Medierne sætter mere kulør på folketingsvalget

Ved dette valg har flere medier erstattet blokpolitikkens røde og blå farver med logoer med mere knald på: ”Hvis vi havde brugt de to farver i dag, ville det have føltes helt forkert,” lyder det fra TV 2

Opbruddet i dansk politik har sat sig mange spor. Også i mediernes udformning af valglogoer. Røde og blå logoer, der symboliserede de to blokke, er på retur. Ind er kommet logoer med mere knald på farverne.

I 2015 var TV 2’s tidstypiske valglogo for eksempel domineret af to farver: Blå og rød.

”Hvis vi havde brugt de to farver i dag, ville det have føltes helt forkert. Dengang var der en klarere fordelingen af blokkene,” siger ledende produktionschef i TV 2 Christian Rohde.

Ved dette års folketingsvalg har TV 2 i stedet givet hvert parti sin egen farve.

”Vi føler, at vi har set rigtigt ved at gå ned ad den her vej, for vi gjorde det lang tid før, Uffe Elbæk meldte sig som statsministerkandidat, eller Stram Kurs blev opstillingsberettiget,” siger Christian Rohde.

Det skal jo også se pænt ud

Farverne optræder på tværs af alle TV 2’s platforme, for eksempel i et kryds, der bevæger sig på skærmen.

”Vi har valgt at sammensætte en fortælling om, at alting er i opbrud. Nogle kan trække sig til den ene side eller gå sammen på nye måder. Fortællingen er, at tingene kan trække sig ud i forskellige retninger,” siger Christian Rohde.

Den konkrete udformning af krydset skal dog ikke tages alt for bogstaveligt.

”Det skal jo også se pænt ud,” siger Christian Rohde.

Medierne sætter mere kulør på Folketingsvalget 2 JP’s logo til folketingsvalget 2019 er ligesom logoet fra TV 2 blevet rigere på farver. Grafik: JP

Sjovt og udfordrende

Jyllands-Posten brugte tidligere også røde og blå farver, fordi Folketinget var klart opdelt i rød og blå blok, siger mediegrafiker Frederik Brøsted.

”Situationen ved dette valg er anderledes, og blokkene er i opbrud. Derfor har der været mere fokus på de enkelte partier,” siger Frederik Brøsted.

Det har været ”en sjov, men også mere udfordrende opgave” at finde en partifarve, der kan gå igen visuelt på både print og digitalt, forklarer Frederik Brøsted.

”Vi er endt med farver, der ligger så tæt på partiernes egne farver som muligt,” siger Frederik Brøsted.

TV 2 koordinerer med DR

TV 2’s Christian Rohde siger, at TV 2 så vidt det var muligt har koordineret partifarverne med DR.

”Vi har talt med DR om, hvad de tænker, og hvad vi tænker, så det ikke stikker helt af, og et parti for eksempel bliver orange et sted og lilla et andet,” forklarer han.

”Der er nuancer, som vi har for os selv på TV 2, men af hensyn til forståeligheden holder vi fast i de farver, som folk genkender,” forklarer han.

Derfor er Venstres farve for eksempel blå.

”Men vi har fx tonet Dansk Folkeparti fra højgul til en mere douce, moderne gul,” siger Christian Rohde.

 

Medierne sætter mere kulør på Folketingsvalget 3 Partibogstaverne har bestemt rækkefølgen i Politikens valglogo. Grafik: Politiken

Farvernes rækkefølge

Politikens designchef, Søren Nyeland, skriver i en mail om Politikens valg af FV19-logo:

”Den stereotype blå-kontra-rød-blok tankegang har vi nuanceret, og det traditionelle kryds har vi distanceret os fra,” forklarer han.

Logoet består af de 13 partifarver.

”Farvernes rækkefølge er dikteret af rækkefølgen på partibogstaverne,” forklarer Søren Nyeland.

Socialdemokratiets liste A er derfor øverst til venstre, mens Alternativets liste Å er nederst til højre.

Alternativets farve er grøn, mens Stram Kurs er sort, ”da den øvrige blå blok ikke vil samarbejde med Paludan & Co”.

0 Kommentarer