Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
07:55 11.11.2026 Anna Sol Jørgensen

Meta udskyder opdatering efter skideballer fra medier verden over

Meta udskyder opdatering efter skideballer fra medier verden over

Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Meta kommer ikke til at opdatere sine vilkår for virksomheder, som det ellers var planen at gøre den 20. november.

Det skriver Meta i en opdatering.

Indtil videre lyder det, at opdateringen er ”sat på pause”.

”Vi fortsætter med at rådføre os med interessenter og vil give en yderligere opdatering, når vi har mere at dele. I mellemtiden forbliver vores eksisterende vilkår gældende,” skriver Meta.

De opdaterede vilkår er blevet mødt af kraftig skældud fra mediehuse verden over, fordi vilkårene ville give Meta tilladelse til at skrabe indhold fra hjemmesider tilknyttet sider på blandt andet Facebook og bruge det til træning af kunstig intelligens til annonceindhold. Det vil sige, at Meta ville få lov til at hente indhold fra for eksempel politiken.dk, fordi den hjemmeside er tilknyttet Politikens side på Facebook.

Blandt andet har en samlet norsk mediebranche krævet, at domstolene greb ind. Det resulterede i, at Oslo Tingrett gav branchen medhold i, at vilkårene ikke kan indføres, før man har afklaret lovligheden af dem. Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation har også talt dunder mod vilkårene og krævet, at politikerne kommer på banen og sætter foden ned.

Og nu er vilkårene blevet en sag for EU's konkurrencemyndighed, efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i går oplyste, at en klage fra Dagbladet Børsen og Bonnier Publications er blevet oversendt til EU-regi.

SENESTE NYT

Flere nyheder