DET VAR TIRSDAG ud på eftermiddagen den 1. maj. Særlig rådgiver Marie Hjortdal sad på sit kontor i Miljø- og Fødevareministeriet og arbejdede, da Esben Lunde Larsen bad hende komme ind på sit kontor.

Han samlede også departementschefen og de sekretærer, som var i ministersekretariatet på det tidspunkt. Marie Hjortdal havde på fornemmelsen, at der var noget i gære. Esben Lunde Larsen havde sagt noget til hende dagen inden, som gav hende den fornemmelse. Det var nok til, at hun tog sine forholdsregler. 

”Når en minister stopper, bliver man fritstillet med det samme. Man skal lynhurtigt ud, fordi der er nogle nye, der skal ind. Så jeg tog faktisk ind på kontoret, aftenen før jeg vidste noget som helst om, hvad der skulle ske, og ryddede op på mit kontor og fik styr på mine bunker og mine ting og sager derinde. Sådan så der enten bare var rigtigt fint ryddet op. Eller også var der klar til afgang.”

Marie Hjortdal går med sikre, afslappede skridt i sine bløde sneaksko, mens hænderne fabulerer foran hendes cremefarvede skjorte. Vi er i Hareskoven nord for København, som er et af hendes heller. Naturen og skoven giver hende en slags fred indeni, som det kan være svært at finde i en hverdag med et job som særlig rådgiver. Eller i dansk politik i det hele taget. 

En fornemmelse af, at noget var i gære

Som regel foretrækker Marie Hjortdal at gå i skoven alene, også uden sin kæreste og sin søn, men bare hun og hunden Soya. Det lille uldne gadekryds er også hjemmevant i fuld gang med at udforske skovbunden foran os. I dag har Journalisten fået lov til at følges med Marie Hjortdal på skovstierne, fordi hun har sagt ja til at fortælle om den dag, da hendes minister stoppede. Og hun derfor også selv stoppede – som ministerens særlige rådgiver. 

Aftalen er, at interviewet skal handle om hende og hverken om hendes minister eller regeringens politik. Derfor afviser hun også høfligt at fortælle, præcis hvad Esben Lunde Larsen havde sagt til hende, som gav hende fornemmelsen af, at noget var i gære. Hvilket hun skulle vise sig at få ret i, da hun stod med kollegerne fra ministersekretariatet omkring Esben Lunde Larsens mødebord på hans kontor.

”Så fortalte han – og han var faktisk smilende imens – at han havde valgt at stoppe som minister og gå ud af politik. Ikke genopstille ved næste valg.”

Selv om Marie Hjortdal havde haft på fornemmelsen, at der var en ministerrokade eller noget andet stort undervejs, kom sidste del af det, han sagde, alligevel bag på hende.

”Jeg blev faktisk meget overrasket over, at han havde truffet en så omfattende beslutning helt at gå ud af politik. Det tror jeg gjaldt alle i rummet,” siger hun.

Marie Hjortdal gik ind på sit kontor og pakkede sine ting i flyttekasser. Hun ringede til sin kæreste og prøvede at få fat på sin søn, så også han kunne få nyheden, inden den kom i medierne. I ministersekretariatet blev de hurtigt enige om at arrangere en afskedsmiddag samme aften. Der var få timer, til Statsministeriet ville melde nyheden ud, og Marie Hjortdal var stadig på arbejde.

”Jeg tænkte på, hvem jeg skulle huske at tale med om, hvad der var op og ned i denne her historie, hvordan det skulle præsenteres, og hvordan verden udenfor ville modtage det? Jeg tænkte ikke på, hvad der nu skulle blive af lille mig, ikke lige der.”

Hun træder til side et øjeblik på stien og tørrer en klump fugtig skovbund af den ene skosål med et stort blad. En hundeejer krydser os og kommenterer, at Soya ikke vil hilse på hans hund.

”Nej, hun spiller lidt kostbar. Jeg ved ikke, hvor hun har det fra,” siger Marie Hjortdal og smiler. 

Vi går videre, hun fortæller.

”Du skal gide det der, ellers så skal du ikke have det job”

”I de tre år med Esben havde vi da haft masser af besværlige og svære sager. Da han besluttede at stoppe som minister, var vi også i gang med nogle sager, som var svære, og som jeg ikke lige havde fundet ud af endnu, hvordan vi skulle fikse. I det øjeblik han stoppede, så havde jeg ikke længere ansvar for at løse de sager. Det var da en lettelse, men det var også et tab. Jeg havde gjort det i de tre år, fordi jeg faktisk syntes, det var rigtig sjovt, og selv lærte meget af det.”

Vi går op ad en stejl skrænt, mens hun taler. Hun er ikke forpustet.

”I særlig rådgiver-jobbet ender alle de besværlige sager henne på dit bord. Når man beskæftiger sig med mange svære sager, lærer man også at finde en vis ro og navigere i det. I politik på det niveau er der altid nogen, der synes, at man gør noget forfærdeligt, og det skal man kunne leve med. Du skal have en kærlighed til det, du skal gide det der. Ellers så skal du ikke have det job,” siger Marie Hjortdal.

Alt det praktiske om en minister-afgang havde hun prøvet i februar 2016, da Esben Lunde Larsen rykkede fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet. Det var et mindre drastisk brud, for Marie Hjortdal skulle ikke stoppe som særlig rådgiver. Hun skulle med ministeren videre ”til den anden side af vejen”, som hun siger. 

Dengang havde hun stået og set på ministersekretariatets tv i Uddannelses- og Forskningsministeriet, da ministrene kørte fra Amalienborg. 

”Så kom der en dame fra HR og prikkede mig på skulderen og sagde, at her var mit fritstillingsbrev, og det skulle jeg lige skrive under på, så var jeg altså blevet fritstillet. Hun bad også om mit adgangskort, mit folketingskort og min telefon, min computer og min ipad, jeg skulle lige rydde kontoret, og det skulle være nu.”

”Det er en meget resolut behandling, man får som særlig rådgiver der. Det kører fuldstændigt efter nogle forskrifter, og det er sådan, det skal køre. Men jeg har tænkt over, at jeg var glad for at have oplevet processen før på et tidspunkt, hvor jeg bare skulle videre til et andet ministerium. Det tror jeg gjorde mig lidt mere tryg i det, der skulle ske,” siger hun.

Stor respekt for beslutningen

Et par timer efter det lille møde på ministerkontoret skrev Esben Lunde Larsen et Facebook-opslag, hvor han annoncerede, at han havde valgt at stoppe som minister. Statsministeriet sendte en pressemeddelelse ud med samme besked.

”Næste dag var der ministeroverdragelse, og han (Esben Lunde, red.) gav nærmest ingen interviews. Min telefon var rødglødende i et døgn. Han havde sagt, hvad han ville på Facebook, og journalisterne havde meget svært ved at forstå, at han ikke havde mere at tilføje. Det havde han sådan set ikke. Derfra bestod mit arbejde i et døgn i at se på min telefon, der ringede, og afvise alle de journalister, der gjorde sig forhåbninger om at få en uddybning,” siger Marie Hjortdal.

Normalt ville hun sagtens kunne forstå de journalister, som insisterede på at få et interview med kommentarer ud over, hvad en politiker selv har formuleret i et Facebook-opslag. Men lige her var der tale om en mand, som havde besluttet helt at stoppe i politik. Derfor kunne Marie Hjortdal egentlig godt forstå, at Esben Lunde Larsen ikke følte, han skyldte pressen at uddybe sin beslutning. En beslutning, som hun i øvrigt ikke havde været en del af.

”Esben og jeg havde arbejdet tæt sammen. Og jeg har stor respekt for, at han havde truffet en beslutning, der havde sådan en livsændrende karakter for ham, i et andet privat rum. Jeg føler mig ikke holdt ude af noget, jeg burde have været inde i,” siger Marie Hjortdal.

En appelsin i turbanen

Det var Esben Lunde Larsen, som kort efter valget i sommeren 2015 kontaktede Marie Hjortdal for at spørge, om hun ville være hans særlige rådgiver. På det tidspunkt havde hun været på Politiken i 10 år, blandt andet som uddannelsesjournalist. Selv om hun var glad for både arbejdspladsen og kollegerne, begyndte rastløsheden at spire.

”Jeg følte faktisk, at jeg måske var ved at løbe lidt tør på Politiken. Så kom den mulighed som en appelsin i turbanen, og det tog mig ikke ret lang tid at beslutte, at det skulle jeg. Jeg spurgte mig selv, om jeg skulle være på Politiken i 10, 20, 30 år mere – eller om jeg skulle flytte mig,” siger Marie Hjortdal. 

Det blev begyndelsen på tre hektiske år, hvor mødekalenderen ofte begyndte klokken syv om morgenen, og hvor telefonen kunne ringe til sen aften, i perioder hver dag. Tre år, hvor Marie Hjortdal aldrig kunne holde fuldstændigt fri. Hun fandt ud af at balancere jobbet og privatlivet. Især i forhold til sin søn Villads, som bor halvdelen af tiden hos hende.

”Der skal nok være et forældremøde, jeg har misset. Men jeg lavede det princip for mig selv, at når min søn ringede, så gik jeg ud og tog telefonen. Jeg har mange gange forladt møder hos ministeren for at gå ud og tage telefonen, når min søn har ringet.”

Hun afbryder sig selv, da vi kommer til en lysning med en lille sø.

”Ej, prøv at se, hvor smukt med det der grønne andemad – og de grønne træer.”

Andemaden ligger så tæt i søen, at den næsten ligner en lysegrøn græsplæne. Trækronerne højt oppe er stadig grønne, men der ligger knasende visne blade på skovbunden. Sommer er lige ved at tippe til efterår.

Marie Hjortdal tager tråden op igen, da vi fortsætter på stien.

”Vi har hygget os med, at jeg har været meget hjemme nu, men han sagde lige til mig i morges, at han syntes, det var fint, hvis jeg snart begyndte på arbejde igen, så han kan være lidt alene hjemme om eftermiddagen,” siger hun og griner.

”Jobbet har betydet meget mere for omverdenens opfattelse af mig, end det har betydet for mig”

Springet fra en fastansættelse på Politiken til et job med en ukendt udløbsdato var stort. Men det største spring var måske i virkeligheden, hvordan omgivelserne ændrede opfattelse af hende.

”Det er helt klart min opfattelse, at jobbet som særlig rådgiver har betydet meget mere for omverdenens opfattelse af mig, end det har betydet for mig. Uden tvivl. Jeg har været til et hav af sociale arrangementer, hvor folk syntes, at det, vi skulle tale om, var mit arbejde, mens jeg egentlig tænkte, at jeg havde fri. Og i øvrigt indeholder andet som menneske end min jobfunktion, som vi også kunne tale om.”

Soya drejer af skovstien foran os og sætter kursen i retning tilbage mod parkeringspladsen.

”Det kan være, hun skal vise vej,” siger Marie Hjortdal, og vi følger efter hunden.

Hun er ikke i tvivl om, at sagerne i ministeriet og regeringen i det hele taget også skinnede tilbage på hende som særlig rådgiver.

”Vi har jo nok en opfattelse af, at man adopterer de ting personligt, som ens arbejdsplads står for. For mig har det mere været en faglig indgang. Men sådan er det, når man går ind i et hverv, som de fleste mennesker i Danmark interesserer sig for.”

Tror du, det betød noget i den sammenhæng, at du netop kom fra Politiken – og ikke for eksempel fra Venstre – altså at du skiftede fra en kulturradikal avis til en minister, som var i flere mediestorme?

”Det er klart, at folk, der syntes, de kendte mig og vidste, hvad jeg stod for, har haft behov for at teste mig af, fordi jeg begyndte at arbejde for noget, der ikke lige umiddelbart rimede på det gamle. Det synes jeg egentlig også er naturligt nok.”

De tre år som særlig rådgiver har ændret Marie Hjortdals syn på pressen. Nu ser hun tydelige og forudsigelige mønstre i, hvordan pressen agerer. Hvornår de går til oppositionen for at indhente kritik. Hvornår de stiller sig i kødrand med kritiske spørgsmål til ministeren. 

”Når du sidder som journalist på Politiken, så har du din historie. Du ringer og siger: ”Jeg vil godt spørge om det og det.” Når du sidder på den anden side, så kan du regne ud på forhånd, at lige om lidt så er der 10 journalister, der ringer og spørger om præcis det der, som den enkelte journalist synes er et fint og originalt spørgsmål,” siger Marie Hjortdal.

Hun overvejer, om journalister ind­imellem glemmer at være nysgerrige.

”Når vi har store dramatiske sager i politik, så går alle journalister i samme retning. De står i det samme ulvekobbel, de stiller de samme spørgsmål, de går hjem og laver deres historier, og de ligner alle sammen hinanden mere eller mindre. Det undrer mig, også kommercielt, for alle medier ligner hinanden, når vi har de store dramaer.”

Tre forskellige vinkler på det samme

Fra 15. september begynder Marie Hjortdal som policy lead hos medicinalvirksomheden Novo Nordisk og skal arbejde med public affairs, hos hvad hun kalder ”Danmarks største skatteyder”. Det gik ret nemt at finde et interessant job.

”Det var selvfølgelig omme i baghovedet med det samme, men det var ikke det, jeg først og fremmest fokuserede på og tog mig af. Men jeg fik ret hurtigt forskellige henvendelser fra folk, som tilbød mig noget arbejde eller ville snakke med mig om noget arbejde. Og det her job hos NOVO havde jeg faktisk allerede hørt om, inden jeg stoppede hos Esben.”

Marie Hjortdal kender Novo Nordisk både fra sin tid som uddannelsesjournalist på Politiken og tiden som særlig rådgiver i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

”Jeg havde lyst til at flytte mig selv et sted hen, som er nyt for mig, og hvor jeg kan lære noget nyt. Jeg har altid været samfundsinteresseret, jeg har altid været politisk interesseret. Nu har jeg siddet som journalist og set politik beskrevet udefra, jeg har set det fra det politiske maskinrum, og nu skal jeg hen og se det fra en interessent. Det er tre forskellige vinkler ind på det samme: Hvordan skabes og udføres politiske beslutninger i det her land?”

Som journalist har hun altid været drevet af at tilegne sig kompliceret stof eller trænge ind i svært tilgængelige miljøer og formidle det derfra til en større forsamling.

”Da jeg gik på journalisthøjskolen, var der ikke nogen kommunikationslinje. Da var kommunikation ildeset, fordi kommunikationsmedarbejdere var nogen, der modarbejdede journalister. Sådan havde jeg det ikke. Jeg har altid godt kunnet forestille mig, at jeg skulle lave noget, som var mere ovre i kommunikationsgenren.”

Hun fik forhandlet, så hun kan vente til 15. september med at starte hos Novo Nordisk. På den måde er der tid til at lande efter tre år som særlig rådgiver. Hun har vandret i bjergene i Schweiz, været i familiens sommerhus i Thy og har taget sig god tid med sønnen og kæresten hjemme. Der bliver også lige tid til en tur til Paris, inden den nye hverdag begynder.

Hun er glad for, at hun tog springet til særlig rådgiver-jobbet. 

”Jeg ville da gerne have været fri for de svære sager, der har været undervejs, så vi bare kunne skøjte hen over det hele. Men jeg må sige, at der også er en fagnørd i mig, som er glad for at have oplevet det. For jeg har lært helt utroligt meget af at være med til at håndtere det,” siger Marie Hjortdal.

Tre tidligere særlige rådgivere:

"Jeg vidste godt, at SF var udfordret, men ikke at det var SÅ udfordret”

Hvem: Allan Larsen
Hvad: Særlig rådgiver for daværende skatteminister Jonas Dahl (SF) i 14 dage fra 16. januar til 30. januar 2014
Før det: Fastansat journalist på Ugebrevet A4
Stoppede da: SF trådte ud af regering 30. januar 2014
Siden da: Projektansat hos FOA (sep-nov 2014). Siden november 2014 henholdsvis nyhedsredaktør og journalist på Børsen

Hvordan fik du at vide, at din minister stoppede?

”Jeg havde siddet hjemme onsdag aften og set på tv, da SF var samlet i DGI-byen. Det varede til kvart over et om natten, eller hvor sent det nu var. Jeg havde bare set de der top-SF’ere gå ud ad døren. 
Den følgende dag var Jonas (Dahl, red.) kaldt i samråd fra klokken 7, så vi mødtes med nogle embedsfolk i ministeriet om morgenen. Der var meget få timers søvn den nat. Jeg tog ind, Jonas blev briefet, så tog vi over på Borgen. Så vidt jeg husker, var klokken otte, da vi gik ud fra samrådet. Så sagde han (Jonas Dahl, red.), at han lige skulle til et møde med den øvrige ledelse et sted. Det viste sig efterfølgende, at det var i Anette Vilhelmsens ministerium. Inden jeg nåede at snakke med ham igen – så kom nyheden ud. Jeg kan ikke huske, om det var på News, eller om jeg fik en sms fra en eller anden.”

Hvad tænkte du lige i det øjeblik?

”Jeg var i chok. Det vidste jeg ikke lige dengang, men det kunne jeg se, da der var gået noget tid. Jeg havde sagt mit gode job på Ugebrevet A4 op for måske at lave et vognbaneskift til kommunikation. Jeg vidste godt, at SF var udfordret, men ikke at det var SÅ udfordret, så det kom faktisk som et totalt chok for mig.”

Hvordan var det at orientere sig efter et nyt job?

”Jeg havde 14 dages erfaring med kommunikation, så det var ikke nok til, at jeg rigtigt kunne bruge det til noget. Jeg blev faktisk tilbudt et job af en kammerat, der sad et godt sted, en uge efter – eller også var det samme dag. Pointen er, at det faktisk kom for hurtigt, jeg var slet ikke afklaret med, hvad jeg skulle. Efter svære overvejelser endte jeg med at takke nej til jobtilbuddet. Jeg var virkelig i vildrede. Den lille smule karriereplan, jeg havde lavet, var blevet fuldstændigt eroderet. Efter noget tid søgte jeg jobs og var til karriererådgivning og prøvede i det hele taget at orientere mig. Omkring sommerferien, hvor dagpengegrænsen begyndte at true, gik det pludselig lynhurtigt både med FOA og Børsen. Så det endte godt. Og det er jo en skideskæg historie at fortælle mine børnebørn en dag.”

"Det vigtigste er, at min familie har det godt igen”

Hvem: Christian Ingemann Nielsen
Hvad: Særlig rådgiver for daværende forsvarsminister Carl Holst (V) i 39 dage fra august-september 2015
Før det: Presserådgiver for ledelsen i Region Syddanmark, frem til Carl Holst blev valgt til Folketinget. Herefter jobsøgende, indtil han blev tilbudt jobbet som særlig rådgiver
Stoppede da: Carl Holst trak sig som forsvarsminister efter mindre end 100 dage på posten efter flere kritiske sager, blandt andet efter beskyldninger om, at Christian Ingemann Nielsen ulovligt havde hjulpet Carl Holst med at føre valgkamp
Siden da: Fra april 2016 kommunikationschef i Bæredygtigt Landbrug

Hvordan fik du at vide, at din minister stoppede?

”Det vil jeg faktisk ikke afsløre, for det giver nok sig selv, at den særlige rådgiver i mange tilfælde vil være inde over den beslutning. Men det bar jo derhenad i hvert fald de sidste timer. Derfor var det ikke noget chok i sidste ende.”

Hvad tænkte du lige i det øjeblik?

”Da først det var slut, havde jeg én eneste ting i tankerne – og det var at komme hjem til familien. Jeg havde en kone, der var brudt sammen, og nogle børn, som var rigtigt kede af det og troede, deres far skulle i fængsel. Jeg blev også selv efterforsket af politiet. Jeg havde en gammel mor, som hverken turde åbne avisen eller tænde for tv. Så det var simpelthen prioriteringen for mig: At komme hjem og få styr på det.”

Hvordan var det at orientere sig efter et nyt job?

”Guderne skal vide, at da jeg begyndte at gøre lidt for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, så stod arbejdsgiverne ikke ligefrem i kø. Jeg tror, de fleste, der har været særlig rådgiver for en minister, vil sige, at det er en fantastisk ting at have på sit CV. Men det er selvfølgelig det stik modsatte lige efter en skandale, som også er en offentligt kendt politiefterforskning, hvor man selv er en af hovedpersonerne. I sommeren mellem mit arbejde i Region Syddanmark og i Forsvarsministeriet var jeg meget tæt på at blive pressechef for Danske Svineproducenter. Men lige inden samtale nummer to ringede en vis forsvarsminister og spurgte, om jeg ville være hans særlige rådgiver. Jeg fandt ud af, at direktøren i Danske Svineproducenter i mellemtiden var blevet direktør for Bæredygtigt Landbrug. Så sendte jeg ham en sms og spurgte, om han ikke havde brug for lidt kommunikationshjælp i sin nye forening – og så svarede han med det samme: ”Hvornår kan du starte?” Efter at politiet har lukket sin efterforskning og rigsadvokaten har konkluderet, at jeg rent faktisk passede mit arbejde i Region Syddanmark, har jeg heldigvis kunnet mærke, at jeg ikke længere er en varm kartoffel, som ingen tør røre ved. Denne sommer har jeg oveni købet haft den store ære at sige pænt nej tak til et jobtilbud udefra. Men det vigtigste er, at min familie har det godt igen.”

”Min første tanke var, at det var ærgerligt”

Hvem: Esben Baltzer
Hvad: Særlig rådgiver for daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S) fra september 2011 til august 2013
Stoppede da: Mette Gjerskov måtte stoppe som minister i forbindelse med ministerrokade 9. august 2013
Siden da: Fra januar 2014 forskellige jobs som public affairs-rådgiver og siden september 2017 head of public affairs & media Denmark for Vattenfall

Hvordan fik du at vide, at din minister stoppede?

”Det ringede hun (Mette Gjerskov, red.) og sagde til mig, lige efter at hun havde talt med statsministeren. Hun sagde noget i retning af: ”Det var det. Det var en fornøjelse.”

Hvad tænkte du lige i det øjeblik?

”Min første tanke var, at det var ærgerligt. Det er et spændende privilegium at være med til at lave politik på det niveau og så tæt på, hvor beslutningerne bliver truffet. På en måde blev jeg også lettet, for det at være særlig rådgiver er også et svært og et udfordrende job. Så der er også en vægt, der bliver løftet fra ens skuldre.”

Hvordan var det at orientere sig efter et nyt job?

”Man har en forholdsvist god fratrædelsesordning som særlig rådgiver (seks måneder med løn, red.), så jeg valgte at tage en pause og bruge noget tid på at finde ud af, hvad jeg så ville. Jeg snakkede med dem, der havde prøvet noget lignende, for at finde ud af, hvad det var for typer jobs derude, som kunne være spændende for mig. Jeg tog det som en mulighed for mig selv til at se, om jeg ville fortsætte i en rådgiverrolle, eller om jeg ville prøve noget andet. I den proces kom jeg frem til, at jeg egentlig godt kunne tænke mig at være i det private et stykke tid. For mig var det en klar fordel at have været særlig rådgiver, for man lærer nogle ting, som der er en efterspørgsel efter, og som der måske ikke er så mange, der har. Så jeg syntes egentlig ikke, det var svært, det var mere et spørgsmål om at finde ud af, hvad der lige passede mig.”