Public Service

Medieaftale lukker 24syv, men kanalen nægter at overgive sig

”Helt ind i hjertet er jeg overbevist om, at det bliver muligt at finde en løsning,” siger Simon Andersen

Når sendetilladelsen for radiokanalen 24syv udløber ved udgangen af marts 2024, bliver den ikke forlænget, skriver TV 2.

Det betyder, at radiokanalen, der tidligere er kendt under navnet Radio Loud, lukker næste år. En forlængelse af sendetilladelsen indgår nemlig ikke i den nye medieaftale, der præsenteres i dag.

Det var allerede en del af den smalle medieaftale fra 2022, at 24syvs sendetilladelse ikke skulle forlænges. Aftalen nåede dog ikke at blive vedtaget i Folketinget, fordi der kom et folketingsvalg inden.

For ansvarshavende chefredaktør på 24syv Simon Andersen er det ikke det mindste overraskende. Men han har ikke mistet håbet om, at politikerne besinder sig og ved en senere lejlighed finder penge til, at 24syv kan fortsætte.

”Helt ind i hjertet er jeg overbevist om, at det bliver muligt at finde en løsning, når vi kommer tættere på 31. marts 2024,” siger Simon Andersen om datoen, hvor støtten til 24syv udløber.

Behov for et alternativ til mastodonten DR

Simon Andersen tror, at politikerne vil indse, at der er behov for et alternativ til ”mastodonten DR”.

Derfor forudser han et nyt radioudbud, når Radio4’s sendetilladelse stopper i 2027. Og i den mellemliggende periode giver det god mening at holde 24syv oven vande, mener han.

”Der er tale om så få penge, at det reelt er uden betydning. Men hvis 24syv lukker i 2024, er det svært at forestille sig, at vi kan komme igen tre år efter, siger han.

Også tillidsrepræsentant Niels Frederik Rickers siger, at medarbejderne trods dagens nyhed fortsat tror på 24syv.

”Vi kæmper og tror på det; at det, vi laver, er godt. Vi har en gejst, og vi giver ikke op,” siger han.

Medieaftale præsenteres klokken 13

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har inviteret til doorstep i Kulturministeriet om et nyt medieforlig klokken 13 i dag.

Det har længe vakt udbredt vrede og frustration i mediebranchen, at forhandlingerne har trukket ud, og i marts udtalte kulturministeren selv, at flere års mangel på en medieaftale er en ”katastrofe for Mediedanmark”.

0 Kommentarer