Virksomheden Obsidian Media skal betale en bøde på 400.000 kroner for vildledende markedsføring og skjult reklame.
Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Virksomheden har accepteret bøden og erkendt, at markedsføringsloven er blevet overtrådt.
”Det er en grov overtrædelse af markedsføringsloven, at Obsidian Media har camoufleret sin kommercielle hensigt og sløret, at de aldrig har foretaget nogen egentlige tests af de anbefalede produkter. Forbrugerne skal naturligvis kunne stole på, at det, der fremstår som en uvildig test, også er det,” lyder det fra forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Obsidian Media stod bag fem hjemmesider, som gav indtryk af at indeholde uvildige test og anmeldelser.
I virkeligheden havde virksomheden dog ikke selv afprøvet de anmeldte produkter. I stedet var vurderingerne baseret på en gennemgang af andres test og anmeldelser.
Der er tale om hjemmesiderne forbrugsguiden.dk, forbruger-test.dk, senge-testeren.dk (senere sengeguiden.dk), bomagasinet.dk og bedste10.dk.
Ifølge Forbrugerombudsmanden solgte Obsidian Media hjemmesiderne i september 2025, og virksomheden ejer dem altså ikke længere.