Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
09:17 13.10.2026 Anna Sol Jørgensen

Medieordfører sletter DR-kritisk opslag efter henvendelse fra Ekstra Bladet

Medieordfører sletter DR-kritisk opslag efter henvendelse fra Ekstra Bladet

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Alternativets kultur- og medieordfører, Signe Wenneberg, har slettet et LinkedIn-opslag med kritik af DR.

Det skriver Ekstra Bladet.

I sit opslag langede Signe Wenneberg ud efter DR for at have for mange lange indslag, hvor ”DR-journalister interviewer DR-journalisten om et DR-program”. En kritik, der var foranlediget af, at Giro 413 fyldte 80 år og var blevet fejret i æteren. Hun rasede også over, at DR's podcastværter spiser for meget slik og kage og griner for meget internt i DR's podcasts, hvilket ”er ulideligt for lytterne”.

Trods sin kritik gjorde hun klart, at hun er ”kæmpe fan af DR”.

”Kh fra kulturordføreren, som virkelig gerne vil kæmpe for DR i de kommende medieforhandlinger”.

Netop medieforhandlingerne står for døren, og ifølge Ekstra Bladet fik den afsluttende salut flere til at reagere, fordi sammenblandingen af hendes kritik og bemærkning om, at hun skal forhandle DR's økonomi, kan ligne et brud på armslængdeprincippet.

Ekstra Bladet ville have spurgt Signe Wenneberg til netop det, men politikeren slettede sit opslag uden at besvare Ekstra Bladets henvendelse.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder