Arbejdsmiljø

Mobning og dårligt arbejdsmiljø: Journalister siver ud af mediehus

Mindst 10 journalister er stoppet siden januar. Flere kilder fortæller om mobning og dårligt arbejdsmiljø og en cykelklub i ledelsen, der gør, at man ikke tør gå til den med problemer. Ledelsen tager kritikken alvorligt, siger chefredaktør.

”Sommeren er slut – og det er på alle mulige måder tid til at rykke! Og vi har lagt hårdt fra land i Nordiske Medier. Over 10 nye kollegaer er startet her i august.”

Sådan skrev Nordiske Mediers administrerende direktør, Jesper Hansen, i august i et opslag på LinkedIn.

Hvad der ikke fremgår af opslaget, er, at mindst lige så mange journalister forinden er sivet ud af huset på kort tid.

Siden januar er mindst 10 ud af husets omkring 40-50 journalister stoppet, viser en optælling, Journalisten har lavet. Det er altså et sted mellem 20 og 25 procent af journalisterne i mediehuset, der blandt andet udgiver Licitationen og en række nichemedier som EnergySupply, Søfart, Transportmagasinet og Building Supply.

Jeg ville være blevet længere uden den ledelse.
Tidligere medarbejder i Nordiske Medier

Journalisten har talt med flere nuværende og tidligere medarbejdere i Nordiske Medier. Nogle er og har været glade for at være ansat i Nordiske Medier, men adskillige kilder betegner arbejdsmiljøet som decideret dårligt.

Arbejdsmiljø udløser medarbejdermøder

For flere har arbejdsmiljøet været direkte årsag til, at de har fundet et andet arbejde og forladt Nordiske Medier.

”Jeg søgte væk på grund af dårligt arbejdsmiljø,” siger en.

”Jeg ville være blevet længere uden den ledelse. Der er en fed energi, fede mennesker, ungt miljø og en masse, der bare gerne vil frem,” siger en anden.

Det er ikke kun tidligere journalister, der rejser kritik af arbejdsmiljøet. Det samme gør de nuværende medarbejdere.

For 14 dage siden blev der inden for én uge afholdt to møder i den journalistiske medarbejderforening.

Møderne handlede om, at journalisterne nu vil have ledelsen til at se på, hvorfor så mange journalister har forladt huset på mindre end et år.

De vil også have ledelsen til at håndtere, at flere både nuværende og tidligere medarbejdere er blevet udsat for, hvad de opfatter som mobning fra en redaktør, og de vil have ledelsen til at genoverveje, hvordan den håndterer de trivselsmålinger, der bliver gennemført.

Det dårlige arbejdsmiljø bunder i flere ting, fortæller Journalistens kilder.

Uklar strategi og mobbende redaktør

For det første er det på flere af redaktionerne svært at vide, hvornår man klarer sig godt. Det skyldes ifølge Journalistens kilder dels en fraværende ledelse, dels uklarhed om den strategiske retning, og at målstregen hele tiden rykker sig.

Den ene dag er det én type journalistik, de skal satse på. Den næste er det en anden type journalistik, der skal være mere af.

Flere af Journalistens kilder peger også på én redaktør, der skaber et ubehageligt arbejdsmiljø. Journalisten har hørt adskillige eksempler på redaktørens adfærd, som kilderne betegner som decideret mobning. Af hensyn til kildernes anonymitet bliver de konkrete eksempler ikke udpenslet.

Men en type episoder er gået igen og bliver nævnt af over halvdelen af kilderne, både nuværende og tidligere medarbejdere.

Redaktøren har ifølge Journalistens kilder flere gange kaldt enkelte journalister hen til sin plads i storrumskontoret. Ved den plads skulle den hidkaldte journalist læse med på en kollegas artikel, som redaktøren højlydt nedgjorde, mens de resterende kollegaer i lokalet kunne høre det hele.

Det er i sig selv skidt, men det rigtig gale er et større problem med ledelsen.
Anonym kilde

De redaktioner, hvor arbejdsmiljøet bliver opfattet som værst af Journalistens kilder, er netop på de redaktioner i København, hvor den redaktør har været.

Nordiske Mediers ansvarshavende chefredaktør, Søren Dietrichsen, ønsker ikke at stille op til interview, men har sendt et skriftligt svar til Journalisten. Her beskriver han, at han for nylig modtog en formel henvendelse fra tillidsrepræsentanten om arbejdsmiljøet på redaktionen.

”Den tog jeg alvorligt og har handlet på,” skriver han.

Ifølge Journalistens oplysninger er den pågældende redaktørs stilling blevet nedlagt, og medarbejderne i huset fik mandag at vide, at vedkommende stopper i Nordiske Medier. Det ønsker Søren Dietrichsen hverken at be- eller afkræfte af hensyn til fortroligheden om ansættelsesforhold.

Nyttesløst at gå til cykelklubben med problemer

Men flere kilder siger, at den pågældende redaktør kun er en del af problemet i Nordiske Medier.

”Det er i sig selv skidt, men det rigtig gale er et større problem med ledelsen,” siger en.

Flere af kilderne peger på, at den øverste ledelse bestående af den pågældende redaktør, ansvarshavende chefredaktør Søren Dietrichsen og administrerende direktør, Jesper Hansen, er venner privat. De tager ifølge Journalistens kilder på cykelture og rejser sammen. Flere betegner den ledelsesgruppe som ”cykelklubben”.

Den dynamik i de øverste ledelseslag har gjort det svært for medarbejderne at gå til ledelsen med problemer.

“Man har som medarbejder ingen lyst til at dele kritik, bekymringer eller problemer med nogen i ledelsen, fordi de har et privat venskab, hvor det virker som om, at de tager hinanden i forsvar, og hvor man ikke er sikker på, hvem der får hvad at vide,” siger en kilde.

Ingen relation må stå i vejen for, at en medarbejders bekymring bliver taget alvorligt.
Søren Dietrichsen, ansvarshavende chefredaktør i Nordiske Medier

Det skaber en opfattelse blandt medarbejderne af, at de ikke kan gå til ledelsen med problemer.

”Der er en meget klar opfattelse blandt journalister om, at det er fuldstændig nyttesløst at gå til ledelsen om problemer,” siger en anden.

Flere af medarbejderne har eller har haft en følelse af, at de ikke har haft et rum, hvor deres kritik har kunnet blive hørt.

Søren Dietrichsen understreger i sit svar, at ledelsen bakker op om gode kollegiale relationer, ”også omkring cykling, fitness og andre fælles interesser”.

”Fælles interesser er ikke i sig selv udtryk for private venskaber. Uanset relationernes karakter skal vi som ledelse behandle kritik sagligt og professionelt. Ingen relation må stå i vejen for, at en medarbejders bekymring bliver taget alvorligt,” skriver han.

Trivselsundersøgelsen er en joke

Følelsen af nytteløshed ved at gå til ledelsen skyldes dog ikke kun ”cykelklubben”, men også hvordan ledelsen i huset håndterede resultaterne fra en trivselsundersøgelse sidste efterår.

Flere kilder fortæller, at ledelsen i huset scorede meget lavt, og at medarbejderne i undersøgelsen gav udtryk for, at der manglede en klar retning og strategi.

Men medarbejdernes svar på undersøgelsen blev ifølge kilderne ikke mødt af en ledelse, der kiggede indad.

Alle skal kunne gå på arbejde og blive behandlet ordentligt.
Søren Dietrichsen, ansvarshavende chefredaktør i Nordiske Medier

De blev i stedet mødt af en ledelse, der ifølge Journalistens kilder mere eller mindre ordret sagde, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så kan man finde et andet sted at være. Samtidig tolkede den øverste ledelse ikke resultaterne som om, at der var noget galt i deres ledelseslag, men i de lavere.

”De årlige trivselsundersøgelser er en stor joke, og der bliver snakket om, om man overhovedet gider svare på den undersøgelse,” siger en kilde.

Søren Dietrichsen kan ikke genkende, at ledelsen skal have givet udtryk for, at man kunne finde et andet sted at være, hvis man ikke bryder sig om ledelsen i huset.

”Og jeg har det lidt svært ved at forholde mig til anonyme henvendelser fra fratrådte, så det har jeg ikke behov for at kommentere på,” skriver han.

Chefredaktøren ønsker heller ikke at gå offentligt ind i konkrete besvarelser fra trivselsundersøgelser.

”Men som ledelse har vi ansvar for at tage medarbejdernes tilbagemeldinger alvorligt og følge op på dem. Det ansvar gælder også, når kritikken vedrører os selv.”

Sætter gang i proces

Søren Dietrichsen understreger i sit svar, at ledelsen tager sagen alvorligt, og at der nu går en proces med dialog med medarbejderne i gang.

”Vi tager det alvorligt, når medarbejdere fortæller, at de oplever mobning eller ikke føler sig trygge ved at gå til ledelsen. En uformel omgangstone må aldrig blive en undskyldning for nedværdigende adfærd. Alle skal kunne gå på arbejde og blive behandlet ordentligt,” skriver han.

”Vi vil samtidig sammen med medarbejderne gennemgå organisationsstruktur, roller og arbejdsgange. Formålet er at skabe tydeligere rammer og forventninger til arbejdet og styrke både samarbejdet og trivslen på redaktionen,” fortsætter svaret.

Ledelsen i huset vil i den proces sikre, at alle trygt kan sige deres mening og gøre opmærksom på problemerne.

”Vi skal tydeliggøre, hvor man kan henvende sig, også hvis kritikken vedrører ens nærmeste leder, og hvordan der bliver fulgt op. Medarbejderne skal kunne rejse bekymringer uden at frygte negative konsekvenser. Ingen tvivl om den sag,” skriver Søren Dietrichsen.

Journalisten har opfølgende spurgt Søren Dietrichsen, hvad man tidligere har gjort for at blive klogere på, hvorfor så mange har forladt redaktionen. Det ønsker han ikke at svare på.

1 Kommentar

Finn Arne Hansen
5. NOVEMBER 2026
Helt ærligt. Den ene dag kritiserer Journalisten andre medier for at bruger kilder med masker på, og så sviner man selv en arbejdsplads' ledelse til med anonyme påstande næste dag. Føj. Tænk på, at unge journalistelever tror, at Journalisten er en Bibel. PS. Det kunne jo ske, at dem, der er smuttet, bare ikke passede ind.