At danske medier og journalister skal opføre sig ansvarligt og etisk, kan de fleste nok blive enige om. Men hvordan bliver det sikret?

Det har Maria Bendix Wittchen, der er studielektor på Journalistik-studiet på Roskilde Universitet, sat sig for at undersøge i sin ph.d.-afhandling ’Presseetiske grænser og gråzoner’, som hun netop har forsvaret. En afhandling, der har været ti år undervejs.

Der er tale om et avanceret netværk på mange forskellige niveauer og med både formelle og uformelle praksisser, der sikrer, at medierne opfører sig ordentligt, konkluderer hun i afhandlingen.

”I Danmark bliver der udøvet medieansvar på mange niveauer. Det er lige fra afgørelser i Pressenævnet til medierne selv, der laver metajournalistisk om hinanden og har egne etiske presseetiske regler. Men der foregår også etiske diskussioner blandt journalister og blandt mediebrugerne, der nok skal sige til, hvis de føler, at nogens journalistik går for langt – for eksempel når der handler om krim-stof.”

”Overordnet set fungerer systemet, og medierne tager ansvar. Nogle mediebrugere kan måske tænke, at det står slemt til, fordi der er så meget debat om medieetik. Men som forsker ser jeg det som et godt tegn, at man diskuterer det,” siger Maria Bendix Wittchen.

Krim-stof er et etisk minefelt

En af konklusionerne i afhandlingen er, at presseetikken i høj grad er til forhandling – og at den bliver presset af flere forskellige faktorer.

Det gælder især krimstoffet, som Maria Bendix Wittchen betegner som et ”etisk minefelt”. Danskerne udviser en nærmest umættelig appetit for true crime og ønsker derfor detaljer og medrivende fortællinger, som kan støde sammen med god praksis og etik.

”Medietrykket, når en profileret retssag kører, kan være enormt, og det giver et stort pres på de involverede parter. For medierne tænker også på, hvad der klikker, og hvad brugerne kan lide, og derfor kan de være til fals for at udkomme mere, oftere og med flere detaljer, som måske ikke har så høj væsentlighed, men som har en høj underholdningsværdi,” siger Maria Bendix Wittchen og fortsætter:

”Kommercialiseringen presser det etiske kompas, fordi det er vigtigt at holde på læserne og få dem til at klikke.”

Maria Bendix Wittchen mener ikke, at de etiske grænser har rykket sig kontinuerligt, men mere kan afvige fra sag til sag. Dog tilføjer hun, at det er tydeligt, at mulighederne for at skrive langt og meget - for eksempel i liveblogs - resulterer i, at nogle medier vælger at bringe ekstremt mange detaljer om for eksempel visse drabssager.

Unødvendig dokumentation

Et af de punkter, hvor pressen ofte har fået kritik af Pressenævnet, er, at de er for dårlige til at anonymisere personer i kriminalsager.

En aktuel kriminalsag har netop fået anonymisering på dagsordenen, forklarer Maria Bendix Wittchen og peger på Henrik Sass-Larsen. Han opgav at få navneforbud i sagen, fordi det allerede var mere eller mindre offentligt kendt, at han var tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale mod børn.

Da Berlingskes første historie om sagen breakede, var der ikke nedlagt navneforbud, og det var dermed Berlingske selv, der havde valgt at anonymisere ham. Meget hurtigt fandt mange dog ud af, hvem der var den tidligere minister.

Det har faktisk fået Pressenævnet til at køre en egen drift-sag mod Berlingske, hvor nævnet på eget initiativ vil undersøge, om Berlingske var så konkret i sin beskrivelse, at man kunne identificere den sigtede, som viste sig at være Henrik Sass-Larsen. Sagen er endnu ikke blevet behandlet.

Sidst Pressenævnet lavede en egen drift-sag var i 1997, som omhandlede visse mediers omtale af kronprins Frederik, nu kong Frederik.

”Sass-Larsen-sagen har skabt en debat om, hvorvidt man skal ændre reglerne for navneforbud. Hvis det sker, kan det indskrænke journalisters mulighed for at skrive om visse sager - og dermed mindre åbenhed i retsplejen. Det er der jo ingen journalister, der kan lide,” siger Maria Bendix Wittchen.

Henrik Sass-Larsen nægter sig skyldig i anklagerne, hvor han er tiltalt for besiddelse af omkring 6.000 billeder og cirka 2.000 videofiler med seksuelt overgrebsmateriale med børn. Derudover er han også anklaget for at have været i besiddelse af en børnesexdukke.

Enorm interesse

Sass-Larsen-sagen er også et godt eksempel på, hvad der kan ske, når medieinteressen er stor for en given historie.

”Mængden af journalistik om sagen var og er helt enorm. Det er en væsentlig kriminalsag, hvor den sigtede er i besiddelse af store mængder overgrebsmateriale, og samtidig er manden tidligere minister og politiker, hvilket giver sagen et mere tabloid snit,” siger hun.

I mediernes dækning har Maria Bendix Wittchen bemærket, hvor meget taletid Henrik Sass-Larsen har fået.

”Min vurdering er, at den sigtede har fået rigtig meget taletid – også taget i betragtning af, at han er en ekstremt medietrænet person. I al journalistik er der princippet om, at begge parter skal høres. Og i forhold til retsstof hedder det faktisk, at man skal høre dem ligeligt. Men man hører ikke den anden part, fordi der ikke rigtig er nogen stemme eller én konkret familie, der kan sætte ord på deres oplevelse med sagen.”

”Det skaber nogle etiske dilemmaer i forhold til, hvem der skal have taletid, og hvad historien egentlig handler om. I Sass-Larsen-sagen kommer meget til at handle om, at han er et offer, og måske mindre om, at han har været i besiddelse af store mængder overgrebsmaterialer af børn,” lyder det fra Maria Bendix Wittchen.

Du kan læse Maria Bendix Wittchens ph.d.-afhandling ved at klikke her.