Faglighed

Michael Aage lavede annonce med ChatGPT – kritikerne ser det som en hån

Er det sjovt, debatskabende eller en hån mod grafikerfaget? Journalisten kritiseres for at bringe en annonce, som ifølge annoncøren skulle se amatøragtig ud.

En voldsomt overlæsset og tydeligvis AI-genereret annonce i det seneste nummer af Journalisten har skabt debat på LinkedIn.

”Trist”, ”under al kritik”, ”idiotisk”, ”pinligt” og ”grinagtigt grimt”, lyder nogle af kommentarerne under det ene af to opslag, der konstaterer, at det er ”hårde tider for grafikerne, når selv ikke Mediernes Efteruddannelse vil hyre et menneske til at lave deres reklamer”.

En anden kritiker retter også sit skyts mod fagbladet Journalisten for at lægge papir til annoncen.

”Jeg synes faktisk, det stikker i øjnene, netop i et fagblad, der har høj faglighed. Det står dem jo frit for, om de vil optage en annonce, der direkte pisser på en stor gruppe af deres medlemmer,” skriver tv-producer Jeppe Dahl Lange i en kommentar under sit eget opslag.

Annoncen er indrykket af Mediernes Efteruddannelse og Pressens Uddannelsesfond og er fyldt med kage, farver og klichágtige symboler og ord om pressen.

Det står dem jo frit for, om de vil optage en annonce, der direkte pisser på en stor gruppe af deres medlemmer.
Jeppe Dahl Lange, tv-producer

Jeppe Dahl Lange uddyber over for Journalisten, at han synes, annoncen ligner ”AI-skrald” og venstrehåndsarbejde, der fremstår som en hån over for grafikere. Og egentlig også over for satirikere, hvis det er meningen, at annoncen skulle være sjov.

”De forsøger vel at markedsføre, at grafikere kan dygtiggøre sig i at lave noget, der er bedre end det der. Men er det så bedre? Er det en mindre hån, at folk kan efteruddanne sig i noget, der kan erstatte deres fag?,” spørger Jeppe Dahl Lange.

En helle for fagligheden

Uanset om det er ment som satire eller ej, forstår han ikke, at hans fagblad lægger sider til den slags.

”Jeg ser jo forbundet og fagbladet som en slags helle for fagligheden. Jeg ser forbundet som en institution, der skal have ryggen for dem, der skal leve af visuel kommunikation,” siger han.

Alt, hvad der har kant, og som skiller sig ud, kan jo altid pisse nogle mennesker af. Det er ikke mit mål at sikre, at det ikke sker.
Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten

På Journalisten vil chefredaktør Christian Lindhardt ikke gøre sig til smagsdommer over annoncen. Han medgiver, at han er ansvarlig for alt, der bliver bragt i bladet. Men betoner, at bladet ikke selv laver annoncerne.

”Jeg er da ked af, hvis nogen synes, det ødelægger helhedsindtrykket af fagbladet. Men jeg synes ikke rigtig, jeg skal have en holdning til, hvad en konkret annonce kommunikerer – så længe annoncen overholder loven,” siger Christian Lindhardt.

Uanset om man synes, det er en god eller en dårlig annonce, kan chefredaktøren ikke se, at han burde have stoppet den.

”Jeg kunne forstå kritikken, hvis målet med annoncen var at pisse på medlemmerne. Men alt, hvad der har kant, og som skiller sig ud, kan jo altid pisse nogle mennesker af. Det er ikke mit mål at sikre, at det ikke sker,” siger Christian Lindhardt.

Omtale uden fortilfælde

Hos Mediernes Efteruddannelse/Pressens Uddannelsesfond medgiver leder Michael Aage Jensen, at annoncen ikke er "grafisk god".

Han er lidt overrasket over, at den ligefrem er blevet genstand for flere ophidsede tråde på LinkedIn. Men egentlig er han godt tilfreds med, at den har skabt debat. For det var hele idéen med den.

”Jeg ved ikke, om annoncen var vellykket eller ej. Men jeg havde håbet, at nogen ville lægge mærke til den og diskutere den. Og det er første gang, vi har opnået så meget omtale,” siger han.

 

Det er Michael Aage, der har brugt AI.
Michael Aage Jensen, leder af Mediernes Efteruddannelse/Pressens Uddannelsesfond

Han medgiver, at det ikke er en grafisk god annonce. Men det var netop pointen, når målet var at skabe opmærksomhed om kurser om brugen af AI.

”Jeg synes, den er sjov og lidt skæv. Jeg tænkte: Vi skal lave et slag i bolledejen,” forklarer Michael Aage Jensen.

Hans grundidé var at lave en ”amatøragtig pastiche” over supermarkeders fødselsdagsannoncer.

”Det er Michael Aage, der har brugt AI. Det er jo ikke kun grafikere, der kan se, at den er lavet, som amatører laver den slags. Det skjulte budskab er, at det er vigtigt at gøre det bedre,” siger han.

Michael Aage Jensen forklarer, at han bare har lavet en simpel prompt i ChatGPT, og at han ikke har brugt mere end de 28.000 kroner det har kostet at indrykke annoncen.

Hvem laver den næste?

På Journalisten er chefredaktør Christian Lindhardt ked af, at en enkelt stemme i kommentarfeltet mener, at den AI-genererede annonce kan skabe tvivl om, hvorvidt selve bladet også er skrevet af AI.

Men overordnet kan han godt se, at annoncøren har nået sit mål.

”Nu er der en masse, der snakker om den. Så den er blevet set, har fået omtale og er blevet delt. Og det er jo annoncørens valg, hvordan de bringer deres annonce,” siger han.

I kommentarsporene til Jeppe Dahl Langes opslag og et andet kritisk opslag fra Anders Brønd Christensen, der arbejder med presse og kommunikation for Mandag Morgen, er der da også flere, der ser annoncen som en form for satire.

Den forklaring formilder dog ikke Jeppe Dahl Lange.

”Jeg vil stadig mene, at annoncen er malplaceret som kommunikation til nogle kreative fag i et fagblad, der favner dem,” siger han med hilsen til forbundsfæller, der kan være bange for at blive gjort overflødige.

Michael Aage Jensen fastholder, at han godt kan leve med debatten.

”Jeg har jo snart deadline på en ny annonce. Så det kan jo være, der er en af dem, der klager, der har lyst til at byde ind. De skal være meget velkomne,” siger han.

2 Kommentarer

Christina Pankratz
I DAG 17:14
Jeg lagde også mærke til den åbenlyse AI-annonce. Og som hedengangen livetekster, også overkørt af AI, blev jeg også lidt vrissen. Hvis ikke DJ og menneskene i branchen værner om branchens håndværkere af kød og blod, vores kolleger, hvem skal så? Jeg er med på, at vi skal omfavne AI, fordi det er her, men man må også gerne værne om sit fag og sine kolleger, så længe det er muligt. Ellers skal vi alle lige så godt lukke og slukke og lade robotterne overtage det hele før som siden.
Christina Pankratz
I DAG 18:18
Ellers KAN vi alle lige så godt lukke og slukke og lade robotterne overtage det hele før som siden.

Okay, den havde robotten klaret bedre, det kan jeg godt se :-)
Eller endnu bedre: En korrekturlæser af kød og blod, som OGSÅ er blevet overkørt af AI mange steder.