Engang var danskerne et folk, som spiste fluesvamp og invaderede England. Det var selvfølgelig ikke pænt gjort.

Men på den anden side er det også svært at være vidne til, hvordan danskerne i dag er blevet grebet af en altomsluttende frygt for at blive ædt, inficeret, forgiftet, udkonkurreret og erstattet.

Jeg ved ikke, om det bare er sådan, de mentale fjedre nu engang er indrettet i et rige, der engang var meget større, og nu er blevet så lille, at mange klumper sig sammen i hovedstaden for at bevare illusionen om at leve i et stort land.

Men medierne hjælper i hvert fald ikke til.

Listen over trusler mod den danske stamme er uendelig og i konstant vækst. Futtog-larver med dræberhår, giftige pastinakker, rovmåger, råberåger, tyvagtige sæler, lammende flåter, saboterende bævere, selv nysgerrige kvier gudhjælpemig kan sælges som en potentiel fare.

En minister i friluftsbuks stiller op til lit de parade for en død ulv, som var der tale om en drage, der havde brændt det halve af landet ned.

En billardkugle i røven

Der er ikke én, der bare fniser lidt i krogene.

Det skulle da lige være biologen Morten D.D. Hansen, som til dette blad udtalte, at ”Der er flere mennesker, der er kommet til skade ved at få en billardkugle op i røven, end der er blevet bidt af ulve. Så der mangler lidt med proportionalitetssansen.”

Det vil jeg gerne have broderet i korssting.

Hvordan det er gået til, at vi er blevet probably det mest fremmedgjorte folk over for naturen og verden omkring os, får vi ikke at vide, selv om det måske er den mest interessante historie.

Mens jeg venter på den, plukker jeg fortsat mine kantareller i ulveland mellem ulvelorte og ulvespor i indlandsklitterne. Når jeg en sjælden gang ser en ulv, føler jeg mig heldig.

Skal Sofie destabilisere Danmark?

Seneste fjende hedder Sofie Rud. Den tidligere USA-kommentator på TV 2 har fået job som rådgiver på den amerikanske ambassade.

Det har udløst hård kritik fra politikere og gamle kolleger, hvor hun nærmest hænges ud for landsforræderi, fordi det antages, at hun skal hjælpe amerikanerne med at få fat i Grønland.

Slående er det ved kommentarerne, hvordan en rem af Donald Trumps skingre retorik synes at være smittet af på kritikerne af Trumps nye hyrede hånd.

Sofie Rud støtter nu en administration, der ”aktivt arbejde på at destabilisere Kongeriget Danmark” (Jarl Cordua), og hun ”spiller russisk roulette ved at lade sig ansætte ved den amerikanske ambassade.” (Mirco Reimer-Elster).

Dem og os i Pilestræde

Jeg tænker, at så længe Sofie Rud ikke arbejder for TV 2 og den amerikanske ambassade på samme tid, er det vel hendes egen sag, hvor hun hæver sin løn. Vi er trods alt endnu ikke i krig med USA.

Christian Foldager, Weekendavisens debatredaktør, er også på en drabelig ”dem og os”-mission med sin udtalelse i Berlingske Medias koncernkampagne om, at ”hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting”.

”Weekendavisen og resten af Det Berlingske Hus skal være noget for nogen. Det nogen er – og har altid været – det borgerlige Danmark. Vores redaktørerklæring forpligter mig og alle andre i huset til at arbejde ud fra et borgerligt værdigrundlag,” lyder et andet citat fra Foldager, som er blevet håndplukket til kampagnen af koncernchef Anders Krab-Johansen.

Den har jeg gået og tygget på hen over sommeren. Da jeg startede som journalist i 1980’erne, var det i den såkaldte Venstre-presse.

Redaktørerklæring er for redaktører

Det var ikke usædvanligt, at redaktører havde (Venstre-folkene) Erik Eriksen på væggen og Poul Hartling i vindueskarmen.

Senere skiftede jeg til Jydske Tidende, en konservativ avis.

Aldrig er jeg som menig journalist blevet påduttet et borgerligt værdigrundlag. Det har altid handlet om journalistiske værdier.

Redaktørerklæringen (i Berlingske Media) fra 1948 er, som navnet antyder, for redaktører og først og fremmest et frihedsbrev i forhold til partitilknytning.

Foldager siger dermed noget, som ganske enkelt ikke er korrekt. Og når han alligevel hejser det borgerlige flag over selv karrysalaten i kantinen, bringes journalistikken ind i det rum, som redaktørerklæringen netop skulle holde det ude fra.

Nemlig et rum, hvor det er svært at sige, hvor journalistikken ender, og propagandaen begynder. Medarbejderforeningen har protesteret, og Krab-Johansen har forsøgt at slå det hele hen. Bundlinjen er endnu tavs.

Stivnede koncepter

Det var med et vemodigt stik i hjertet, at jeg læste om Matilde Kimers opsigelse af sin stilling som korrespondent for Danmarks Radio. Ikke fordi jeg har fulgt hendes arbejde tæt og var en fan.

Tværtimod har jeg gennem de sidste år set mindre og mindre TV-Avis. Men hendes begrundelse for at sige op var stort set sammenfaldende med min egen oplevelse af en nyhedsformidling, der er stivnet i sit eget koncept.

”Jeg har ikke noget imod koncepter og formater. Man er jo nødt til at følge med. Men jeg synes, variationen over emnerne er skrumpet ind. Og så er der meget stærk fokus på korrespondentrollen som en meget livebaseret formidler, mere end at det handler om at komme ud og møde virkeligheden,” udtalte Kimer.

Hun fortsatte: ”Jeg kunne simpelthen ikke spise mig mæt journalistisk.”

Præcis samme fornemmelse har jeg siddet tilbage med, når jeg en sjælden gang har tændt for TVA.

Værterne er stjerner, der ofte fylder mere end historierne, og korrespondenterne fremtræder som hånddukker, der popper op rundt omkring i verden for at fortælle, hvad man som regel allerede godt ved i forvejen.

Mereommig-land

Det er helt i orden at søge at få så mange som muligt med. Barren kan dog blive så lav, at nyhedsrummet ender som et meget dyrt samtalekøkken, hvor der kun spises kold leverpostej.

Et dukkehjem, som jeg godt kan forstå, at Matilde Kimer nu forlader for at realisere sig selv som journalist.

Lyspunktet i denne klumme kommer igen ikke fra jegsynes-land, hørlidt mereommig-land, meningsmålingsland eller spekulationsland - men fra Provinsen, en efterhånden hvid plet på landkortet for mange medier.

Det er en historie, udfoldet i en serie, om en skoleleder i Ringkøbing, som tog sit eget liv efter et langvarigt og urimeligt pres fra ledere længere oppe i den kommunale administration.

Skrevet sobert af lokaljournalist Lars Kryger fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern med bistand fra Gravercentret.

Som medlem af lokalsamfundet kendte jeg tragedien, men troede ikke, at den kunne løftes journalistisk af nogen så tæt på. Det er den eneste trøst, der er at finde. At den blev fortalt.

Et godt kvartal ønskes til alle.