Økonomi

Medier oprørte over afslag på mediestøtte

Nordiske Medier er blandt de mediehuse, der er så utilfredse med at have fået afslag på mediestøtte, at de vil klage over afgørelsen

Konkurrenceforvridende, uforståeligt og udokumenteret.

Sådan lyder kritikken fra Nordiske Medier, efter at de i slutningen af sidste uge fik afslag fra Medienævnet på deres ansøgning om mediestøtte. Mediekoncernen, der tæller cirka 200 ansatte og udgiver omkring 80 online- og printmedier, er så utilfreds med afslaget, at den vil klage over afgørelsen.

Ifølge administrerende direktør Jesper Hansen har de ikke modtaget en tilfredsstillende begrundelse for, hvorfor de som portalløsning til en række underliggende nichemedier med fokus på blandt andet byggebranchen og søfart, har fået afslag.

”Nordiske Medier finder det uforståeligt og i øvrigt også konkurrenceforvridende, at monitormedier.dk, altinget.dk og watchmedier.dk af Medienævnet opfattes som selvstændige medier – mens det samme ikke gælder for nordiskemedier.dk,” udtaler Jesper Hansen i en pressemeddelelse.

Han henviser til, at ShippingWatch for eksempel er en del af watchmedier.dk, på samme måde som Søfart er en del af nordiskemedier.dk. ShippingWatch markedsføres som et selvstændigt medie, men får støtte som en del af watchmedier.dk.

Gaffa og JP Lokal er også utilfredse

I sit afslag henviser Medienævnet til, at nordiskemedier.dk ikke opfylder de indholdsmæssige krav. Men den påstand savner Nordiske Medier dokumentation for. Mediehuset finder det desuden kritisabelt, at Medienævnet ikke har været i dialog med mediet om, hvordan de opgør indholdet.

”Man kan få den tanke, at afslaget er et udtryk for, at der ikke sker en ligebehandling af medier, der er opbygget på samme måde. En anden mulighed er, at de ganske enkelt bare ikke gør deres arbejde godt nok. Jeg ved ikke, hvad der er værst,” udtaler Jesper Hansen.

Otte medier fik ligesom Nordiske Medier afslag på mediestøtte i denne runde, og ifølge MediaWatch er flere af dem utilfredse med afslaget. Både JP Lokal og musikmediet Gaffa udtrykker kritik af Medienævnets afgørelse.

”Jeg er ikke overrasket, men jeg synes, at det er frustrerende, at vi igen får afslag, og jeg ser det som en bias mod kulturjournalistikken,” siger bestyrelsesformand og fungerende administrerende direktør for Gaffa Kristian Lautrup-Nielsen til MediaWatch.

76 medier får støtte

Samlet blev der i år uddelt 360,5 millioner kroner i mediestøtte til i alt 76 medier.

Traditionen tro bliver de største støttebeløb uddelt til Kristeligt Dagblad og Dagbladet Information, der modtager henholdsvis 28,98 millioner kroner og 25,52 millioner kroner.

Den samlede liste af medier, der til gengæld har fået afslag på produktionsstøtte for 2023, tæller: JP Lokal, Gaffa, Nordiske Medier, Amagernyt, Effektivt Landbrug, Femina.dk, Indblik.dk, Nordiske Medier og Bornholmnyt.dk.

0 Kommentarer