
Mette Mayli Albæk kunne i dag for første gang fortælle pressen om bogen om Lars Findsen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Uden nogen som helst varsel udkom Politikens Forlag i dag med en bog, de færreste havde hørt om på forhånd – den tidligere FE-chef Lars Findsens selvbiografi ’Spionchefen – erindringer fra celle 18’.
Der havde ikke været nogen foromtale af bogudgivelsen, og arbejdet med at skrive bogen er foregået i dybeste hemmelighed og på skiftende adresser for at undgå opmærksomhed.
”Vi er mødtes i sommerhuse og altid forskellige steder. Vi har også mødtes hos min mor, men ikke hjemme hos os privat,” siger Mette Mayli Albæk, der er bogens forfatter og til dagligt undersøgende journalist på Jyllands-Posten.
Formålet med hemmelighedskræmmeriet var at undgå, at medier eller myndigheder fik kendskab til, at bogen var på vej.
”Jeg ville gerne sikre mig arbejdsro, særligt når det handler om en kilde, som lige er blevet totalovervåget,” siger Mette Mayli Albæk.
Var det alene ud fra hensynet til, at andre ikke skulle opdage, at bogen var på vej?
”Det, vi vil med bogen, er jo ikke at afsløre statshemmeligheder. Men jeg var ikke interesseret i, at andre medier eller myndigheder kendte til projektet. Jeg ønskede, at der skulle være arbejdsro, og det er ekstremt stressende at lave en bog om en person, som hele verden gerne vil have fat i. Der ville ikke være nogen fordele ved, at folk vidste det.”
Mette Mayli Albæk, forfatter
Handler det også om, at I ville undgå at bogen kunne blive stoppet af et fogedforbud?
”Ja, vi var ikke interesseret i et fogedforbud. Dem, jeg kender, som har skrevet bøger, hvor der blev nedlagt fogedforbud – det er ikke nogen sjov proces.”
Du skriver på Twitter, at du har brugt en computer, som ikke var koblet op på nettet. Hvorfor har du brugt den løsning?
”Jeg har arbejdet på en gammel computer, som jeg har lånt af en veninde. Den har ikke været på internettet i otte år. Og så havde jeg tre printere, som blev koblet til. Og det er faktisk ret svært at finde printere, som ikke skal på internet for at blive opkoblet.”
Mette Mayli Albæk, forfatter
Mette Mayli Albæk lavede 50 timers interviews i maj, som hun selv skrev ud. Alene udskrift af bånd tog nogle uger.
”Det har været virkelig besværligt, fordi vi kom op på 27 udkast, og hver gang skulle man cykle ud til Lars Findsen med det. Det har været meget besværligt og ikke særligt smooth.”
Hvordan har den her proces begrænset dine muligheder for at efterprøve det, han fortæller?
”Det her er en erindringsbog, som er hans fortælling, og der kan være episoder, som andre husker anderledes. Men det er meget selvbiografiens natur. Jeg har jo ikke bare skrevet alt det, han har sagt. Jeg har undersøgt og faktatjekket og stillet kritiske spørgsmål – det kunne for eksempel være, hvis han i forløbet fortæller om det samme møde på to forskellige måder. Der er masser af steder, som er faktatjekket på alle mulige andre måder end at forelægge det for en person.”
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
/Kurt Westh Nielsen