Presse

Medier holdt på ulvenyhed efter instruks fra ministerie

Flere medier fik tilsendt en klausuleret pressemeddelelse om ulven, der var blevet skudt. Ph.d i presseskik kan ikke se de gode grunde til at holde informationen tilbage, og chefredaktør kalder mediernes føjelighed for decideret absurd.

Sent på aftenen eller først på natten til den 14. august modtog flere redaktioner en opsigtsvækkende nyhed fra Naturstyrelsen og Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd.

Den såkaldte problemulv ved Nørre Nebel var blevet skudt af en af Naturstyrelsens medarbejdere om aftenen den 13. august. Medierne måtte bare ikke fortælle den nyhed med det samme, stod det klart i skrivelsen fra styrelsen og ministeriet, for i toppen af pressemeddelelsen stod der med store bogstaver markeret med gult:

”KLAUSULERET til fredag d. 14. august kl. 8.”

Både Ritzau og TV 2 modtog pressemeddelelsen sent om aftenen eller først på natten til den 14. august, fremgår det af en mail, Journalisten har fået aktindsigt i.

Det er jo ikke meningen, at vi skal være magthavernes skødehund, så ministeren kan nå at få fritidssættet på og komme til Jylland.
Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet

Skal ikke være ministerens skødehund

Begge ventede pænt med at udgive nyheden til klokken 8, hvor Christian Rabjerg Madsen, minister for natur og dyrevelfærd iført Fjällräven-bukser og med den døde ulv liggende foran sig tonede frem på skærmen.

”Det er absurd,” siger Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.

”Det er jo ikke meningen, at vi skal være magthavernes skødehund, så ministeren kan nå at få fritidssættet på og komme til Jylland,” fortsætter han.

Det har ikke været muligt at få et interview med Ritzaus nyhedsdirektør, Line Jakobsen. Til Berlingske forklarer hun, at bureauet ikke overvejede at sende nyheden ud ved midnat.

”Men vi har efterfølgende haft en redaktionel diskussion og reflekteret over, om vi blot skulle have takket nej tak til historien med den påhæftede klausul og som minimum have trykket lidt mere på for at få en saglig forklaring på, hvorfor lige denne historie skulle holdes tilbage,” udtaler Line Jakobsen til Berlingske.

Kunne ikke nå at få bekræftet

Jon Mikkelsen, chefredaktør på TV 2 Nyhederne, har heller ikke haft mulighed for at stille op til interview, og presseafdelingen har derfor sendt et skriftligt svar, der også blev brugt i Presselogen 22. august. I svaret forklarer han, at det ikke er usædvanligt, at TV 2 tilbydes klausuleret materiale fra myndighederne.

”Om vi accepterer klausulerne, beror på en journalistisk vurdering af, om vi gennem egen research og via andre kilder kan indhente og verificere oplysningerne, det drejer sig om. Hvis vi kan det, skal vi som udgangspunkt ikke afskære os selv fra at udkomme,” udtaler han i svaret, der fortsætter:

”I denne sag er vurderingen dog, at det ikke er realistisk, at TV 2 i løbet af natten kunne indhente centrale oplysninger om ulvens tilstand fra anden side. Derfor blev klausulen accepteret.”

Ministeriets presserådgiver forsøgte også at få DR med på den klausulerede pressemeddelelse. Men DR's telefonsystem var åbenbart nede, og der blev ikke besvaret på mails om aftenen og natten, så DR fik først informationen om morgenen og planlagde et optaget interview med ministeren klokken 07.45.

DR's presseafdeling oplyser i et skriftligt svar, at DR fandt ud af, hvad historien handlede om et par timer før klokken 8. I en skriftlig kommentar uddyber ledende redaktionschef Kasper Krogh, at man vurderede, at det var en relevant og vigtig historie med stor offentlig interesse, som DR ville gå ind.

”Herfra brugte vi morgenen på at få linet op, så vi kunne udkomme med historien på de relevante platforme. Da det ikke blev vurderet, at vi kunne nå at indhente den nødvendige viden til at udkomme tidligere end kl. 8, udfordrede vi ikke klausuleringen,” forklarer han i svaret.

Mail: Presseseance med ulv

Den 14. august klokken 01.23 sender en presserådgiver i ministeriet en mail med planen for morgenens pressesceance ved Oksbøl

  • Før kl. 8: Ministeren taler med Ritzau på telefonen før kl. 8 (og han når også at tale med Mads fra NST). Ritzau har Scanpix-fotograf i Oksbøl, som vist også laver livesending fra ”pressemødet”, men ikke med reporter.
  • 7:45: DR laver radiointerview med Mads Jensen til brug i Radioavisen kl. 8 (så han er ”fri” på det tidspunkt).
  • 8.00: TV 2 laver kort interview med ministeren.
  • 8.10: ”Pressemøde”, hvor både TV 2 og DR/TVA sendes live, NST fremviser ulven, og både ministeren og Mads Jensen svarer på spørgsmål.
  • Herefter (dvs. nok ca. 8.20) er der 1:1-interviews, og tv-kanalerne kan få hver deres eget materiale.
  • 8.45: Ministeren er i P1 Morgen
  • 9.30: TV Syd ankommer og laver tv.
  • Jeg har også talt med JydskeVestkysten og forventer, at de kommer, men endnu uklart hvornår.

Otte minutter senere blev der sendt en ny mail ud med lidt små opdateringer til den sendeplan, da en JydskeVestkysten-redaktør havde givet besked om at ankomme klokken 8, og at en kollega med videoudstyr ville støde til klokken ca. 8.45.

En stribe lokale medier blev orienteret om, at der var en ulvenyhed på vej, men fik modsat DR, TV 2 og Ritzau ikke at vide, hvad det handlede om.

Ingen grunde til at sige ja

Klokken 8 stod det så klart for enhver, at ulven nær Nørre Nebel var blevet skudt. Kort efter pressemødet haglede kritikken ned over Christian Rabjerg Madsen og hans folk, der blev kritiseret for at tilbageholde væsentlig information for selv at kunne stråle i blitzlyset ved pressemødet.

Men mediernes ageren er heller ikke imponerende, mener Knud Brix.

”Jeg synes virkelig, at det er utroligt, at man går med på den klausul. Jeg synes, at man simpelthen fejlfortolker sit ansvar som medie, hvis man går med på den,” siger Knud Brix.

Den pågældende ulv havde skabt massiv medieomtale og stor utryghed i og omkring Nørre Nebelm hvor den havde opsøgt legende børn i haver og generelt ikke var sky over for mennesker. I en uge var den blevet jagtet, og Naturstyrelsen havde haft droner med termiske kameraer i området for at kunne skyde ulven.

”Det er ikke i borgernes interesse at tilbageholde den information. De kunne være stået op til den nyhed om morgenen og følt sig trygge ved at sende lille Ole i skole eller gå en tur med hunden. Det her handler om at få korrekt information ud til borgerne, og der er så sat en klausul på, og det skal man ikke gå med på,” siger Knud Brix.

Jeg ville helt åbenlyst have brudt den klausul.
Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet

Medierne får heller ikke pæne karakterer afMaria Bendix Wittchen, ph.d. i presseetik og medieansvar og underviser på journalistuddannelsen på RUC.

”Det er godt arbejde, rent kommunikativt. Men journalistikken skal være uafhængig. Der kan være gode argumenter for at vente med at bringe en historie, men her ser jeg ikke nogen gode grunde,” siger hun til Berlingske.

Havde Ekstra Bladet modtaget pressemeddelelsen, var nyheden ikke blevet holdt tilbage i 10 timer.

”Jeg ville helt åbenlyst have brudt den klausul,” siger Knud Brix.

Klausuler bør diskuteres

I stedet for at servicere borgerne med information af væsentlig interesse, er medierne kommet til at agere marionetdukker for ministeren, mener Knud Brix.

”Det var jo åbenlyst for enhver, at det pressemøde var koreograferet til lejligheden. Vi medier er ikke sat i verden for at servicere en minister, der gerne vil nå til Jylland,” fortsætter han.

”Myndighederne skal overhovedet ikke begynde at agere på den her måde. Når de ved, at ulven er blevet skudt, skal de sende det ud. Og så er vi nødt til at diskutere det her med klausul, for hvad bliver det næste? Her tilsidesætter man borgernes interesse,” siger Knud Brix.

Hos TV 2 var man - trods accepten af klausulen - heller ikke tilfredse med ministeriet.

”Vi mener på TV 2, at det havde været mere hensigtsmæssigt for danskerne, at ministeriet havde informeret offentligheden, så snart ulvens død var bekræftet. Det har vi også meddelt ministeriet,” udtaler Jon Mikkelsen i det skriftlige svar.

2 Kommentarer

Hans Henrik Sigismund Østergaard
8. SEPTEMBER 2026
Føj for en ulv,er det virkelig sådan det er,jeg forstår ikke at der var nogle der ville deltage i det,men jeg kan se der er nogle der virkelig slikker regeringen,føj for pokker en presse vi har.
Morten Juhl
8. SEPTEMBER 2026
Føj for en stinker, er der ikke et par nyhedredaktører der trænger til et grundigt efteruddannelseskursus?
Det minder om behandlingen af nyheden om en kendt ulykke på et atomkraftværk Sovjetunionen.