63 procent af Dansk Journalistforbunds medlemmer er bekymrede for, om de kan blive i deres fag hele arbejdslivet.
Det viser en rundspørge blandt forbundets medlemmer, som fagbladet Journalisten har foretaget.
I alt 2.386 DJ-medlemmer har svaret på rundspørgen, som klart dokumenterer, at rigtig mange medie- og kommunikationsfolk frygter for fremtiden i deres fag. For mere end halvdelen af de bekymrede fylder tankerne så meget, at de overvejer, om de på et tidspunkt helt skal forlade branchen.
Og det er opsigtsvækkende, men desværre ikke overraskende. Det mener Susanne Ekman, der er lektor ved Center for Arbejdslivsforskning på RUC og i 15 år har forsket i, hvordan vilkårene på arbejdsmarkedet siver ned og påvirker den enkelte.
Hun ser de mange fremtidsbekymrede som en konsekvens af det moderne og højintense arbejdsmarked.
”Det er et symptom på fire årtiers kokainagtig udviklingstrend og ekstrem forherligelse af omstillingsparathed,” mener Susanne Ekman.
Et overophedet system
Susanne Ekman forklarer, at hvor man tidligere vægtede stabilitet og inklusion højt på arbejdsmarkedet, har samfundet siden 1980’erne været præget af en Wall Street-terminologi om at blive lean og effektiv.
”I fire årtier har det handlet om konkurrence, produktivitetsforøgelse og om at skære det unødvendige fedt fra. Man skal være omstillingsparat, og trenden er anti-rutine og anti-tryghed. Men nu er jagten på konstant udvikling tippet over, fordi det har været for udpinende,” siger Susanne Ekman.
Hun mener, at systemet nærmer sig en regulær overophedning. Det ser man i de mange stresssygemeldinger, og det ser hun også resultaterne af Journalistens rundspørge som et udtryk for.
”Intensiteten er simpelthen steget så massivt de sidste årtier, at folk ikke længere synes, det er bæredygtigt. Og derfor er de bekymrede for deres egen fremtid på arbejdsmarkedet. De er bange for, om de kan holde til det på sigt. Hvis alting handler om udvikling, så segner folk til sidst,” siger Susanne Ekman.
Det gælder på arbejdsmarkedet generelt, men det gælder i særdeleshed for folk i medie- og kommunikationsbranchen, vurderer hun.
”Netop kommunikationsfolk og journalister er nogle af dem, der er allermest berørt af kravet om udvikling. De befinder sig i vid udstrækning i prekære og atypiske stillinger, og de arbejder inden for et felt, hvor udviklingen går så hurtigt, at de hele tiden skal omstille sig,” påpeger Susanne Ekman.
Info: Sådan har vi lavet undersøgelsen
Fagbladet Journalisten har via mail spurgt alle DJ-medlemmer undtagen studerende og pensionister om, hvordan de ser på fremtiden. Undersøgelsen er lavet i perioden 1. februar til 8. februar 2023. 2.386 ud af 13.805 medlemmer har besvaret hele spørgeskemaet, og det giver en svarprocent på 17.
Nutiden skrumper
Den bekymring, der går mest igen blandt DJ’s medlemmer, er frygten for på et tidspunkt at blive anset for at være for gammel.
På tværs af aldersgrupper svarer næsten 60 procent, at de oplever, der bliver set ned på folk over 50 år i medie- og kommunikationsbranchen. Og spørger man dem, der allerede har rundet de 50, så svarer hver tredje, at de tror, de selv er blevet fyret eller valgt fra i en jobsøgning alene på grund af deres alder.
Og det er helt forståeligt, at mange – også unge – lever med en konstant frygt for at blive outdated. Det mener Anders Fogh Jensen, der er filosof og blandt andet har beskæftiget sig med det moderne arbejdsmarked.
”Jeg tror, de fleste af os har en fornemmelse af, at vores erfaring får kortere og kortere holdbarhed. Der bliver kortere imellem modstrømningerne og de nye buzzwords, og helt konkret virker tingene simpelthen i kortere tid. Vi har jo alle sammen en hel ormegård af ledninger liggende, der ikke duer længere,” siger han.
For at forstå, hvad det gør ved os, henviser han til begrebet Gegenwartsschrumpfung fra den tyske filosof Hermann Lübbe, der løst kan oversættes ”nutiden skrumper”.
”Nutiden er den tid, hvor den verden, jeg kender og er fortrolig med, også svarer til den verden, jeg møder. Eller mere elegant udtrykt; at forventningshorisont og erfaringsrum stemmer overens. Pointen er, at denne overensstemmelse – altså nutiden – bliver kortere og kortere. At erfaringen får kortere og kortere holdbarhedstid,” forklarer han.
Det kan ifølge Anders Fogh Jensen være med til at forklare, hvorfor så mange DJ-medlemmer frygter for deres fremtid i faget. Det har nemlig den konsekvens for os mennesker, at vi ikke er fortrolige med den verden, vi lever i, og at vi hele tiden skal tilbage på skolebænken for at følge med.
”Men det bliver svært at vide, hvad jeg skal satse på. Hvad fanden skal jeg egentlig tage på kursus i for at fremtidssikre mig selv? Det rører også ved noget dybere eksistentielt. Er der overhovedet plads til mig på arbejdsmarkedet – kan jeg overhovedet være her?” spørger han.
Anders Fogh Jensen tror, at vi kan hjælpe os selv ved at forsøge at holde fast i vores integritet. Ved faktisk ikke altid, at være i bevægelse og på vej videre.
”Verden skriger hele tiden, at du skal lave dig selv om. Men prøv at lade være med at lade sig blæse helt omkuld af forandringshysteriet. Det kan godt være, det ikke gør dig helt så omsætteligt på arbejdsmarkedet – men mon ikke det bliver et bedre liv alligevel?” spørger han.
Behov for et paradigmeskift
Også Susanne Ekman fra Center for Arbejdsliv på RUC mener, at der er behov for et paradigmeskifte. Væk fra forherligelsen af omstillingsparathed og konstant udvikling, og tilbage mod mere ro, forudsigelighed og stabilitet.
”Vi er nået til et bristepunkt, hvor det er hele kontrakten mellem arbejdstagere og samfund, der står og knirker og knager. Det kalder på en justering den anden vej,” siger Susanne Ekman.
Hun understreger, at den justering kræver nytænkning af alle: Fagforeninger, arbejdsgivere og politikere – alle skal arbejde for at skrue ned for overophedningen.
”Hele samfundet er skruet sammen omkring de her logikker. Det er os alle sammen, der skal resocialisere os til at justere den anden vej,” siger Susanne Ekman.
Konkret mener hun, at fagforeningerne skal kæmpe for at ændre ved den urealistiske arbejdsintensitet, så der bliver bedre balance mellem ressourcer og forventninger.
”Penge og arbejdstid er nemt kæmpe om. Men det er bare ikke det, medarbejderne har brug for,” mener Susanne Ekman.
DJ: Nedslående og ulykkeligt
I Dansk Journalistforbund deler formand Tine Johansen bekymringen over, at tempo og intensitet konstant bliver skruet i vejret i medie- og kommunikationsbranchen.
”Tempoet er meget højt mange steder. Og jeg kan godt forstå, hvis man midt i sit arbejdsliv spørger sig selv, om man kan holde til det, når pensionsalderen stiger, og man skal løbe hurtigere hele tiden,” siger hun.
Jeg kan godt forstå, hvis man midt i sit arbejdsliv spørger sig selv, om man kan holde til det, når pensionsalderen stiger, og man skal løbe hurtigere hele tiden.
Tine Johansen, formand, Dansk Journalistforbund
Hun kalder det nedslående, at mere end halvdelen af de mange fremtidsbekymrede DJ-medlemmer overvejer, om de på et tidspunkt helt skal forlade medie- og kommunikationsbranchen.
”Det er ulykkeligt, fordi det handler om mennesker, der forventer, at de må forlade branchen, før de har lyst til det. Men jeg kan godt forstå, at det sætter sig som en bekymring hos folk, når man ser alle de nedskæringer og fyringsrunder, der har været på især det journalistiske arbejdsmarked,” siger Tine Johansen.
Det konstant øgede tempo og intensitet er en problemstilling, DJ arbejder rigtig meget med, forklarer hun. Senest i forbindelse med Medieaftalen, der blev indgået sidste år.
”Vi kunne heldigvis overbevise politikerne om, at medier, der modtager offentlig støtte, skal have ordentlige vilkår,” siger Tine Johansen.
Hun har dog svært ved at se, at det er DJ’s opgave som fagforening at stille krav om, at arbejdsgiverne skal kræve mindre af deres ansatte.
”For mig er det et ledelsesansvar på arbejdspladserne at vurdere, om der er den rigtige sammenhæng mellem kravene til medarbejderne og ressourcerne til at løse opgaven,” siger Tine Johansen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.