Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er atter optræk til intern uro på Grønlands public service-station, KNR.
På et møde med direktionen i sidste uge gjorde direktionen det klart over for journalisterne, at de tillæg, de normalt har fået for at arbejde på skæve tidspunkter om morgenen, aftenen og i weekenderne, er blevet udbetalt ved en fejl.
Det betyder i praksis, at journalisterne som udgangspunkt ikke vil få udbetalt de vagttillæg længere.
Og det skaber forundring, for de såkaldte vagttillæg er skrevet ind i overenskomsten mellem Grønlands selvstyre og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, som KNR’s journalister er ansat på.
”Vi er ret uforstående over for KNR, der har valgt at fjerne tillæggene. Vi troede, vi var enige om vores overenskomst,” siger Arnaq Nielsen, som er formand for Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikations kreds i Grønland, TP.
TP er nu i gang med at undersøge sagen til bunds:
”Det er alvorligt. Det har jo en stor konsekvens for vores medlemmers løn og vilkår. Man fik jo ekstra tillæg for at møde tidligt, være der sent eller være der i helligdagene,” tilføjer hun.
Står i overenskomsten
Vagttillæggene skal ifølge overenskomsten udbetales for ”vagttjeneste og andet forud tilrettelagt eller beordret arbejde, som helt eller delvist falder i følgende tidsrum” med henvisning til arbejdstider mellem klokken 18 og klokken 8 om morgenen samt i weekenderne.
Hans Peter Poulsen, direktør for KNR, understreger, at man på KNR følger overenskomsten.
For ledelsen på KNR taler ikke om ”vagtplaner”, men om ”arbejdsplaner”, når de putter medarbejderens arbejdstider i et skema.
Og fordi der ikke er tale om ”vagter”, kan man altså ikke få vagttillæg, lyder tolkningen hos ledelsen:
”Hvis man skriver, at vi har fjernet nogle tillæg, er det ikke rigtigt. Der henholder vi selvfølgelig til de forpligtigelser, der følger med at overholde overenskomsten,” siger han.
I paragraf 27 står, at der bliver udbetalt vagttillæg, hvis man er planlagt eller tilrettelagt på de her tidspunkter enten før klokken 8 om morgenen eller efter klokken 18.
”Hvor har du det fra?”
Fra jeres overenskomst.
”Det er ikke rigtigt. Det er ikke sådan, vi læser det,” siger Hans Peter Poulsen.
Det siger overenskomsten om arbejdstid og vagttillæg:
§ 4 Arbejdstid
”Den i overenskomstens § 6 og § 7 fastsatte grundløn forudsætter fuldtidsbeskæftigelse, svarende til 40 timer ugentligt.”
§ 27 Vagttillæg m.v.
”For vagttjeneste og andet forud tilrettelagt eller beordret arbejde, som helt eller delvist falder i følgende tidsrum, ydes nedenstående tillæg (beløbene er i kroner per dag, red.):
- Hverdage kl. 00:01-05:00: 220 kroner
- Hverdage kl. 05:01-08:00: 220 kroner
- Hverdage kl. 18:00-20:00: 160 kroner
- Hverdage kl. 20:01-24:00: 160 kroner
Stk. 2: For vagttjeneste og andet forud tilrettelagt eller beordret arbejde på lørdage samt søn- og helligdage betales for de første 8 timer 370 kr. For arbejde herudover betales 370 kr. pr. dag.
Stk. 3: For bagvagter/programvagter ved radioen og TV med tilkaldepligt på hverdage i tidsrummet kl. 20:01-08:00 ydes 250 kr. pr. dag. For bagvagter/programvagter ved radioen og TV med tilkaldepligt på lørdage samt søn- og helligdage ydes 400 kr. pr. dag.”
Hvis man som medarbejder i KNR møder ind på arbejde klokken 6 om morgenen, er man så berettiget til det her vagttillæg?
”Ikke automatisk. Ifølge overenskomsten kommer den ikke automatisk.”
Arbejdsplan – ikke vagtplan
Men der er man jo sat i vagtplan?
”En arbejdsplan. Ikke nødvendigvis en vagtplan. Og så har vedkommende sikkert fri klokken 14.”
Men uagtet om vedkommende har fri klokken 14, står der jo i overenskomsten, at ved forud tilrettelagt arbejde før klokken 8 om morgenen, skal man have det her tillæg?
”Hvis den kommer ud over de almindelige arbejdstider.”
Men det er jo ikke det, der står i paragraf 27?
”Vi læser den forskelligt, og det er der, problemet ligger. Hvis det er et spørgsmål om, at man bliver beordret til at holde vagt ud over de arbejdstider, man skal arbejde i, så er det, at vagttillægget bliver givet.”
Hvis der er en medarbejder på KNR, der er ansat på overenskomst mellem selvstyret og DJ, og som det står i arbejdsplanen møder ind på arbejde lørdag morgen, hvilke tillæg er vedkommende så berettiget til?
”Det bliver jeg nødt til at sende dig et svar på med en skriftlig besvarelse.”
Her er KNR-direktørens skriftlige svar:
Hvilke tillæg er en KNR-medarbejder ansat på overenskomsten mellem selvstyret og DJ berettiget til, hvis medarbejderen møder ind på en lørdag, som det fremgår af arbejdsplanen, at vedkommende skal?
”Hvis lørdagsarbejdet er en del af den normale arbejdstid på 40 timer pr. uge, ydes der ikke vagttillæg. Der gives almindelig løn. At møde ind og udføre sit planlagte arbejde en lørdag er i overenskomstmæssig forstand ikke at være på vagttjeneste, men blot at udføre almindeligt planlagt arbejde. Det er her, misforståelsen opstår, fordi man i daglig tale ofte kalder det at være på arbejde i weekenden for at være ”på vagt”, ”weekendvagt” etc. I overenskomstens forstand er vagttjeneste noget andet: Det er at indgå i en særskilt vagtordning, som fx bagvagt, aftenvagt eller en beordret ekstra vagt, hvor man får tillæg efter § 27. Almindeligt arbejde, også selv om det ligger på en lørdag, er ikke vagttjeneste og giver derfor ikke ret til vagttillæg.”
Hvilken betydning har reglerne om en 40 timers-arbejdsuge for berettigelsen til at få udbetalt vagttillæg?
”I overenskomsten er den normale arbejdsuge defineret som 40 timer, placeret i perioden mandag til søndag. Al arbejdstid, der ligger inden for disse 40 timer, betragtes som almindelig arbejdstid, uanset om den ligger tidligt, sent eller i weekenden. For dette gives der almindelig løn, men ikke vagttillæg. Almindeligt planlagt arbejde er ikke vagttjeneste og udløser derfor ikke tillæg. Vagttillæg udløses kun, hvis man har vagttjeneste eller bliver beordret til at tage en ekstra vagt uden for den normale arbejdstid.”
Kan man for eksempel få udbetalt vagttillæg, hvis man ifølge arbejdsplanen har arbejdstid efter klokken 18, men i øvrigt ikke arbejder mere end 40 timer den pågældende uge?
”Nej. Hvis den planlagte arbejdstid efter kl. 18 ligger inden for den almindelige arbejdsuge på 40 timer, er der tale om almindeligt arbejde, som honoreres med normal løn. Almindeligt arbejde er ikke vagttjeneste, og derfor giver det ikke ret til vagttillæg. Vagttillægget efter § 27 er ikke et generelt tillæg for ubekvemme arbejdstider, men en kompensation for at være på vagttjeneste. Hvis medarbejderen arbejder ud over de 40 timer, er der tale om merarbejde. Merarbejde honoreres efter kapitel 9 i overenskomsten, enten ved afspadsering eller ved betaling med 1,5 gange timelønnen.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.