Mur.

Det var det sidste ord, jeg nåede at skrive i en artikel, jeg var i gang med, da jeg for et år siden blev ringet op af min chef og fyret sådan ganske ud af det blå.

”Skal jeg ikke skrive artiklen færdig?”, hørte jeg mig selv spørge – lidt som hvis den afdøde rakte hånden ud af kisten for at spise med ved mindehøjtideligheden. Man tror måske, at jeg havde taget af kassen eller på praktikanten. Men det var noget langt værre. Digital omstilling.

Som det suttede analoge bolsje, jeg er, blev jeg som så mange andre journalister nødt til at skifte branche. Nogle af de andre kører taxa eller er blevet lokoførere. Jeg selv er blevet fyrmoster på Bovbjerg Fyr. Ikke fyrmester, men -moster, administrator af et kulturhus, som holder til på lerklinten over havet.

Når jeg står i toppen af fyret og skuer mod vest, kan jeg bare se hav og havvindmøller. Fra den modsatte side bløde bakkedrag formet af istid, vind og plov. Mange gårde ligger forladte hen. De tiloversblevne mennesker rykker tættere sammen. Løfter noget tungt i flok, fordi de kan. Som stenalderens bønder, der stablede tunge sten oven på hinanden. Sådan en stenkæmpe er fyret, mit nye hjem.

Det her er det første, jeg har skrevet i et helt år, hvor jeg efterhånden havde vænnet mig fra at betragte verden omkring mig med journalistens sorterende blik. Men nu får det ende. I denne klumme, som før eller siden vil slutte med et ord, ingen endnu kender, vil jeg fra min ophøjede, fjerne udsigtspost kommentere nævneværdige tildragelser i medierne.

Konflikten på Lolland

Jeg starter på Lolland, hvor fornuftens kæde tilsyneladende er hoppet af for en stribe lokalpolitikere med selveste borgmesteren i spidsen.

De er sure på lokalavisen Lolland-Falsters Folketidende over en artikel, hvor et kor af anonyme kilder tegner et ikke særligt flatterende billede af magtforholdet mellem politik og administration i kommunen. Harmen er tilsyneladende fremkaldt af, at kilderne får lov at ”kaste stenen og gemme hånden”, som man ville sige på italiensk.

Anonymitet er selvfølgelig et greb, som kun bør bruges, når der ikke er andre muligheder, og historiens vigtighed samtidig byder det.

Alene ud fra reaktionerne virker det som om, at artiklen har sat fingeren midt i et skælvende, ømt punkt, som virkelig trænger til opmærksomhed. Flere politikere har opsagt deres kommunalt betalte abonnementer på avisen, og den tidligere borgmester Holger Schou Rasmussen (S) har foreslået besparelser på både abonnementer og kommunale annoncer i avisen.

En straffeekspedition, som kan komme til at koste Lolland-Falsters Folketidende et godt stykke over en halv million kroner i manglende indtægter og måske en arbejdsplads eller to. Metoderne er blevet kaldt Orban’ske. Folketingets Ombudsmand er gået ind i sagen.

Set fra Fyret er det en rigtig trist affære, som er endnu en påmindelse om, hvor sårbar og udsat lokaljournalistikken er blevet i dagens medieverden, og hvor meget vi bør værne om den måske vigtigste disciplin inden for faget. Når lokaljournalistikken er mest uforfærdet og kompromisløs, er den det fundament, al anden journalistik burde hvile på.

Vanopslagh og Weekendavisen

Hvad der i den henseende gik galt på min gamle arbejdsplads Weekendavisen i den seneste valgkamps hede, har jeg ingen anelse om.

Tre dage inden valget havde Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, i et interview med avisen kaldt debatten om drikkevandet for noget pjat og hysteri. Men det var bare ikke noget, avisens læsere fik at vide før efter valget, og det på trods af den nye digitale omstilling, hvor man jo skulle tro, at nyhederne rejste hurtigere end før.

Det ridderlige argument lød, at interviewet var klausuleret til efter valget, og at man skal være til at stole på. Af hvem, kan man spørge. Åbenbart ikke af sine læsere, som har grund til at føle sig ført bag lyset. Den var ikke gået på Lolland-Falsters Folketidende.

Hvad ser jeg ellers i min kikkert? Land forude? Storm i horisonten? Makreller i brændingen? Et billede af Dorian Gray?

Sladder om personer med handicap

Der er noget tragisk ved den vel efterhånden glemte Ditte Okman-affære, som får mig til at tænke på Oscar Wildes fortælling om en ung aristokrat, som lader sin sjæl indgå i en skæbnesvanger byttehandel.

Her synes det blot at være lyttertal, popularitet og synlighed, der higes efter, og offentlige kroner til public service.

Men det gør det ikke mindre afstumpet at sidde i et radiostudie og fnise over en handicappet persons måde at tale på. Der er selvfølgelig sagt undskyld og bortforklaret, og ansvaret er tværet godt ud over det hele. Men det er jo bare tomme ritualer, som bare genererer endnu mere opmærksomhed.

”Der er kun én ting i verden, der er værre end at blive talt om, og det er ikke at blive talt om,” skrev Wilde for 139 år siden, som kunne han se lige op i nutiden.

Handicaporganisationernes reaktion var også nogenlunde forudsigelig med en kronik om, at fniseriet er udtryk for et generelt problem i medierne og samfundet om, hvordan man omgås mennesker med handicap.

Jeg ved nu ikke rigtig. Forleden havde vi på Fyret besøg af en større gruppe handicappede og deres medhjælpere. Jeg hørte ingen fnisen blandt de andre gæster, men mange, der hyggede sig med hinanden. Den virkelige verden er nogle gange bedre end sit rygte. Og der er noget meget mekanisk i affærer som disse, hvor intet tyder på, at nogen har lært af sidste gang, og at der ikke kommer en næste.

Som Rasmus Elmelund skrev i en leder i Information, som jeg begyndte at holde i ren arrigskab, så er den egentlige skandale ikke Ditte Okman - som har en imponerende samling af mobninger bag sig og formentlig vil gøre det igen - men at ”Radio IIII har vurderet, at netop den type indhold styrker stationens public service-profil. Og at hun og hendes program var det mest oplagte at kaste penge efter for at forlænge sendetilladelsen.”

Det bliver vel aldrig meget anderledes. Nogle gange er det os, der spiser svinehunden. Andre gange er det svinehunden, der bliver mæt. Jeg vælger alligevel at tro, at det går fremad, selv om det ikke ser sådan ud. Har man set en skovsneppe gå, ved man, hvad jeg mener.

Må I få et velsignet kvartal.