundelsen.

Han var på det tidspunkt helt ny talkshow-vært og konsulent på DK4 efter næsten seks års fravær fra tv-branchen.

[quote:3]

61-årige Ole Stephensen slår en latter op, når han fortæller anekdoten. Humøret fejler ikke noget længere hos indehaveren af en af de mest succesrige karrierer i dansk tv gennem tiderne. Journalisten har sat ham stævne til en snak om at blive fyret i en moden alder og være tvunget til at genopfinde sig selv fagligt.

Da han i 2008 blev fyret som redaktør og vært på det program, som han selv havde været med til at skabe, ’Go’Morgen Danmark’ på TV 2, var situationen en helt anden. TV 2 udskiftede ham og Line Baun Danielsen med betydeligt yngre værter.

Ingen ringede med nyt tv-job 

En ting var at blive kasseret efter en næsten 30 år lang karriere i tv-branchen som både redaktør, producent og populær tv-vært. Men det var vel bare et spørgsmål om tid, før der kom et nyt tilbud fra et andet program eller en anden tv-kanal, tænkte han. Der var bare ingen, der ringede. Og de manglende nye tilbud gjorde langt mere ondt end selve fyringen.

»Det var hårdt, at jeg pludselig slet ikke kunne bruges i en branche, som jeg så mig selv som en naturlig del af. Jeg fik tilbudt nogle forskellige jobs, men intet i tv-branchen. Jeg tænkte: Hold da kæft, så er der ikke mere for mig. 53 år. Det er kraftedeme tidligt! Jeg fornemmede på egen krop, hvad det er, folk snakker om, når slagteriarbejdere over 50 år bliver fyret og spørger: Hvad fanden skal vi gøre nu?,« siger Ole Stephensen.

»Det ramte mig ikke på min faglige stolthed. Jeg kan det, jeg kan. Det behøver jeg ikke bevise. Men det ramte mig personligt. Jeg tror ikke, at det var en egentlig depression. Men jeg var helt nede i kulkælderen, da det gik op for mig, at det her er sgu ikke godt,« siger Ole Stephensen.

Startede forfra fra bunden

Som så mange andre fyringsramte, modne mediefolk var hans løsning at slå sig ned som selvstændig freelancer.

»Det tog mig noget tid at få slikket sårene. Men så tænkte jeg: Det går jo ikke. Nu er der ikke andet for end at lege, at jeg er 22 år igen. Jeg var tvunget til at finde på noget nyt, og jeg måtte starte fra bunden som freelancer igen. Alt er gået godt, men hold op, hvor er det hårdt at skulle starte forfra. Mit gamle netværk var jo væk, fordi de fleste var ældre end mig,« siger Ole Stephensen.

»Det minder jo om, hvad vi hører i alle brancher. Hvis man er over 50 år, så er det ikke så let at finde noget nyt, som politikerne siger. Det er muligt, at man kalder os for det grå guld. Men der er stort set ikke faste jobs at få, for virksomhederne vil ikke have os,« siger Ole Stephensen.

[quote:2]

Han understreger, at han ikke er det typiske eksempel på en fyret plus 50-årig journalist. At han som kendt tv-vært har haft langt bedre muligheder for at få opgaver som freelancer, end hvis man har siddet 30 år i et redaktionssekretariat, hvor netværket begrænser sig til kollegerne på kontoret.

Bag disken i Hundeshoppen

Ole Stephensen har siden ernæret sig som blandt andet foredragsholder, konferencier, med diverse bogprojekter, ved at tilbyde tv-træning og som medindehaver af konens butik, Hundeshoppen, der har til huse i deres fælles hjem i en gammel købmandsbutik i Vangede, hvor man jævnligt kan finde ham bag disken.

Hvad vil dit råd være til de mange mediefolk over 50 år ude på redaktionerne, som bliver prikket til i fyringsrunderne eller frygter at blive det?

»Jeg vil citere min gamle chef fra ’Lørdagskanalen’ på DR Jørgen Koldbæk, som senere blev min makker i Skandinavisk Filmkompagni. Han havde et ordsprog fra håndboldens verden: ”Lad dem dømme os for angrebsfejl, men aldrig for nøl.” Det er svært at tænke på den måde, når man har rundet de 50 år. Men det er det bedste råd, jeg kan give,« siger Ole Stephensen.

[quote:4]

Han opfordrer folk til at prøve at skabe sig et nyt netværk og eventuelt slå sig sammen i netværk og freelance-kooperativer af jævnaldrende, som er i samme situation.

»Det er svært, hvis du går og tumler med det alene. Jeg tror ikke på, at jobbene er der til mediefolk over 50 år, som bliver fyret. Den eneste måde, de job kan skabes, er ved, at man prøver at lave nogle kreative tænketanke, hvor man slår sig sammen om at tilbyde nogen noget, og hvor man kan forvalte sit arbejde til et fælles bedste. Det er muligvis en angrebsfejl, men det er fandme ikke nøl,« siger Ole Stephensen.

Bog om Lotto-millionærer 

Han ramte selv en god forretning for et par år siden ved at forfølge en banal idé født af nysgerrighed og irritation over, at han aldrig selv har vundet noget som helst i Lotto.

Han ville skrive en bog om dem, hvis liv med ét ændrer sig, fordi de vinder en stor milliongevinst. Danske Spils presseafdeling var i første omgang ikke interesseret i at hjælpe ham med cases. Vinderne ønsker at holde lav profil, lød svaret ifølge Ole Stephensen.

Han begyndte derfor selv at støve gamle Lotto-vindere op. Og efter nogen tid blev han ringet op af marketingafdelingen i Danske Spil.

»De spurgte, hvor langt jeg var med bogen. ”Hvis du kan lave den hurtigt, vil vi gerne hjælpe dig med cases. Lotto fylder snart 25 år, og vi synes, det er en skide god idé med sådan en bog, og vi vil gerne købe hele oplaget”,« fortæller Ole Stephensen.

Bogen ’Tænk – jeg vandt!’ udkom i 360.000 eksemplarer, som Danske Spil købte og forærede væk gratis.

»Man er nødt til at tage nogle initiativer, som man ikke ved hvor fører hen. Jeg vandt i Lotto ved at få den idé,« siger han.

Den dag telefonen ringede 

Der skulle gå næsten seks år, før et opkald fra DK4’s ejer, Stig Hasner, trak ham tilbage på skærmen med et tilbud, som han bare ikke kunne sige nej til. DK4-ejer Stig Hasner spurgte ham, hvorfor han ikke lavede fjernsyn mere. Det havde Ole Stephensen lidt svært ved at svare præcist på. De aftalte, at Stig Hasner skulle komme hjem til ham samme aften. De to kender hinanden helt tilbage fra deres fælles tid i 1980’erne på Kanal 2 i København, som var blandt de første kommercielle lokale tv-stationer, som udfordrede DR’s monopol.

Stig Hasner ville have Ole Stephensen til at lave nogle talkshows på DK4.

»Jeg spurgte ham, hvornår de skulle laves. I næste uge, lød svaret. I næste uge! Jeg tænkte: ”Hold kæft mand, er jeg kommet i himlen. Det er jo ligesom i gamle dage.” Der var ikke nogen fokusgrupper eller bogholdere, som skulle godkende projektet,« siger Ole Stephensen.

Han spurgte derpå Stig Hasner, hvad talkshowet skulle handle om.

[quote:0]

»”Det ved jeg sgu da ikke,” sagde han. ”Det ved du da. Hvad synes du er sjovt. Hvis du synes, det er sjovt, så er der sikkert også andre, som synes, det er sjovt.” Det er sgu da tillid til den kreative proces,« siger Ole Stephensen.

De seneste to sæsoner har han ved siden af sine mange andre projekter været vært og redaktionsleder på DK4’s version af et musiktalent-show, hvor der til forskel fra DR’s ’X Factor’ kun synges dansksprogede tekster.

Du er mangemillionær for længst, og du er fyldt 60 år. Hvorfor overhovedet blive ved med at arbejde?

»Lyst. Der er sjovt at være en del af et hold med mange unge kolleger, som synes, det er fedt at lave tv, og som sørger for, at jeg følger med udviklingen. Når vi rykker ud i landet med DK4 og laver vores talentshows, så er det som at være med i et cirkus. Selv om arbejdstiderne er horrible, er det skidesjovt. Jeg får selvfølgelig penge for det, men jeg ville ikke lave det, hvis jeg ikke synes, det var sjovt,« siger Ole Stephensen.

Fokus, Djøf og Excel

Men når han ser generelt på udviklingen i tv-branchen, er han mindre begejstret. Han mener, at fokusgrupper, djøficering og excelark med seertal har ødelagt den kreative udvikling i branchen.

»Når DR og TV 2 taler om at vinde fredagen, så taler de ikke om at vinde på kvalitet, men på seertal. Når den tankegang bliver overskyggende, så taber kreativiteten og originaliteten. Når det gælder nytænkning og kreativitet, så er DR meget stærke på drama og på radiosiden på satire. Men i programudviklingen på tv er der meget langt mellem snapsene,« mener Ole Stephensen.

»Nu ved jeg godt, at folk i min alder altid siger, at det hele var bedre i gamle dage. Det var det helt sikkert ikke. Men der var nogle ting, der var bedre. Der var meget kort fra idé til handling. Hvis du får en idé til et program i dag, så skal den jo igennem en sværm af konsulenter, talknusere og fokusgrupper, før den får chancen,« siger Ole Stephensen.

Walter og Carlo går ikke i dag

Han peger på, at de komiske figurer Walter og Carlo næppe var blevet til noget i dag. I 1980’erne blev de skabt på DR af Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen som en satire over de mange lokale tv-stationer, der skød op i de år. De to spillede selv hovedrollerne i nogle korte tv-afsnit, som siden blev til tre spillefilm. De var hadet af anmelderne, men den første film trak næsten en million danskere i biografen og er til dato den 15. mest sete biograffilm herhjemme.

[quote:1]

»Walter og Carlo er et godt eksempel, for den idé var så åndssvag. Forestil dig, at den idé skulle have været oppe at vende i fokusgrupper. Nu skal I høre: ”Vi taler om en mand, der har en hælebar, som gerne vil starte en tv-station finansieret af hans rige ven Walter, og kameraet kan græde,”« siger Ole Stephensen.

Han svarer selv på, hvordan han forestiller sig, at fokusgrupper og Djøf-chefer i dag ville modtage idéen:

»Altså, hvad fanden taler I om? Er det børne-tv eller hvad? Man kan ikke akademisk forklare sådan en idé. Det samme gælder en kæmpesucces som ’Thomas Tog’ om talende lokomotiver. Man skal kunne visualisere det og se idéen for sig. Det kan fokusgrupper, excelark, økonomer og Djøf-chefer ikke. Det ansvar skal ligge hos programcheferne. I dag er der ingen respekt for den kreative indsats. Der er kun respekt for garanterede seertal,« siger Ole Stephensen og uddyber sin pointe:

»Det er derfor, at de sidder på DR og TV 2 og siger: ”Nu skal I høre, vi laver sgu ’X Factor’ og ’Vild med Dans’ for 12. gang. Det er ikke kreativt. Jeg synes ikke, det er forfærdelige programmer. Jeg kan bare ikke se udviklingen.«

Tv i dag er ren business

Men betyder det ikke bare, at den kreative udvikling foregår ude i produktionsselskaberne, hvor den kreative proces måske har bedre vilkår?

»Hvis der findes kreativ tænkning i tv-branchen i dag, så er det derude, den foregår. Men det er meget svært at trænge igennem med den, fordi det skal igennem så mange led,« siger Ole Stephensen og uddyber:

»Hvis du som dansk selvstændig producent kommer med et nyt programforslag, som derfor ikke har nogen trackrecord, hvor du kan pege og sige, se hvor godt det er gået i Australien og Thailand, så kan du næsten godt opgive at komme igennem med det. Tv i dag er ikke en forsøgsvirksomhed, det er en business, hvor vi sender ting, som vi ved fungerer.«

Hvad er løsningen?

»Jeg er ikke sikker på, at jeg har løsningen. Jeg konstaterer bare, at sådan er det blevet,« siger Ole Stephensen.