Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
11:19 30.10.2026 Minna Skau

Meta har sat kontroversiel ændring på pause

Meta har sat kontroversiel ændring på pause

Meta har siden 2021 været det fælles navn for virksomheden, der blandt andet driver platformene Facebook, Instagram, WhatsApp, Messenger og Threads. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske techgigant Meta har efter massiv kritik og bekymringer fra udgivere og annoncører i flere lande sat udrulningen af nye betingelser for businesskonti på pause på ubestemt tid.

Metas kommunikationschef, Andy Stone, skriver på X, at virksomheden ”har hørt udgivernes feedback på vores foreslåede opdatering af annonce- og businessbetingelser”.

"Vi er meget lydhøre over for vores partnere, og vi har ikke i sinde at lave politikbeslutninger uden en fuld konsultation af brancheorganisationer og -ledere,” skriver Andy Stone.

Han skriver videre, at Meta er opsat på at gøre tingene ordentligt, og at de derfor forventer, at der er brug for at gå videre end 20. november, som ellers var den dato, hvor de nye betingelser skulle træde i kraft.

Nyhedsbureauet Reuters og flere andre medier har også hørt direkte fra Meta om udsættelsen. Reuters skriver, at det kan betyde, at Meta undgår diverse igangværende forsøg på ny regulering fra myndighedernes side.

Mediebranchen frygter, at Meta gennem de varslede nye vilkår for anvendelse af materiale fra virksomheder med konti på Facebook og Instagram kunne sikre sig rettigheder til artikler, billeder og videoer fra mediernes egne hjemmesider.

I Norge gav en domstol forleden den norske mediebranche medhold i deres ønske om at sætte en midlertidig stopper for Metas nye kommercielle vilkår.

I Danmark har Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation appelleret til politikere og myndigheder om at komme på banen mod det, forperson Allan Boye Thulstrup har kaldt ”verdenshistoriens største tyveri”.

SENESTE NYT

Flere nyheder